Forskningsområde
Mit primære forskningsområde er sundhed under graviditet og i barndommen med fokus på forebyggelse af prædiabetes og overvægt hos kvinder og børn i højrisikogrupper.
I vores forskergruppe arbejder vi med at forstå de biologiske mekanismer bag overvægt, hyperglykæmi og øget kardiovaskulær risiko med særligt fokus på insulinresistens, insulinsekretion, appetitregulering, mave-tarm-systemet, døgnrytme og epigenetiske mekanismer.
Med afsæt i målgruppernes behov, barrierer og motivation for livsstilsændringer udvikler og afprøver vi realistiske og evidensbaserede livsstilsinterventioner med henblik på at forbedre sundhedsmarkører, reducere risikoen for overvægt, diabetes og hjerte-kar-sygdom samt mindske komplikationer og opnå remission hos personer med type 2-diabetes.
Aktuel forskning
Livsstilsintervention før og under graviditet for at forebygge overvægt hos børn (PRE-STORK-studiet)
Undersøger hvordan målrettede livsstilsændringer hos kvinder før og under graviditet kan reducere risikoen for overvægt hos barnet.
Tidsbegrænset spisning i behandling af type 2-diabetes (RESET 2-studiet)
Evaluerer effekten af tidsbegrænset spisning som behandlingsstrategi ved type 2-diabetes.
Hormonel regulering af energi- og makronæringsindtag ved overvægt (MEMORY-studiet)
Undersøger hvordan hormonelle mekanismer påvirker appetit, energibalance og næringsstofindtag ved overvægt.
Hedonisk og homeostatisk appetitregulering ved overvægt og type 2-diabetes i relation til måltids- og træningstidspunkt (TIMEX-studiet)
Analyserer samspillet mellem biologisk og belønningsstyret appetitkontrol samt betydningen af timing af måltider og fysisk aktivitet.
Publikationer