Afdelingen for Forebyggelse, Sundhedsfremme og Samfund (FSS) er en forsknings- og udviklingsafdeling.
Vi udvikler, afprøver og understøtter implementering af forskningsbaserede indsatser, der fremmer sundhed og forebygger kronisk sygdom.
Samtidig arbejder vi for at styrke livskvalitet og hverdagsliv for mennesker, der lever med kronisk sygdom – i tæt samspil med borgere, praksis og samfund.
Vision
Visionen for afdelingen er at fremme sundhed, trivsel og lighed i samfundet. Vores fokus er på styrket forebyggelse samt øget livskvalitet for mennesker, der lever med kronisk sygdom. Dette sker på et forskningsbaseret grundlag og i tæt samarbejde med patienter, borgere og professionelle samt relevante institutioner og organisationer.
Ambitionen er at være et kraftcenter i regionens samlede indsats for sundhedsfremme og forebyggelse. Vi ønsker således at bidrage til regionens samlede indsats for bedre sundhed og trivsel for alle borgere. Samtidig ønsker vi som afdeling at være en central drivkraft i national og international sundhedsfremmeforskning for dermed at bidrage til et Steno i verdensklasse.
Hvem er vi
FSS er en forsknings- og udviklingsafdeling, der udvikler, afprøver og understøtter implementering af indsatser, tilgange og redskaber, der fremmer sundhed og trivsel bredt og i udvalgte grupper. Vi samarbejder tæt med de relevante aktører herunder borgere, kommuner, almen praksis, civilsamfund, hospital, region og stat. Vi har et særligt fokus på at forebygge kardiometaboliske sygdomme, samt gøre livet lettere for mennesker der lever med kronisk sygdom, herunder diabetes.
At FSS er en integreret del af SDCC giver nogle helt unikke muligheder for at koble forskning, klinik, sundhedsfremme og samfund i én samlet bevægelse. Samtidig har FSS et helhedsorienteret samfundsperspektiv og et særligt strategisk fokus på forebyggelse af diabetes og andre kardiometabolske sygdomme, et styrket tværsektorielt samarbejde og et mere nært og sammenhængende sundhedsvæsen. Der sigtes mod, at samfundsperspektivet beriger og spiller sammen med den kliniske hverdag på SDCC – og at erfaringer kan udbredes, så FSS bidrager til, at SDCC bliver en stærk udviklingsplatform for et forebyggende og sammenhængende sundhedsvæsen.
Forskningen og udviklingen i afdelingen dækker både forebyggelse bredt og livet med kronisk sygdom, og målgrupperne spænder fra gravide, familier og børn til unge, voksne og ældre. Vores forskning tager afsæt i det brede sundhedsbegreb og det hele menneske i et livsløbsperspektiv. Vi arbejder ud fra en forståelse af sundhed, der er både er positiv, relationel og rettet mod handling og forandring. Afdelingen fokuserer på tværfaglig forskning, udvikling og implementering af redskaber, interventioner og metoder, der kan forebygge diabetes og gøre livet lettere for personer med diabetes. Derudover er der fokus på det tværsektorielle område, herunder samarbejdet med almen praksis, sammenhængende patientforløb og forskning, der kan bidrage til at styrke det nære sundhedsvæsen.
For at sikre, at den forskning vi udfører, skaber værdi og er relevant, arbejder vi bevidst med involvering i hele forskningsprocessen – fra ideudvikling og design til implementering og evaluering. Derudover arbejder FSS målrettet med at bygge bro mellem forskning, praksis og policy. Det indebærer, at vi udvikler og afprøver nye modeller i tæt samspil med kommuner, almen praksis, civilsamfund og region, og at forskningsresultater oversættes til løsninger, som kan implementeres i den daglige praksis. Vi prioriterer et tæt samarbejde med politiske beslutningstagere, så vores forskning bidrager til at kvalificere strategiske prioriteringer på både nationalt og regionalt niveau. Samtidig udvikler vi nye formater for formidling og dialog, så borgere, patienter og praktikere oplever, at forskningen skaber værdi i deres konkrete virkelighed.
Vi benytter os af en bred vifte af metoder og tilgange – både kvalitative, kvantitative og mixed-methods – og lægger vægt på at vælge metoder, der er kontekstafstemte og praksisnære og sikrer høj kvalitet i vores forskning. Det kan fx være: Supersetting-tilgangen og settingsbaseret forskning, co-creation og design thinking, systemorienteret tilgange og group model building, evaluering med fokus på anvendelse og effekt, procesevaluering og realistisk evaluering, registerforskning og surveys, narrativ og etnografisk metode, analyse af policy og implementeringsbetingelser.
