Foto: Læge og ph.d. Astrid Wiggers er taget til den europæiske diabeteskongres EASD med resultater fra et nyt, stort studie om sammenhængen mellem diabetes og demens.
Der er store forhåbninger til at forebygge demens ved at sætte ind overfor kendte risikofaktorer. Men risikofaktorerne optræder ofte samtidigt, og det er vigtigt at tage højde for det overlap, når man skal vurdere, hvor stor betydning en enkelt af faktorerne har for demensrisikoen.
Sådan lyder budskabet fra læge og ph.d. Astrid Wiggers fra Steno Diabetes Center Copenhagen. På den europæiske diabeteskongres EASD har hun onsdag fremlagt resultater fra et nyt, stort studie om sammenhængen mellem demens og diabetes.
»Vi undersøgte en lang række kendte risikofaktorer for demens samtidig i samme population. Det er vigtigt, fordi flere risikofaktorer hænger sammen og derfor kan deres betydning blive overvurderet, hvis man undersøger dem hver for sig,« siger Astrid Wiggers.
Sammen med sine forskerkolleger har hun undersøgt data fra 83.370 mennesker over 50 år i det amerikanske All of Us Research Program. Ingen havde demens ved undersøgelsens begyndelse. Under opfølgningen, der havde en median på godt otte år, fik 2.327 deltagere en demensdiagnose.
Forskerne undersøgte både kendte risikofaktorer for demens og en række komplikationer relateret til diabetes. Målet var at blive klogere på, hvor meget de hver især bidrager til det samlede risikobillede.
Forebyggelsespotentialet kan være mindre end antaget
Forebyggelse af demens fylder meget i forskningen. Et stort studie i det anerkendte tidsskrift Lancet estimerer, at op mod 45 procent af demenstilfælde på verdensplan potentielt kan forebygges ved at eliminere 14 risikofaktorer gennem livet. Diabetes er en af dem.
Men tallet er et teoretisk estimat. Vi har endnu ikke dokumentation for, at man i praksis kan forebygge så stor en andel af demenstilfældene. Netop den usikkerhed er en del af baggrunden for Astrid Wiggers’ studie.
»Vores resultater viser, at forebyggelsespotentialet kan være lavere, når man tager højde for overlap af risikofaktorer. Men det er stadig vigtigt at fremhæve, at diabetes fortsat var en af de vigtigste risikofaktorer for demens, selv når vi justerede for de øvrige risikofaktorer,« siger hun.
I den undersøgte befolkning beregnede forskerne det samlede teoretiske forebyggelsespotentiale til omkring 11 procent for de risikofaktorer, der indgik i beregningen. Det er ikke et mål for effekten af en konkret behandling eller forebyggende indsats.
Tallet kan heller ikke sammenlignes direkte med Lancet-kommissionens globale estimat. Både datagrundlag og beregningsmetoder er forskellige, og kommissionen tager også højde for overlap mellem risikofaktorer. Det nye studie undersøger deres betydning samtidig hos de samme mennesker og nuancerer dermed vurderingen af, hvor stor en del af demensbyrden der potentielt kan forebygges.
Komplikationer kan pege på særlig høj risiko
Et andet centralt spørgsmål for Astrid Wiggers og kollegerne var, om komplikationer relateret til diabetes var forbundet med yderligere demensrisiko ud over diabetes i sig selv og de øvrige undersøgte risikofaktorer.
Forskerne fandt blandt andet, at nerveskader og kronisk nyresygdom var forbundet med øget risiko, også efter at de havde taget højde for de andre faktorer i analysen.
Resultaterne giver en indikation af, at komplikationerne kan være mulige markører for, hvem der er særligt udsat.
»På længere sigt håber vi, at mere viden kan gøre os bedre til at identificere de personer med diabetes, som har særlig høj risiko for kognitiv svækkelse og demens. Det kan potentielt gøre det muligt at sætte tidligere og mere målrettet ind med forebyggende indsatser,« siger Astrid Wiggers.
Den viden kan også få betydning for, hvem sundhedsvæsenet tilbyder kognitiv screening for hukommelse og andre kognitive funktioner. At undersøge alle ældre med diabetes systematisk vil være en omfattende opgave. Derfor kan et bedre kendskab til risikofaktorerne på sigt bidrage til at målrette indsatsen, fremhæver hun.
Et langsigtet blik på forebyggelse
Ifølge Astrid Wiggers er der en stigende erkendelse af, at kognitive forandringer og demens bør indtænkes som komplikationer ved diabetes. Hendes studie giver dog ikke i sig selv grundlag for at ændre klinisk praksis her og nu.
»Vores studie viser ikke, at en bestemt behandling kan forebygge demens,« understreger hun.
Demens skyldes ikke én enkelt faktor, men opstår i et samspil mellem blandt andet alder, genetik, hjerte-kar-sygdomme, livsstil og andre sygdomme. Derfor vurderer hun også, at forebyggelse hos mennesker med diabetes kræver et bredt og langsigtet blik:
»For personer med diabetes handler det sandsynligvis ikke om én enkelt intervention, men om god behandling gennem mange år: forebyggelse og behandling af diabetes og kardiovaskulære risikofaktorer samt opmærksomhed på blandt andet depression og andre sygdomme, der kan påvirke demensrisikoen.«
Læs Astrid Wiggers abstract fra EASD