Noget har ændret sig i den seneste tid på SDCC. De morgenduelige vil vide, at direktøren ikke som vanligt møder ind som en af de allerførste – hvis ikke dén første – men nogle dage først kommer dyngende ved ottetiden.
"Min største udfordring nu bliver at vænne mig til at være pensionist," siger Allan Flyvbjerg, som man kunne mistænke for lige så stille og roligt at tage livtag med en ny, kommende hverdag de sidste par uger af sin tid som direktør på trods af en til det sidste presset kalender.
Han er hørt sige "tag en slapper" og er blevet set gabe under møder, men han sover ifølge ham selv "fortrinligt", og en alder på 63 burde trods alt heller ikke slå ham helt ud. Det er nok nærmere de mange fisketure, der foregår tidligt og silde, direktøren slår sig lidt på, når han pakker fiskegrejet en onsdag aften eller en meget tidlig mandag morgen og tager turen fra sin lejlighed på Østerbro til steder som Roskilde Fjord, Isefjorden, Røsnæs, Stevns eller Møn.
Lystfiskeriet er med hans søns og svigersønners indsats blevet Allan Flyvbjergs helt nye dille, og betydningen er ikke til at tage fejl af, når man er på hans kontor på SDCC. Her har den ene væg prydet med 21 diplomer med alskens fornemme udnævnelser, bl.a. ridder af Dannebrog og æresmedlem af Diabetesforeningen samt flere af de mest prestigefyldte priser inden for diabetesforskning, herunder Hagedorn Prisen, nu fået selskab af et billede helt yderst, øverst til venstre af en storsmilende Allan iført kasket, vest og waders og en prægtig havørred. Det var den første havørred, han fangede - ved Grønsund på Falster den 24. maj 2021.
"Den fangst siger alle, er et stort øjeblik – og det er jeg enig i. Den havørred gjorde, at jeg blev hooked," forklarer han, der naturligvis har styr på både sted og dato for fangsten.
Ingen afrevne lemmer
Allan har en hukommelse som en elefant og orden i pennalhuset. Der er ikke noget, der flyder hverken her på kontoret eller i de mål, han har haft og til det sidste har for SDCC.
"Vi er her på SDCC for at gøre en forskel for personer med diabetes, så de får den bedste livskvalitet. Det er vores raison d'être. Hvis ikke der bliver leveret det, der skal til for at nå vores mål, får det konsekvenser. Flere har stødt sig på mig og min ledelsesform, det er jeg klar over, men vi er i en højere missions tjeneste, og jeg hader fodslæberi, jeg kan ikke ha' det. Bum. Og jeg ligger aldrig søvnløs om natten. Det er jo ikke en popularitetskonkurrence at være direktør, og min vej er trods alt ikke broderet med afrevne lemmer, selv om jeg har truffet nogle hårde beslutninger indimellem. Jeg synes altid, jeg har givet folk en fair chance, men bliver der ikke leveret det, jeg vurderer, er nødvendigt for at nå målet, får det konsekvenser. Så kan jeg – i nogles øjne - være en barsk leder. Fordi jeg har ambitiøse mål."
Til gengæld er det også Allan, som altid er god for en sludder ved kaffemaskinen og har en munter bemærkning til alle lige fra rengøringsassistenten til professoren.
Direktøren kan tale med alle, og han nyder det. Ellers ville han formentlig ikke have givet flere end 100 rundvisninger på SDCC i Herlev. Allan har stort set aldrig sagt nej til noget som helst og han har ofte også taget sin røde Citroën rundt på Sjælland, til Bornholm, Fyn eller Jylland efter fyraften for at køre til en af Diabetesforeningens lokalafdelinger og fortælle om diabetes samt de seneste seks år også om SDCC-satsningen. Et diabetesbagland, han stadig søger til og hvor han blandt medlemmerne er som en fisk i vandet.
Han, der har en doktorgrad i endokrinologi og to speciallægeuddannelser (endokrinologi og intern medicin), blev overtalt til at stille op som formand for Diabetesforeningen, da han stadig var ung og allerede dengang prisbelønnet forsker med speciale i nyresygdom og diabetes.
"Først tænkte jeg nej, så tænkte jeg jo måske og så til sidst - jo for faen."
"Men jeg var slet ikke kompetent til det job i begyndelsen."
"Jeg var ved at smide tøjlerne nogle gange i Diabetesforeningen, for jeg havde ingen erfaring som leder af en ngo og det var ikke en retlinet tilpasset organisation, jeg kom til, så de første par år var meget, meget svære. De faglige miljøer var også efter mig, fordi de syntes, jeg gik for langt i mine budskaber om screening og opsporing af type 2-diabetes, men jeg blev formet af min tid som formand. Jeg lærte at være lobbyist og så lærte jeg meget om, hvad det vil sige at leve med en kronisk sygdom. Det lærer man jo ikke ved at forske i diabetes. Derfor var det også magtpåliggende for mig, da jeg begyndte som direktør, at vi holdt op med at sige patienter og diabetikere, men i stedet sige personer med diabetes. Det er trods alt ikke diagnoser, vi behandler, men mennesker af kød og blod."
Helt fremme i stiletten
Efter 11 år som formand for Diabetesforeningen, hvor han samtidig forskede og var overlæge på Aarhus Universitetshospital, blev Allan dekan for det sundhedsvidenskabelige fakultet på Aarhus Universitet. Her blev han også professor under sit formandskab i Diabetesforeningen. Som dekan kunne han i den offentlige sundhedspolitiske debat mene lidt mindre end som formand for Diabetesforeningen. Efter seks år som dekan blev han direktør for SDCC, hvor han - i en politisk styret organisation – kun kunne mene meget lidt.
"Men det fede ved at være direktør for SDCC har været, at vi som organisation har kunnet gennemføre en lang række forbedringer – altså gøre noget ved alle de fejl og mangler i diabetesbehandlingen, jeg brokkede mig over i Diabetesforeningen."
Betydningen af at forske i sundhedsfremme og understøtte det at "mestre" at have en kronisk sygdom som diabetes, at have fokus på de psykosociale faktorer og livskvalitet – er nogle af de satsninger på SDCC, som Allan fremhæver.
"Det er en helt anden type forskning end den kliniske, men det fokus er blandt andet min arv fra Diabetesforeningen og utrolig vigtig. Når det gælder den kliniske forskning, er vi også helt fremme i stiletten. Vi er jo både med til at udvikle ny medicin og vi laver guidelines, der bruges ikke bare herhjemme, men i hele verden, når det gælder behandling af diabetes."
"Vores helt store styrke ligger i at vi er supergode til at implementere den nye viden fra forskningen i klinikken, så det kommer brugerne til gavn."
Sammenhængende forløb på tværs af sektorer, hvor kommuner, praktiserende læger, andre diabetesbehandlere og hospitaler samarbejder på borgernes præmisser, er en anden af Allans kæpheste.
Fødder, nyrer, øjne - og nu også tænder
Det tværgående samarbejde er også en af nøglerne til at forstå, hvad der skal til for at undgå unødige amputationer. Region Hovedstaden har formået at nedbringe antallet af amputationer, blandt andet fordi færre med diabetes bliver amputeret. Det private Steno Diabetes Center (SDC) viste i årene 2000-2014, at et sammenhængende forløb og samarbejde mellem SDC, de praktiserende læger, kommuner, de privatpraktiserende fodterapeuter, ortopædkirurger og karkirurger gav pote.
"Man skal kunne henvise hurtigt og smidigt. Det, at alle hospitaler i regionen i forbindelse med etableringen af SDCC fik ansat en fodterapeut og vi skalerede SDC-modellen til hele regionen, gjorde forskellen. Det er jeg helt overbevist om," siger Allan Flyvbjerg, som i de seneste år også har arbejdet for, at udvalgte brugere på SDCC ikke kun skal have screenet fødder, nyrer og øjne, men også deres tænder.
Tandlægestolen og tandlægeklinikken er installeret på SDCC, men endnu ikke taget i brug.
"Når det sker, bliver SDCC det første sted i verden, hvor udvalgte personer med diabetes også får tjekket deres tænder og eventuelt sendt videre til behandling i voksentandplejen. Det er det, vi skal frem til. Det er sådanne tiltag, der giver bedre helbred og bedre livskvalitet."
Ned med skraldet
Det er da også "Diabetesbehandling i verdensklasse", der er ledetråden for arbejdet på SDCC. Forebyggelse og behandling af diabetes skal ikke bare være god, men netop - i verdensklasse.
