Når du som forælder får at vide, at dit barn har fået diabetes, kan du reagere følelsesmæssigt meget forskelligt og på forskellige tidspunkter i forhold til den anden forælder. Det kan betyde, at du som partner eller pårørende føler dig alene med dine følelsesmæssige reaktioner og oplever manglende forståelse og anerkendelse fra den anden part.
Lige efter, at diabetes er kommet ind i familien, kan I opleve stor kontrast mellem, hvordan livet var før diagnosen, og hvordan livet er nu.
Når dit barn får en kronisk sygdom, kan du som forælder opleve, at du er under en konstant belastning. Langsomt ændrer denne tilstand sig, når diabetes kommer til at blive en integreret del af familien og en integreret del af barnets liv.
I forbindelse med diagnosen og efterfølgende tid kan du have oplevelser som: chok, krise, tab, stress, skyld, skam, kropslige reaktioner.
I den første tid handler det oftest om alle de praktiske informationer, så de følelsesmæssige reaktioner kan ofte komme senere, når der er bedre plads til følelserne, men måske på et uforståeligt tidspunkt for en selv.
Du kan som forælder føle dig belastet i den første tid, når du selv befinder dig i krise og samtidig skal tage dig af dit barn og måske søskende til barnet med diabetes.
Du kan komme til at opleve, at følelser og reaktioner, som du havde, da dit barn var i spædbarnsalderen, pludselig aktiveres igen. Det kan medføre konflikter. Barnet/den unge er ikke den lille længere og kan måske ikke forstå, hvorfor mor og far opfører sig, som om barnet igen var lille. Det er vigtigt at tale med barnet/den unge om, at det handler ikke om dem, men om forældrene selv.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at de følelser, tanker, forestillinger og reaktioner, man oplever som forældre, kan være – og oftest er – meget anderledes, end de følelser, tanker og forestillinger barnet/den unge har. Derfor er det vigtigt, at du ikke kommer til at tillægge barnet/den unge det, der hører til hos forældrene.
Du kan som forældre komme til at føle sig alene og mangle forståelse fra omverdenen, herunder venner og familie.
Med tiden vil forældre oftest erfare, at der sker en tilpasning til og bearbejdning af det at have fået diabetes i familien.
Undervejs er det en god idé at tillade sig selv at reagere, tale rigtig meget med hinanden, med andre forældre til børn med diabetes og med de behandlere, man er tilknyttet.