Årsberetning 2024
På Steno Diabetes Center Copenhagen er vi i bevægelse. Vi bevæger os mod et nyt og moderne ambulatorium, hvor vi ser vores patienter, altså vores brugere, på en helt ny måde. Det gør vi, fordi et presset sundhedsvæsen har brug for nytænkning, og fordi nye digitale sundhedsløsninger gør det muligt. Men frem for alt gør vi det, fordi det er klogt.
Stenos grundlæggende princip er, at al behandling skal være individuelt tilpasset. Det betyder, at vi fremover i endnu højere grad vil sikre os, at vores behandling er skræddersyet til den enkelte person med diabetes. Vi vil tage højde for f.eks. følgesygdomme, psykosociale forhold og digital parathed, når det gælder brug af for eksempel diabetesteknologi og hjemmemåling.
I fremtidens ambulatorium tilbyder vi derfor ikke alt til alle. Vi prioriterer klogt. Det vil sige, at de brugere, der har størst behov, skal have mere opmærksomhed end de personer, der har mindst behov. Det lyder logisk, men det er ikke sådan, vores sundhedsvæsen fungerer i dag med hyppige rutineindkaldelser, så den nye virkelighed skal alle vænne sig til – sundhedspersonale såvel som brugere.
Læs årsberetning 2024
Årsberetning 2023
Forebyggelse spiller en stor rolle i det arbejde, vi udfører på Steno – både på individ- og samfundsniveau. Det har det gjort i 2023 - og det kommer det til i 2024. Vi bestræber os på at yde den allerbedste behandling og at udføre forskning, der kan gøre behandlingen endnu bedre. Men diabetes er ikke bare diabetes. Diabetes øger også risikoen for at udvikle en række følgesygdomme, hvor især hjertekarsygdom er en af de mest almindelige og også en af de mest alvorlige. I løbet af de seneste år er det blevet tiltagende mere klart, at tilstande som overvægt, hjertekarsygdom og til dels nyresygdom hænger tæt sammen med diabetes både, hvad angår de underliggende sygdomsmekanismer og måder, vi kan forebygge og behandle på.
Derfor har vi i vores arbejde også fokus på at forebygge ikke bare diabetes, men også hjertekarsygdom, nyresygdom, øjenproblemer, fodsår og psykosociale aspekter af livet med diabetes. Vi har i løbet af 2023 også etableret en enhed, der fokuserer særligt på sygdomme i hjernen ved diabetes: Steno Diabetes Neuro Unit. Det er alle områder, vi vil se fylde mere på Steno i de kommende år.
Læs årsberetning 2023
Årsberetning 2022
Vi glæder os stadig dagligt over vores nye bygning i Herlev med så mange muligheder. Lige siden indflytningen i november 2021 har vi haft fokus på, hvordan vi bruger den bedst muligt. Og vi bygger videre på de mange tiltag, der blev udarbejdet inden flytningen. I 2022 har vi især arbejdet videre med at sikre optimale arbejdsgange for medarbejderne, og at brugernes vej rundt i huset bliver så enkel som muligt. Vi har bl.a. haft fokus på, hvordan man finder vej og har suppleret med oversigtskort og flere skærme med vejvisning til konsultationsrum mv. I det forgange år har vi også etableret et infotorv med et stort idé-træ. Det er endnu et tiltag i arbejdet med at involvere brugerne og det inviterer til, at de kan skrive deres ideer og forslag til os. Så vi sammen får skabt de bedste rammer for besøgene på SDCC.
Læs årsberetning 2022
Årsberetning 2021
Byggeriet af det nye SDCC i Herlev med indvielse i november har gennemsyret alt og fyldt eksorbitant meget i 2021.Byggeriet, nedpakning på Niels Steensens Vej i Gentofte, indflytning og on-boarding af nye medarbejdere og indslusning af tæt ved 11.000 personer med diabetes gik over al forventning.
I 2021 blev opstartsevalueringen af SDCC gennemført med temperaturmåling på, hvor SDCC er i forhold til mål og som organisation. En ny 10-årig strategi blev udarbejdet - en strategi, som har et mål om at bryde grænser for, hvad SDCC kan opnå som et samlet hold og i samarbejde med tværsektorielle samarbejdspartnere og ikke mindst brugere af SDCC.
