Karisma, et enormt engagement, en dygtig kliniker og forsker, en markant stemme i diabetessagen - og en engageret tourguide og en mand med orden i pennalhuset.
Det var nogle af de beskrivelser i de mange taler, der gik igen ved Allan Flyvbjerg afskedsreception i går.
"Vi mister nu en markant stemme for diabetessagen. Vi kommer til at savne dig i debatten, og det stiller større krav til os andre. Vi må mande os op," konstaterede Diabetesforeningens formand Jørgen Andersen.
"Du har karisma, talent, evner, substans, kan skabe synlighed – du har x factor og vinder finalen. Du har ikonisk status", sagde Jørgen Andersen.
Seniorforsker Frederik Persson på SDCC var toastmaster og sagde bl.a. om Allan, at "du har virkelig talt på vegne af folk med diabetes og har vist, hvordan det skal gøres".
Mr. Diabetes bliver Allan Flyvbjerg indimellem omtalt, også af Jørgen Andersen, og ledergruppen på SDCC havde da også valgt at give Allan et Mr. Diabetes-diplom. Det var ét blandt flere sjove af slagsen, som nu skal supplere de prestigefyldte akademiske diplomer og udnævnelser, som Allan har modtaget gennem årene.
Direktør for Steno Diabetes Center Aarhus, Troels Krarup Hansen, fremhævede, hvordan Allan Flyvbjerg holdt fast i både sin indre kliniker og forsker under sin tid som dekan på Health på Aarhus Universitet og glædede sig over 25 års samarbejde.
Med på byggepladsen
Henrik Sillesen fra Novo Nordisk Fonden og medlem af bestyrelsen på SDCC fremhævede, hvordan byggeriet af SDCC i Herlev blev leveret til tiden og til budgettet med Allan i førersædet og "at Allan er stolt af sit hospital" som den allestedsnærværende tourguide.
Stig Mikkelsen fra Mikkelsen Arkitekter supplerede med at fortælle, at Allan havde været hyppig gæst på byggepladsen i Herlev:
"Det smittede af på håndværkerne, når bygherren var til stede. Du kunne også finde på at fortælle, hvad vi og håndværkerne skulle være opmærksomme på. Vi har haft et fantastisk samarbejde, som vi sjældent oplever".
En ny epoke venter
Formanden for SDCCs bestyrelse, Dorthe Crüger fra Region Hovedstaden, har ikke haft det store arbejde med Allan, "eftersom du har klaret alting selv", som hun sagde.
"Din drivkraft har hele tiden været diabetessagen og brugerne, og du bliver stolt af gode resultater – når for eksempel, der er færre fodsår og amputationer. Så brænder du for alvor. Men jeg er sikker på, der bliver et aftershow sammen med din familie. Når du taler om dem, får du ekstra lys og dybde i dine øjne".
Allan selv holdt en kort takketale. Han har lovet ikke at blande sig i diabetesdebatten, ej heller at komme på SDCC igen, når han nu skal på pension.
"Direktører kommer og går. Steno består", som han sagde.
En epoke er slut, men en ny venter. SDCCs kommende direktør, cheflæge Magnus T. Jensen fra Hjertemedicinsk Afdeling på Amager-Hvidovre Hospital, deltog i receptionen til Allan Flyvbjergs synlige store fornøjelse.
Magnus T. Jensen tiltræder 1. november.