Gå til hovedindhold
Unge der sidder på toppen af en bakke

​​​​​​​​​​

Afdeling for Forebyggelse, Sundhedsfremme og Samfundet

Afdeling for Forebyggelse, Sundhedsfremme og Samfundet udvikler, afprøver og understøtter implementering af evidensbaserede løsninger indenfor forebyggelse, sundhedsfremme og tværsektorielt samarbejde. 

Afdelingen for Forebyggelse, Sundhedsfremme og Samfund (FSS) er en forsknings- og udviklingsafdeling. 

Vi samarbejder tæt med pra​ksis når vi udvikler, afprøver og understøtter implementering af forskningsbaserede indsatser, der fremmer sundhed og forebygger kronisk sygdom. 

Samtidig arbejder vi for at styrke mental sundhed, livskvalitet og hverdagsliv for mennesker, der lever med kronisk sygdom – i tæt samspil med borgere, praksis og samfund. ​

Vision 

Visionen for afdelingen er at fremme sundhed, trivsel og lighed i samfundet. Vores fokus er på at   styrke mental sundhed, livskvalitet og hverdagsliv for mennesker, der lever med kronisk sygdom. Dette sker på et forskningsbaseret grundlag og i tæt samarbejde med patienter, borgere og professionelle samt institutioner og organisationer. 

Ambitionen er at være et kraftcenter i regionens samlede indsats for sundhedsfremme og forebyggelse. Vi ønsker således at bidrage til regionens samlede indsats for bedre sundhed og trivsel for alle borgere. Samtidig ønsker vi som afdeling at være en central drivkraft i national og international sundheds­fremmeforskning for dermed at bidrage til et Steno i verdensklasse. ​

​Hvem er vi

FSS er en forsknings- og udviklingsafdeling, der udvikler, afprøver og understøtter implementering af indsatser, tilgange og redskaber, der fremmer sundhed og trivsel bredt og i udvalgte grupper. Vi samarbejder tæt med de relevante aktører herunder borgere, kommuner, almen praksis, civilsamfund, hospital, region og stat. Vi har et særligt fokus på sundhedsfremme og på at forebygge kardiometaboliske sygdomme, samt gøre livet lettere for mennesker der lever med kronisk sygdom, herunder diabetes. 

At FSS er en integreret del af SDCC giver nogle helt unikke muligheder for at koble forskning, klinik, sundhedsfremme og samfund i én samlet bevægelse. Samtidig har FSS et helheds­orienteret samfundsperspektiv og et særligt strategisk fokus på forebyggelse af diabetes og andre kardiometabolske sygdomme, et styrket tværsektorielt samar­bejde og et mere nært og sammenhængende sundhedsvæsen. Der sigtes mod, at samfundsperspektivet beriger og spiller sammen med den kliniske hverdag på SDCC – og at erfaringer kan udbredes, så FSS bidrager til, at SDCC bliver en stærk udviklingsplatform for et forebyggende og sammenhængende sundhedsvæsen. 

Forskningen og udviklingen i afdelingen dækker både forebyggelse bredt og livet med kro­nisk sygdom, og målgrupperne spænder fra gravide, familier og børn til unge, voksne og ældre, samt fra individ til den samlede population i et område. Vores forskning tager afsæt i det brede sundhedsbegreb og det hele menneske i et livsløbsperspektiv. Vi arbejder ud fra en forståelse af sundhed, der er både er positiv, relationel og rettet mod handling og foran­dring. Afdelingen fokuserer på tværfaglig forskning, udvikling og implementering af redskaber, interventioner og metoder, der kan forebygge kardiometabloiske sygdomme og gøre livet lettere for personer med kronisk sygdom. Derudover er der fokus på det tværsektorielle område, herunder samarbejdet med almen praksis, sammenhængende patientforløb og styrkelse af det nære sundhedsvæsen. 

For at sikre, at den forskning vi udfører, skaber værdi og er relevant, arbejder vi bevidst med involvering i hele forskningsprocessen – fra ideudvik­ling og design til implementering og evaluering. Derudover arbejder FSS målrettet med at bygge bro mellem forskning, praksis og policy. Det indebærer, at vi udvikler og afprøver nye modeller i tæt samspil med kommuner, almen praksis, civilsamfund, hospital og region, og at forskningsresultater oversættes til løsninger, som kan implementeres i den daglige praksis. Vi prioriterer et tæt samarbejde med politiske beslutningstagere, så vores forskning bidrager til at kvalificere strategiske prioriteringer på både nationalt og regionalt niveau. Samtidig udvikler vi nye formater for formidling og dialog, så borgere, patienter og praktikere oplever, at forskningen skaber værdi i deres konkrete virkelighed. 

Vi benytter os af en bred vifte af metoder og tilgange – både kvalitative, kvantita­tive og mixed-methods – og lægger vægt på at vælge metoder, der er kontekstaf­stemte og praksisnære og sikrer høj kvalitet i vores forskning. Det kan fx være: Supersetting-tilgangen og settingsbaseret forskning, co-creation og design thin­king, systemorienteret tilgange og group model building, evaluering med fokus på anvendelse og effekt, procesevaluering og realistisk evaluering, registerforskning og surveys, narrativ og etnografisk metode, analyse af policy og implementerings­betingelser.

Organisering

Afdelingen er organiseret i 5 forskningsgrupper samt en tværgående enhed og et sekretariat.
Læs mere om forskningsgrupperne her ​og den tværgående enhed her.​ 

Forskningen bygger på disse principper

​Forskningen i afdelingen for forebyggelse, sundhedsfremme og samfundet bygger på seks principper. Læs mere om principperne her.​

                         ​      

Samarbejder og synergier på tværs af SDCC

På tværs af forskningen arbejder vi målrettet på at identificere og forstærke syner­gier – både internt i afdelingen og sammen med SDCC's øvrige afdelinger. FSS har en unik mulighed for at spille en rolle som brobygger mellem klinikken, den klini­ske forskning og de forebyggende og samfundsorienterede indsatser. Ved at koble patientnær, klinisk viden med forebyggelses- og samfundsperspektiver kan vi ska­be en helhed, der styrker både forskningens relevans og dens gennemslagskraft. 

Vi prioriterer et tæt samarbejde med klinikken, hvor erfaringer fra patientforløb kan omsættes til forskningsspørgsmål, og hvor forskningsresultater hurtigt kan afprøves og implementeres i praksis. Samtidig samarbejder vi med de øvrige afdelinger på SDCC for at skabe sammenhæng mellem kliniske og forebyggende indsatser og kompetenceudvikling. Det gælder blandt andet i fælles projekter om patientuddannelse, livsstilsinterventioner og teknologiske løsninger, hvor vi kan kombinere forskellige fagligheder og metoder. 

Gennem tværgående projekter, tværgående temagrupper og netværk styrker vi integrationen af forebyggelse, behandling, uddannelse og forskning. Denne inte­gration gør det muligt at udvikle løsninger, der både tager afsæt i det enkelte men­neskes livssituation og i de bredere strukturelle rammer, som påvirker sundhed og sygdom. Samarbejde på tværs af SDCC er derfor en central drivkraft i vores strategi og en forudsætning for, at vi kan realisere SDCC's vision om et udviklingshospital i verdensklasse. ​​

Tværgående Strategiske Temagrupper

I afdelingen har vi desuden også etableret Tværgående Strategiske Temagrupper. Temagrupperne fungerer som laboratorier for faglig udvikling, idégenerering, samarbejde og videndeling og er med til at sikre, at nye perspektiver og erfaringer hurtigt bringes i spil på tværs af forskningsgrupper og fagligheder.  ​

Der er aktuelt etableret tre temagrupper i FSS. Læs mere om Tværgående Strategiske Temagrupper her​ 

Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden