Gå til hovedindhold

​​​​Gruppeforløbene gør, at børnene ser frem til at komme på Steno og møde de andre børn,  fortæller ​postdoc Patricia DeCosta (t.h.). Foto: Lizette Kabré​​/SDCC

Forskeren: Børnene får mere taletid og nye venner

​TEMA: Fællesskabet med andre børn med type 1-diabetes er helt centralt i gruppeforløbene på Steno. Læs her om postdoc Patricia DeCostas konklusioner i artikelserien om gruppeforløbene for børnene og deres forældre.

​Børn med type 1-diabetes får nye venner, der også har diabetes, og de lærer Steno at kende som et sted, hvor de er sammen med nogen, de kan dele deres erfaringer med.

Det er nogle af konklusionerne på de interviews, som postdoc Patricia DeCosta og kolleger i klinikken har gennemført med 16 forældre og 18 børn, der har deltaget i de første gruppeforløb i Steno Child.

"For børnene handler Steno Child ikke kun om diabetes. De fremhæver det sociale fællesskab som noget af det bedste ved forløbet, og flere sammenligner det med en legegruppe eller en legeaftale," fortæller Patricia DeCosta.

Læs også: Børnene: Jeg er blevet mere modig, fordi jeg ved, der er flere børn som mig

​Artiklen fortsætter under billedet Både børn og forældre spejler sig i hinanden.

"Forældrene viser stor sårbarhed i grupperne, og når de oplever, at andre også kan have det svært og måske har fundet nogle løsninger, så får de en tro på, at de selv kan komme videre med det, de bakser med. De kan blive inspireret af andre. Eller de kan føle lettelse, fordi de oplever at have det nemt. Der bliver i det hele taget en normalisering for både børn og forældre," siger Patricia DeCosta.

Læs også: Forældrene: Vi har lært at slappe lidt mere af                   Artiklen fortsætter under billedet​​

​Børnene oplever, at andre børns udstyr "bipper", at andre også synes, det er svært at få skiftet sensor, og de taler om, hvordan det kan være lettere, og hvad de hver især gør derhjemme.

I interviewene beskriver børnene, hvad der kan gøre dem rolige: At få et kram, at få en bamse, at holde deres søheste-sten i hånden: En søhest kan berolige dem, har de talt om på Steno og malet en søheste-sten.

 "Selv de helt små børn på 3-4 år kan beskrive strategier og begreber fra Steno Childs gruppeforløb," konstaterer Patricia DeCosta.

​Seksdobling af børnenes taletid

Gruppeforløbene kommer i forlængelse af Patricia DeCostas forskningsprojekt PLAY, hvor hun har udviklet et legebaseret kommunikationsværktøj, der skal give førskolebørn med type 1-diabetes en tydeligere stemme i deres diabeteskonsultationer.

Gennem leg, fortælling og brug af dukker og rekvisitter har børnene på Steno fået mulighed for at udtrykke sig på egne præmisser. Formålet har været at styrke børnenes deltagelse, fremme tryghed og understøtte relationen mellem barnet og den sundhedsprofessionelle.

Læs også: Behandlerne: Mental trivsel er helt afgørende for diabetesbehandlingen

Artiklen fortsætter under billedet

Effekten er undersøgt gennem filmede konsultationer før og efter implementeringen af værktøjet, og data viser en betydelig stigning i børnenes aktive taletid. Der var tale om en seksdobling af børnenes taletid ved brug af legemetoden.

"Vi oplever, at når børnene leger under en diabeteskonsultation, leger de for eksempel, at barnet i legen bliver lav, får druesukker, siger "bip", og at nogle af aktiviteterne fra Steno Child indgår. For eksempel nævner de søhesten. Det viser, at børnene både husker og bearbejder deres erfaringer med diabetes gennem leg. Leg er derfor en vigtig måde, som børnene forstår og arbejder med diabetes på og som kan gøre behandleren klogere på, hvordan barnet har det," siger Patricia DeCosta.

​​Evaluering: Begrænset ny viden, men stor værdi

11 mødre og fem fædre er blevet interviewet efter at have deltaget i gruppeforløbet. Evalueringen viser:

  • Forældrene fik ikke nødvendigvis meget ny viden
  • En del af materialet opleves som kendt eller "selvfølgeligt"

Alligevel oplever de værdi ved deltagelsen. Værdien ligger i:

  • Refleksion
  • Oversættelse til egen familie
  • Samtaler
  • Fælles forældre-fokus
  • Spejling i andre: F.eks.  en følelse af ikke at være alene, og at man gør det godt
  • Konkrete ændringer i måden at håndtere barnets diabetes.
    "Jeg fik jo noget ud af det, men det var bare ikke det, jeg fik at vide"
    Mor, der har deltaget i gruppeforløb

For eksempel beskriver flere, at de har ændret reaktionsmønster ved alarmer og lavt blodsukker.

Der sker en normalisering af udfordringer. Der er erfaringsudveksling og konkrete fif til inspiration. Der sker en justering af forventninger til diabetesreguleringen, og hvad der er realistisk.

Børnenes spejling og fællesskab fungerer som en indirekte motivation for forældrene.

Kilde: Postdoc Patricia DeCosta​​


Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden