"Meget glad" og "meget rørt".
Overlæge Eva Hommel og sygeplejerskerne Mette Hviid og Alice Skovgård smiler meget nemt til fotografen i anledning af, at de alle tre er blevet nomineret til at modtage Diabetesforeningens Behandlerpris 2023.
De arbejder alle tre i Type 1-Klinikken og er blevet indstillet af nogle af de personer med diabetes, de ser i ambulatoriet, eller af pårørende. De ved ikke, hvem det er, eller om flere har indstillet dem til prisen. Alligevel varmer det meget, at nogen har taget sig tid til at indstille dem.
"Jeg har utrolig stor respekt for den store opgave, det er at leve med type 1-diabetes. Derfor blev jeg glad og lidt stolt over, at nogen har haft overskud til at indstille mig og måske føler sig støttet og hjulpet i sit liv med diabetes. Hvis det er tilfældet, så er min mission lykkedes," siger Alice Skovgård, der især brænder for at hjælpe mennesker, der for nylig har fået konstateret type 1-diabetes.
Forskellige behov
Eva Hommel fortæller, at hun forsøger at skræddersy hver enkelt konsultation og behandling til præcis den, hun sidder over for.
"Alle har jo forskellige behov, og hvis jeg er blevet nomineret, fordi det kan mærkes, er jeg meget glad og rørt," siger hun, der er i det såkaldte transitionsteam, der hjælper unge i overgangen fra børne- til voksenambulatoriet, ligesom hun har med voksne at gøre, som har komplikationer til deres diabetes.
Mette Hviid er også i transitionsteamet og beskæftiger sig ligesom Eva Hommel og Alice Skovgård meget med ny teknologi. Hun beskriver, hvordan et tættere forløb mellem behandleren og den, der har diabetes, ofte er nødvendigt, hvis der er behov for en bedre blodsukkerregulering eller et bedre liv og højere livskvalitet med diabetes:
"Jeg er meget rørt over, at en person med diabetes har brugt tid på at nominere mig. Tusind tak! Jeg håber, at baggrunden for min nominering er, at en person føler sig set og forstået," siger hun.
På tirsdag bliver det afsløret, hvem der får prisen blandt de 27 nominerede, der både tæller enkeltpersoner og diabetesteams. Overrækkelsen sker på Diabetesforeningens sundhedspolitiske åbningsdebat på Christiansborg.