Gå til hovedindhold

Formativ evaluering af Fælles om Ungelivet: Udvikling af lokale indsatser og et natio-nalt koncept

Steno Diabetes Center Copenhagen var ansvarlig for den formative evaluering af pilot- og udviklingsfasen i Fælles om Ungelivet. Evalueringen understøttede løbende læring og kvalificering af indsatserne i fem pilotkommuner og genererede tværgående viden, der bidrog til at kvalificere programteorien og udvikle et nationalt koncept.

Baggrund

Fælles om Ungelivet er et nationalt sundhedsfremmeprogram med en vision om, at danske unge skal have et godt ungeliv, hvor rusmidler ikke spiller en markant rolle. Programmet er inspireret af den islandske forebyggelsesmodel og bygger på tre principper: en datadrevet indsats, styrkelse af beskyttende faktorer samt lokal involvering og mobilisering.

Tilgangen tager afsæt i, at unges sundhed og rusmiddelbrug formes af de fællesskaber, relationer og rammer, som de indgår i. Kommunerne arbejder derfor med at styrke forældrenes rolle, fritidsmiljøer og andre positive fællesskaber omkring de unge.

I pilotfasen blev tilgangen udviklet og afprøvet i Aalborg, Gentofte, Odder, Silkeborg og Sorø Kommuner.

​Formål og evalueringsdesign

Evalueringen skulle understøtte udviklingen og afprøvningen af Fælles om Ungelivet lokalt og nationalt. Den havde både et lærings- og dokumentationsformål og fulgte kommunernes organisering, aktiviteter, samarbejdsrelationer, involvering af lokale aktører og udvikling i organisatorisk sundhedsfremmekapacitet.

Evalueringen var baseret på en formativ og aktionsforskningsinspireret tilgang, hvor viden løbende blev bragt tilbage til pilotkommunerne og programsekretariatet. SDCC udviklede i dialog med disse aktører en evalueringsramme med redskaber til beskrivelse og opfølgning på aktiviteter, kortlægning af samarbejdsrelationer, vurdering af sundhedsfremmekapacitet og opfølgning på lokale mål. Evalueringen omfattede desuden interviews, workshops og tværgående læringsaktiviteter.

Evalueringen undersøgte ikke effekter på de unges rusmiddelbrug, men fokuserede på de organisatoriske processer, samarbejder og kapaciteter, der skulle skabe grundlaget for de ønskede forandringer.

​Evalueringens bidrag

Evalueringen gav pilotkommunerne og programsekretariatet et systematisk billede af de lokale projekters udvikling og gjorde det muligt løbende at identificere udfordringer, velfungerende tilgange og behov for kapacitetsopbygning. Den understøttede refleksion over organisering, samarbejde, involvering af lokale aktører, ressourcer og ledelsesopbakning samt erfaringsudveksling på tværs af kommunerne.

Den samlede viden fra evalueringen og pilotkommunernes arbejde bidrog til at kvalificere programteorien og udvikle det nationale koncept for opskalering af Fælles om Ungelivet. Konceptet beskriver, hvordan kommuner kan arbejde med lokale data, beskyttende faktorer, mobilisering af forældre og lokale aktører samt organisering og kapacitetsopbygning. Efter pilotfasen blev konceptet gjort tilgængeligt for alle danske kommuner.​

Målgruppe og kommunale arenaer

Den primære målgruppe er unge i alderen 12-18 år. Forældre og lokale aktører er centrale medierende målgrupper, fordi de er med til at forme rammerne omkring de unge. Programmet involverer bl.a. kommunale forvaltninger, grundskoler, ungdomsuddannelser samt fritids- og foreningsliv.​

Samarbejdspartnere

Evalueringen blev gennemført af Steno Diabetes Center Copenhagen i samarbejde med Sundhedsstyrelsen og Aalborg, Gentofte, Odder, Silkeborg og Sorø Kommuner.​

Projektperiode

Pilot- og udviklingsfasen: 2020-2024.

Evalueringen er afsluttet. Fælles om Ungelivet befinder sig nu i programfasen 2024-2027, hvor konceptet udbredes og videreudvikles i flere kommuner.

Finansiering

Fælles om Ungelivet er finansieret af Sundhedsstyrelsen og TrygFonden.

Læs mere om Fælles om Ungelivet på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.


LInks

Læs mere om programmet hos SST
Læs om Fælles om Det Frie Ungdomsliv hos Trygfonden


Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden