Gå til hovedindhold

​Uddannelseschef Ulla Bjerre-Christensen ser fodterapeuternes nye aftele som en sejr for både dem og diabetespatienter landet over.

Fodterapeuter bliver bedre rustet til at forebygge fodsår og amputationer

​Aftalen i fodterapeuternes nye overenskomst vil øge kvaliteten af fodsundheden på landsplan og gøre det nemmere at forebygge fodsår og amputationer. 

Vent...

En fast bevilling til efteruddannelse i diabetes til fodterapeuter er blevet givet for at styrke behandlingen hos fodterapeuterne og den forebyggende indsats, der er så afgørende for personer med diabetes. 

Aftalen mellem Danske Fodterapeuter og Danske Regioner for de næste tre år sikrer en fast finansiering af den landsdækkende efteruddannelse, som blev sat i søen i 2021 i et samarbejde mellem Steno Diabetes Center Copenhagen og Danske Fodterapeuter. 

En uddannelse som lige fra starten har været meget populær med fulde hold og lange ventelister. 
Og det er ikke så mærkeligt, at efteruddannelsen har været så populær, mener Ulla Bjerre-Christensen, som er Udannelseschef hos Steno Diabetes Center Copenhagen.  

”At uddannelsen er gjort permanent, betyder at der er sikret økonomi til uddannelsen, så fodterapeuterne får mulighed for at få en rigtig god og velafprøvet efteruddannelse i diabetes. Fodterapeuterne har ikke traditionelt haft større efteruddannelsestilbud, så dette tilbud er en solid håndsrækning til at øge fagligheden på området,” siger hun.

Tryghed for både behandlere og patienter

Helt konkret består efteruddannelsen blandt andet i, at fodterapeuter undervises i at behandle og forebygge diabetiske fodsår. 

Med den nye aftale får patienter hurtigere adgang til den behandling de har brug for hos fodterapeuter, som har de rigtige kompetencer. 

For personer med diabetes er fodterapeuter en central del af behandlingen og den forebyggende indsats mod komplikationer, som i yderste tilfælde kan resultere i svære handicap og amputationer. I den forbindelse er den nye aftale en sejr for både fodterapeuterne og patienterne, fortæller Ulla Bjerre-Christensen.

”Fodterapeuterne får et fagligt løft indenfor forebyggelse og behandling af fodproblemer hos personer med diabetes, kommunikationstræning, viden om hvem de skal kontakte ved behov for henvisninger og hvad der er relevant i den sammenhæng. Patienterne ved at de fodterapeuter der har gennemgået uddannelsen, har en speciel indsigt i diabetesområdet og det giver tryghed”.

Styrket faglighed på tværs af landet

Hver år får 7-800 mennesker med diabetes amputeret tæer, forfod eller en hele foden på grund af fodsår der ikke vil hele, og god fodbehandling er helt afgørende i forebyggelsen. 

Ulla Bjerre-Christensen har længe efterlyst mere fokus på efteruddannelse for fodterapeuter, og hun ser den nye aftale som en klar styrkelse af det nære sundhedsvæsen. 

”Det er virkelig glædeligt. Jeg forestiller mig at mange flere får gavn af den viden og de kompetencer som man tilegner sig på kurset. I testperioden har det kun været SDCC og fodterapeutskolen i København som har stået for uddannelsen, men når det bliver permanentliggjort vil Steno Diabetes Center Århus og fodterapeutskolen i Randers være ansvarlige for undervisningen Vest for Storebælt. Der er en praktisk hospitalsdel i uddannelsen som mange hospitaler har budt ind på. Det betyder at jeg forventer at fodterapeuterne lokalt vil samarbejde tættere med deres respektive hospitaler når de lærer hinanden bedre at kende,” fortæller Ulla Bjerre-Christensen.

Hver amputation som bliver afværget ved hjælp af god fodbehandling, sparer samfundet en million kroner og aflaster hospitalerne. 




Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden