Kirsten
Nørgaard fra Steno Diabetes Center Copenhagen modtager Niels Schwartz Sørensens
legat som anerkendelse af hendes store indsats og viden inden for medicinsk
teknologi, særlig brugen af insulinpumper og glukosesensorer hos personer med
diabetes. Hun betragtes som pioner på området for medicinsk teknologi og er
stadig i front, når det gælder forskning og behandling med diabetesteknologi.
Kirsten Nørgaard er også kendt af mange læger og sygeplejersker, der arbejder
med diabetesbehandling, fra de utallige kurser, hvor hun videregiver sin dybe
viden om diabetesværktøjer og korrekt brug af diabetesteknologi. Hendes
sigtepunkt er livskvaliteten hos personer med diabetes, og det skal blandt
andet ske ved hjælp af bedre glukosekontrol og korrekt anvendelse af
diabetesteknologi. I de senere år har hun arbejdet med udviklingen af et ’close
loop-system’, og særligt brug af glukagon som infusion eller injektion varsler nye
og lovende perspektiver for type 1-diabetes-patienter.
”Jeg er både
stolt og glad over at få tildelt prisen. Det er overraskende positivt at
erfare, at man ikke kun har begrundet prisuddelingen med min forskning i
diabetes og teknologi, men også i mit arbejde med, sammen med gode kolleger, at
uddanne både børne- og voksendiabetesbehandlere fra hele landet og mange
udlændinge i den optimale brug af diabetesteknologi”, siger Kirsten Nørgaard,
som medgiver, at hun må være det, man kalder en ildsjæl.
”Hvis jeg kan
gøre noget, der kan hjælpe personer med diabetes, arbejder jeg gerne hårdt med
det, siger hun.”
Niels
Schwartz Sørensens legat på 75.000 kr. blev uddelt af Diabetesforeningen på
Dansk Endokrinologisk Selskabs årsmøde 18. januar, og det var professor Henning
Beck-Nielsen, som fik fornøjelsen af at overrække prisen til Kirsten Nørgaard.
Niels Schwartz Sørensens legat er indstiftet af Diabetesforeningen til ære
for overlæge Niels Schwartz Sørensen, der var professor i endokrinologi og
human metabolisme ved Aarhus Universitet. Han døde som 87-årig i 2011. Komiteen
bag uddelingen består af professorer fra Aarhus Universitet, Syddansk
Universitet og Københavns Universitet.