SDCC fik et skulderklap af rang, da netværket The Global Coalition for Value in Healthcare udpegede SDCC som et godt eksempel til global efterfølgelse.
Læs årsberetningen 2021
Årsberetning 2020
2020 var et meget anderledes og meget specielt år – også for SDCC. Året blev indledt med masser af planer for, hvordan SDCC skulle fortsætte den gode udvikling og mange samarbejder, men de planer blev brat sat på standby, da Danmark lukkede ned som følge af Covid-19.
I 2020 har en stor del af indsatsen derfor været et dedikeret og målrettet arbejde for at få SDCC og ikke mindst SDCCs brugere godt gennem Covid-19 pandemien. Det er heldigvis sket med innovation og stort engagement. SDCC har bl.a. lavet telefonkonsultationer, videokonsultationer og sikret de akutte og nødvendige møder ved at stille med et lille hold i en akutfunktion, så brugerne trygt og sikkert har kunnet fortsætte deres behandling.
Årsberetning 2019
SDCC's vision er at tilbyde verdensklassebehandling og bidrage til bedre liv og lighed i sundheden for personer med diabetes, deres pårørende og borgere i risiko. Den vision bliver på bedste vis understøttet af aktiviteterne i det daglige arbejde. Det fremgår af SDCC's Årsberetning 2019.
SDCC er inde i en imponerende udvikling på alle fronter. Der er bl.a. gang i et arbejde med at etablere en landsdækkende uddannelse som diabetessygeplejerske, forskere og behandlere fra SDCC har bidraget til internationale behandlingsguidelines, og der er etableret målrettede tilbud om forebyggelse af diabetes for borgere med etnisk baggrund.
I hele SDCC har der i 2019 også været fokus på den kommende flytning til den nye bygning i Herlev, der tages i brug i 2021. Engagerede medarbejdere har været i gang med planlægning og prioritering, så det bedste fra SDCC kommer med, og så de nye fysiske rammer udnyttes til at etablere nye, forbedrede arbejdsgange.
Læs årsberetningen 2019
Læs bilaget med ResearchFish analysen 2019
Årsberetning 2018
En utrolig virkelyst, stort engagement og et væld af aktiviteter, der alle har til formål at forny og forbedre diabetesbehandlingen. Sådan kan 2018 karakteriseres for SDCC.
Det fremgår af Årsberetningen, hvor man bl.a. kan følge to af SDCC's særlige kendetegn, nemlig brugerinvolvering og tværfaglighed. I 2018 holdt SDCC det første store brugergruppemøde, der mundede ud i flere end 350 forslag til initiativer, hvoraf nogle allerede i løbet af året blev ført ud i livet.
Tværfagligheden blev styrket gennem en lang række projektet både på tværs af enheder i SDCC og med kompetente samarbejdspartnere, ligesom det tværfaglige arbejde med styrket med indførelsen af et stillingskatalog, der åbner for muligheden for delestillinger mellem flere afdelinger på SDCC og stillingsfællesskaber mellem SDCC og eksterne parter som fx kommuner, almen praksis mm.
Læs årsberetningen 2018
Læs bilaget med ResearchFish analysen 2018
Årsberetning 2017
Årsberetningen 2017 - det første år som SDCC i Region Hovedstaden. Prioriteterne i året har været at sikre en god forandringsproces og sikker drift i alle enheder og ikke mindst sætte rammerne for, hvordan hele Region Hovedstaden løfter diabetesbehandlingen til et endnu højere niveau.
Viljen til at tænke nyt, traditionerne fra det hæderkronede diabeteshospital og den høje, faglige kvalitet i Region Hovedstaden har i det forløbne år skulle smelte sammen og sætte rammerne for, hvordan SDCC i dag og i fremtiden skal agere for at nå målet om patientcentreret diabetesbehandling i verdensklasse.
Læs årsberetningen 2017
Læs bilaget med ResearchFish-analysen 2017