Allan Flyvbjerg fik som direktør i 2016 opgaven med at stå i spidsen for at få det dengang Novo Nordisk-ejede SDC over i den offentlige sektor, transformere det til SDCC og ovenikøbet flytte hele hospitalet fra sagnomspundne bygninger i Gentofte til et nyt byggeri i Herlev.
Det har ikke været uden sværdslag, men byggeriet blev færdigt til tiden, hvis man fratrækker nogle få måneders covid-19-forsinkelse. Hospitalsbyggeriet holdt dertil budgettet og den lovede kvalitet.
"Det er en opgave, der ikke har været for børn, men benhårdt arbejde," erkender Allan Flyvbjerg, der under byggeriet og ved indflytningen i stor stil bogstaveligt talt selv tog skraldet med ud, ligesom han er den, der helt naturligt hjælper til med at tømme og fylde en opvaskemaskine på SDCC.
"På SDCC har jeg både skullet være direktør og gå ned med skraldet. Selv om vi synes, vi er en stor organisation, er vi altså en relativ lille en af salgsen, men meget kompleks med mange stakeholdere og mange flanker, der skal dækkes af," forklarer han, der flere gange også har måttet fikse kaffe-flanken i køkkenet, når uheldige medarbejdere ikke har kunnet kende forskel på beholderen til kaffe- eller kakaobønner.
På den måde får han gjort noget godt for sit omdømme internt, men omdømmepleje har også været et af hans indsatsområder på den store SDCC-klinge udadtil.
"Vi skulle slå fast, at SDCC ikke er en forlænget arm til Novo Nordisk A/S. Det er blandt andet gjort ved, at ingen ansatte på SDCC må have bibeskæftigelse, hvilket ellers er almindeligt blandt nogle læger og forskere. SDCC-satsningen kunne ikke tåle, at der blev sået tvivl ved vores habilitet, særligt fordi vi tidligere var ejet af et medicinalfirma."
En potentiel akilleshæl
Det var da også Danmarkshistoriens største enkeltdonation, der har gjort SDCC mulig; nemlig en bevilling på 2,9 milliarder kroner fra Novo Nordisk Fonden.
Region Hovedstaden betaler for driften af SDCC, mens donationen har betalt for hospitalsbyggeriet Herlev, ligesom fonden står bag de udviklingsprojekter, der skal bane vejen for endnu bedre diabetesbehandling. Men herudover går fondspengene også til uddannelse og forskning.
"De penge, vi har modtaget til udviklingsprojekterne – de såkaldte Supplerende Behandlingsinitiativer – er desværre også en potentiel akilleshæl. Hvis vi ikke lykkes med at gøre de fleste udviklingsprojekter bæredygtige, så de bliver implementeret i behandlingen både her og andre steder i sundhedsvæsnet, så har vi fejlet. Det er en af vores allervigtigste opgaver."
"Vi har folkene, kompetencerne, midlerne og tilgangen til at gøre en forskel og gøre det bedre og ikke bare snakke om det. Det er virkelig SDCCs styrke, og jeg mener virkelig, at vi træder nogle meget store fodtrin i retning af, hvordan sundhedsvæsenet skal arbejde i fremtiden. Vi skal samarbejde på tværs, måle og veje vores brugeres tilfredshed, få bedre sundhedsmål og gøre tingene smartere – med andre ord, arbejde med værdibaseret sundhed. Og det skal vi – og andre – gøre uden flere offentlige penge, for der kommer ikke flere penge til sundhedsvæsenet," siger Allan med eftertryk og uddyber, at netop private penge, ikke kun fra Novo Nordisk Fonden, men også for eksempel fra pensionskasser, kan være med til at løse sundhedsvæsenets problemer gennem et større fokus på innovation og nye smarte løsninger.
"Der bør også være et økonomisk incitament for at gøre det rigtig godt og en straf af dem, der gør det rigtig skidt. Hvis du gør det godt i dag, bliver du nærmest skrallet for de penge, du har sparet. Hvor er guleroden?"
Allans gulerod har igennem alle årene været at sige ja til de "umulige opgaver", for her befinder han sig bedst.