Organisering
Afdelingen er organiseret i 5 forskningsgrupper samt en tværgående enhed og et sekretariat. Den tværgående enhed udvikler og igangsætter innovative, tværsektorielle indsatser og samarbejdsmodeller og bygger bro mellem forskning, praksis og policy gennem tæt dialog med interessenter og strategisk kommunikation. Forskningsgrupperne arbejder med forskellige målgrupper, metoder og tematikker, men deler en fælles ambition om at udvikle praksisnær, relevant og virkningsfuld viden, der bidrager til at realisere forskningsstrategiens vision om at styrke sundhed, trivsel og lighed i samfundet. Et styrket samarbejde på tværs af grupperne er centralt for at skabe synergi, fremme innovation og sikre, at forskningen får maksimal betydning for både praksis og politik. Hver gruppe har en tydelig faglig profil og arbejder med egne projekter og samarbejder samtidig med, at der skabes synergi på tværs.
Læs mere om forskningsgrupperne her og den tværgående enhed her.
Forskningen bygger på disse principper
Forskningen i afdelingen for forebyggelse, sundhedsfremme og samfundet bygger på seks principper.
![]()
Samarbejder og synergier på tværs af SDCC
På tværs af forskningen arbejder vi målrettet på at identificere og forstærke synergier – både internt i afdelingen og sammen med SDCC's øvrige afdelinger. FSS har en unik mulighed for at spille en rolle som brobygger mellem klinikken, den kliniske forskning og de forebyggende og samfundsorienterede indsatser. Ved at koble patientnær, klinisk viden med forebyggelses- og samfundsperspektiver kan vi skabe en helhed, der styrker både forskningens relevans og dens gennemslagskraft.
Vi prioriterer et tæt samarbejde med klinikken, hvor erfaringer fra patientforløb kan omsættes til forskningsspørgsmål, og hvor forskningsresultater hurtigt kan afprøves og implementeres i praksis. Samtidig samarbejder vi med de øvrige afdelinger på SDCC for at skabe sammenhæng mellem kliniske og forebyggende indsatser og kompetenceudvikling. Det gælder blandt andet i fælles projekter om patientuddannelse, livsstilsinterventioner og teknologiske løsninger, hvor vi kan kombinere forskellige fagligheder og metoder.
Gennem tværgående projekter, tværgående temagrupper og netværk styrker vi integrationen af forebyggelse, behandling, uddannelse og forskning. Denne integration gør det muligt at udvikle løsninger, der både tager afsæt i det enkelte menneskes livssituation og i de bredere strukturelle rammer, som påvirker sundhed og sygdom. Samarbejde på tværs af SDCC er derfor en central drivkraft i vores strategi og en forudsætning for, at vi kan realisere SDCC's vision om et udviklingshospital i verdensklasse.
Tværgående Strategiske Temagrupper
For at understøtte samarbejdet på tværs af afdelingens forskningsgrupper, men også potentielt på tværs af SDCC, er der i afdelingen etableret Tværgående Strategiske Temagrupper. Temagrupperne fungerer som laboratorier for faglig udvikling, idégenerering, samarbejde og videndeling og er med til at sikre, at nye perspektiver og erfaringer hurtigt bringes i spil på tværs af grupper og fagligheder. Temagrupperne bidrager samtidig til at synliggøre afdelingens kompetencer og faglige profil udadtil.
Temagrupperne arrangerer en bred vifte af aktiviteter som journal clubs, projektudvikling, artikelsamarbejder, seminarer, studiebesøg og ekstern kommunikation om relevante emner. Hver gruppe udarbejder en årsplan og mødes regelmæssigt. Grupperne er åbne for alle medarbejdere på SDCC med interesse for temaerne og udgør dermed en fælles platform, hvor nye ideer kan afprøves og modne sig til egentlige forsknings- og udviklingsprojekter.
Der er aktuelt etableret tre temagrupper i FSS, som er udvalgt i tæt dialog med medarbejdere og ledelse og afspejler emner med bred relevans for både forskning og praksis: Surveyforskning; mad, måltider og ernæring; samt lighed i sundhed. Disse grupper repræsenterer centrale felter, hvor FSS har særlige kompetencer og potentialer, og hvor der er behov for stærkere vidensgrundlag og tværgående udvikling. Temagrupperne fungerer som dynamiske fora, der kan udvikle sig over tid i takt med, at nye forskningsspørgsmål og samarbejdsmuligheder opstår.
Læs mere om Tværgående Strategiske Temagrupper her