Foto: Professor Jørgen Rungby var moderator på symposiet om escaper-fænomenet , som stadigt flere diabetesforskere viser interesse for.
Diabetesforskere har siden insulinens opfindelse boret sig stadigt dybere ned i sygdommens påvirkning på de mennesker, som er hårdest ramt af nyresygdom, hjerte-kar-sygdom, nerveskader eller forandringer i hjernen. Men nu er nogle af de forskere begyndt at vende perspektivet på hovedet og lede efter svar hos dem med færrest diabeteskomplikationer.
Steno Diabetes Center Copenhagen var i sidste uge vært for sympositet Longevity and Escapers from Diabetes Complications, hvor forskere diskuterede, hvad vi kan lære af dem, der lever et godt liv, selvom de har type 1 eller type 2-diabetes.
De inviterede forskere arbejder med kohorter og biobanker, hvor mennesker, der har levet længe med diabetes uden alvorlige komplikationer, bliver undersøgt og sammenlignet med blandt andet personer, der udvikler komplikationer hurtigt. Det giver forskerne mulighed for at lede efter de biologiske mønstre og forskelle, der kan være med til at forklare den usædvanlige modstandskraft.
Det stod tidligt i symposiet klart, at forskerverden endnu ikke kan sætte den modstandskraft på en simpel formel. For forskerne finder næppe én enkelt forklaring, fortæller professor Jør-gen Rungby, der forsker i diabetes og hjernen og var moderator for symposiet.
”Billedet for gruppen af escapers minder om det, vi kender fra komplikationsforskningen: Ligegyldigt hvor man kigger hen, finder man data, der forklarer måske 5-10 procent af sygdommen. Formentligt er den store erkendelse, at der er mange forskellige beskyttende mekanismer, og at de varierer meget imellem type 1- og type 2-diabetes.”
Escaper-fænomenet fra flere vinkler
På symposiet belyste tre forskere escaper-fænomenet fra hver sin vinkel.
Professor Peter M. Nilsson fra Lund Universitet arbejder med kohorter af mennesker med type 1-diabetes, hvor dem, der har undgået alvorlige komplikationer, sammenlignes med personer, som udvikler dem hurtigt. Daniel Gordin fra University of Helsinki og Joslin Diabetes Center undersøger blandt andet, hvad der beskytter hjerne, nyrer og kar hos mennesker, der har levet længe med diabetes. Og Valeriya Lyssenko fra University of Bergen og Steno Diabetes Center Copenhagen leder i store biobanker efter genetiske og biologiske mønstre, der kan være med til at forklare forskellene.
Fælles for forskningen er, at den tager udgangspunkt i mennesker, der befinder sig i hver sin ende af sygdomsspektret. Det giver mulighed for at lede efter mønstre i blandt andet langtidsblodsukker, proteiner, genetik, kognition og sygdomshistorik.
Valeriya Lyssenko viste i sine analyser forskelle relateret til omkring 1.860 proteiner mellem grupperne. Samtidig pegede resultaterne på inflammation som et muligt spor, uden at forskerne endnu kan udpege én bestemt mekanisme som forklaring. Det store antal biologiske signaler illustrerer netop kompleksiteten: Forskerne kan finde mange forskelle mellem grupperne, men skal stadig afgøre, hvilke der faktisk spiller en beskyttende rolle.
Beskyttelsen kan være forskellig fra organ til organ
Daniel Gordins forskning pegede på et andet vigtigt perspektiv fra symposiet: Beskyttelsen ser ikke nødvendigvis ud til at være den samme i hele kroppen. Det, der beskytter nyrerne, behøver ikke være det samme, som beskytter øjnene eller hjernen.
I sin forskning leder han efter konkrete biologiske spor – bl.a. proteiner og metabolitter – som måske på sigt kan bruges til at efterligne den naturlige beskyttelse hos andre. Men hans data viste samtidig, hvor vanskeligt det kan være at afgøre, hvem der reelt er beskyttet. I et finsk studie af mennesker med type 1-diabetes fandt Daniel Gordin og kollegerne vaskulære forandringer i hjernen hos en fjerdedel af deltagerne, selvom de ingen kendte neurologiske sygdomme havde og tilsyneladende levede godt med deres sygdom. Således havde 24 procent af forsøgsdeltagerne tegn på cerebrale mikroblødninger mod 3,3 procent i kontrolgruppen.
Forandringer på en scanning er ikke nødvendigvis det samme som nedsat funktion. Derfor arbejder forskere blandt andet med kognitive undersøgelser ved siden af billeddiagnostik, fremhæver Jørgen Rungby.
”Vi kan scanne nok så mange hjerner, men hvis det ikke fortæller os, om folk faktisk fungerer dårligere, så er det ikke nok. Hos os er vi begyndt at se meget mere på funktion, og hvis hjernen virker, er vi sådan set ikke specielt interesserede i, hvordan den ser ud,” siger Jørgen Rungby.
Optimistisk jagt på nye spor
Escaper-forskningen befinder sig stadig et stykke fra konkrete nye behandlinger. Men Jørgen Rungby ser et klart potentiale i, at de eksisterende kohorter og biobanker bliver fulgt over tid og undersøgt med stadig bedre metoder.
”Jeg har en optimistisk tro på, at når forskere følger disse kohorter og mønstre i biobanker, så kan de på et tidspunkt finde mekanismer, som man kan teste nye behandlinger mod. Men i øjeblikket er de stadig ved at finde spor.”
Han fremhæver forskningen i nyrekomplikationer, som professor og forskningsleder Peter Rossing fra Steno Diabetes Center Copenhagen har været med til at drive frem. I mange år var der ingen fremskridt, men i de seneste år er gennembruddene kommet, og patienter i behandling med for eksempel SGLT2-hæmmere og finerenon mod kronisk nyresvigt oplever markant færre komplikationer.
Ifølge Jørgen Rungby er det langsigtede perspektiv for forskningen ikke nødvendigvis ét stort gennembrud. Det kan være, at forskerne finder en mekanisme, som beskytter nyrerne hos nogle patienter lidt mere. En anden, der mindsker risikoen i hjerte og kar. En tredje, som fortæller noget om hjernen. Samtidig kan bedre blodsukkerbehandling og moderne organbeskyttende medicin flytte prognosen yderligere. Det er de mange små fremskridt, der tilsammen kan blive afgørende.
Og så er det særlige perspektiv, at et liv med en kronisk sygdom også til en vis grad handler om det enkelte menneske indstilling til at leve med en sygdom.
”Det var interessant, at flere af forskerne åbnede op for, at escaper-fænomenet måske ikke kun handler om bestemte molekyler og biologiske mekanismer. Det kan også handle om, at nogle mennesker har nogle særlige ressourcer og på en eller anden måde har besluttet sig for, at de vil leve længere. Den del synes jeg ikke, man skal glemme,” siger Jørgen Rungby.