Kort om undersøgelsen
Forandringer i øjets nethinde, som skyldes diabetes, giver ikke altid symptomer eller påvirker synet. Du kan derfor ikke selv mærke, om dine øjne bliver påvirket af diabetes.
Den regelmæssige øjenundersøgelse er en fotografisk undersøgelse af øjnene. Det kaldes en screening af øjenbaggrunden. Formålet er at forebygge, opspore og behandle eventuel diabetisk øjensygdom.
Børn og unge undersøges typisk i 12-, 15- og 18-årsalderen. Det er meget sjældent, at vi finder forandringer i øjnene på unge under 18 år.
Vi gør opmærksom på, at det ikke er en fuldt dækkende øjenundersøgelse, vi laver. Har du øjensygdomme, som ikke er relateret til diabetes, anbefaler vi, at du får lavet en øjenundersøgelse hos en praktiserende øjenlæge.
Sådan foregår et besøg i øjenklinikken på Steno
Du får:
- målt synsstyrke
- fotograferet øjenbaggrund
- en foreløbig vurdering.
Samtidig får du og dine forældre information om øjet og diabetisk nethindesygdom. I får også mulighed for at stille spørgsmål om dine øjne og dit syn til en specialuddannet øjensygeplejerske.
Børn og unge kan i de fleste tilfælde fotograferes uden at få dryppet øjne, så pupillerne udvider sig. Men i meget sjældne tilfælde kan det være nødvendigt for at få gode fotos af nethinden.
Vurdering og videre forløb
Efter fotograferingen vurderer en øjensygeplejerske fra SDCC billederne og fastsætter tidspunktet for din næste øjenundersøgelse. Findes der forandringer på billederne, som sygeplejersken kommer i tvivl om, bliver billederne drøftet med øjenlæger på Afdeling for Øjensygdomme på Rigshospitalet-Glostrup.
Cirka 10 hverdage efter undersøgelsen, kan du finde resultatet af undersøgelsen i MinSP, og ved kan du få den endelige vurdering ved din behandlingsansvarlige læge eller sygeplejerske.
Er der behov for flere undersøgelser eller behandling, bliver du henvist til en øjenafdeling på et hospital i den region, hvor du bor.
Spørg øjensygeplejersken
Hvis du har spørgsmål, kan du på hverdage mellem kl. 09.00-10.00 ringe til øjensygeplejerskerne på tlf. 39 68 08 00. Vælg 'øjenklinikken', når du ringer op.
Du kan også skrive til øjensygeplejersken via www.minsundhedsplatform.dk.
Få mere viden
Læs mere om Øjenklinikken, eller læs mere om diabetes på www.videncenterfordiabetes.dk.