"Heldet følger den flittige", er et af hans ordsprog, og man må konstatere, at han har været mere end almindelig flittig med al det held.
"Jeg har været snydehammerheldig med alle de jobs, jeg har haft. Det kunne jo også være gået helt galt".
Men det gjorde det ikke for Allan Flyvbjerg, selv om han siger, at "jeg er jo ikke andet end en knægt, man har troet på."
En boomerkuffert
Og hvad kommer Allan så til at savne ved SDCC?
"Jamen, egentlig ikke noget! Man skal ikke være så emotionel omkring det at gå på pension. Jeg har nydt at være den øverste chef for SDCC i seks dynamiske år, jeg holder enormt meget af alle de ansatte og det, vi har udrettet sammen, men jeg kommer også til at nyde at gå, og det skal ikke misforstås."
"Og når jeg går ud ad døren, kommer jeg ikke igen. Det er et princip. Heller ikke hvis jeg bliver inviteret. Alting har sin tid."
Han vil gerne gå den japanske pilgrimsrute Shikoku 88 på cirka 1.200 kilometer, men først skal der læres japansk og trænes, "for jeg er ikke helt i form til den vandretur endnu". Til Japan må der nødvendigvis flyves, men ellers vil han begrænse sin rejseaktivitet.
"Jeg har udledt min ration af CO2. For nylig rejste jeg til Norge på fisketur med min søn, og jeg blev helt flov, for jeg havde omkring 50 klistermærker på min kuffert over alle de steder i verden, jeg har været. Det er en rigtig boomerkuffert, så jeg kommer ikke til at være på cruuuise (sagt med spids mund) eller at rejse til Langtbortistand. Til gengæld vil jeg måske sove en time ekstra hver morgen, forhåbentlig få læst noget skønlitteratur, som jeg aldrig får læst i dag, og bare lave det, jeg synes, er fedt - at fiske især, men det er faktisk ikke primært for at fange fisk, men for at nyde naturen. Jeg nyder virkelig at være i naturen og komme hjem fuldstændig smadret fysisk efter at have gået ti kilometer på rullesten i waders. Jeg har måske ikke set skyggen af en fisk, men falder helt bevidstløs om derhjemme og har haft en fed dag på kysten."
Allan beholder sine tre bestyrelsesposter i Danish Diabetes Academy, Bagger-Sørensen Fonden og European Association for the Study of Diabetes (EASD), men fylder ikke meget mere på, for "det vil jo være at have misforstået opgaven, hvis den nye fritid igen fyldes op med arbejde."
"Min største udfordring bliver at finde en hverdag i hverdagen, at få struktur på hverdagen."
Der er ikke tvivl om, at noget af strukturen bliver at få endnu mere tid til børnebørnene, at lære japansk og tage på vandre- og fisketure - samt mere tid med hustruen Lisbeth, som Allan tit understreger "jeg har været gift med gennem alle årene", og formaster en journalist sig til at skrive "kone", bliver det omhyggeligt overstreget med rødt og rettet til "hustru". I det hele taget kan der være en del røde streger, når man afleverer noget på skrift til Allan. Som medarbejder lever man med, at han også retter til noget grammatisk forkert – især hans hang til anvendelse af udråbstegn og brugen af et mellemrum forinden !
Allan er i sit es, når han kommunikerer, men hvad mon der sker med Allan på sociale medier, som han er vældig glad for og ikke mindst: Hvordan vil han præsentere sig på Twitter og LinkedIn?
"Der skal stå, at jeg er Bedstefar, far, ægtemand, læge".
"Der skal ikke stå tidligere direktør, professor emeritus eller noget i den dur, men læge skal med. For nogle måneder siden var jeg på vej ned til vandet ved Bellevue for at morgenbade, som jeg gør rigtig tit, da en kvinde skreg bestyrtet, at en mand var faldet om. Så rendte jeg af sted over vejen i badekåbe og crocs og genoplivede ham, for ja, han var faktisk død. Mine jobs har aldrig defineret, hvem jeg er. Det er ikke der, min identitet er. Men læge – det vil jeg altid være, når der er brug for det."
Hør her i videoen, hvad Allan Flyvbjerg mener, er det væsentligske, SDCC har opnået i de seks år, han har været direktør - og hvad han håber for SDCC i årene fremover.