​

Foto: Ph.d. Cecilie Paulsruds forskning viste blandt andet, at mere søvn gav bedre glykæmisk kontrol for mennesker med type 1-diabetes. 

Hvordan har du sovet? Det enkle spørgsmål bør fylde meget mere, når læger og sygeplejersker tager imod børn og unge med type 1-diabetes. 

Sådan lyder budskabet fra læge Cecilie Paulsrud fra Steno Diabetes Center Copenhagen, som i denne uge forsvarer sin ph.d. om søvn hos børn og unge med kronisk sygdom – med særligt fokus på type 1-diabetes.

Cecilie Paulsruds forskning peger på, at søvnproblemer er almindelige hos børn og unge med kronisk sygdom, og at søvn og diabetes hænger sammen i hverdagen. Ph.d.-afhandlingen viste også, at børn og unge med kroniske sygdomme generelt rapporterede flere søvnproblemer end raske jævnaldrende. 

De lever nemlig med en sygdom, der kræver opmærksomhed hele døgnet. Blodsukkeret bliver målt, insulin skal doseres, og alarmer fra diabetesteknologi kan vække både børn, unge og forældre om natten.

Sammenhængen ser dog ikke nødvendigvis ud, som forskerne på forhånd havde forventet, fortæller Cecilie Paulsrud.

“Det vigtigste budskab er, at søvn ser ud til at hænge sammen med diabetesreguleringen. Men vi fandt ikke, at bestemte søvnstadier som dyb søvn var afgørende for næste dags blodsukkerregulering. Til gengæld så vi, at børn og unge, der sov længere, generelt havde bedre glykæmisk kontrol dagen efter,” siger Cecilie Paulsrud.

Hun understreger, at resultaterne ikke betyder, at mere søvn automatisk giver bedre blodsukker.

“Søvn er én brik i et komplekst puslespil. Familier med type 1-diabetes håndterer allerede mange krav, og der kan være mange årsager til både dårlig søvn og udfordringer med blodsukkeret. Derfor skal resultaterne ikke forstås som endnu et område, hvor familierne kan gøre noget forkert,” siger hun.

Betydning af søvnlængde og søvnkontinuitet var overraskende

Da Cecilie Paulsrud og kollegerne planlagde studiet, havde de især fokus på dyb søvn. For dyb søvn bliver ofte betragtet som den mest restituerende del af søvnen og er blandt andet knyttet til fysisk restitution, hukommelse, hormonregulering og metaboliske processer.

Tidligere studier havde desuden antydet, at børn og unge med type 1-diabetes kunne have mindre dyb søvn, og at mindre dyb søvn kunne være forbundet med dårligere blodsukkerkontrol. Derfor forventede forskerne, at store udsving i glukoseniveauet om natten ville hænge sammen med mindre dyb søvn.

Men den sammenhæng fandt de ikke.

Til gengæld fandt de, at både hypoglykæmi og høje glukoseniveauer var forbundet med tegn på dårligere søvnkvalitet, herunder mere fragmenteret søvn og flere opvågninger. Da forskerne undersøgte, hvad der havde betydning for næste dags blodsukkerregulering, var det også, hvor længe børnene sov.

“Det fik mig til at tænke, at vi forskere måske nogle gange bliver optaget af de mest avancerede biologiske mål, mens det i praksis er de mere grundlæggende spørgsmål om barnets søvnlængde og sammenhængende søvn, der har størst klinisk betydning,” siger Cecilie Paulsrud.

Simple spørgsmål virker

Cecilie Paulsruds forskning peger på, at en mere systematisk samtale om søvn kan være et nyttigt supplement i diabetesbehandlingen.

Det kan for eksempel være spørgsmål som: Hvor mange timer sover du typisk? Føler du dig udhvilet om morgenen? Vågner du ofte om natten? Og er der forskel på hverdage og weekender?

“Mine resultater tyder på, at søvnlængde og søvnkontinuitet er mere klinisk relevante og lettere at omsætte til handling end for eksempel mængden af dyb søvn. Derfor bør søvn måske vurderes mere systematisk som en del af de almindelige diabeteskontroller,” siger Cecilie Paulsrud.

Hun peger på, at søvn ikke kun handler om blodsukker. For børn og unge med type 1-diabetes kan søvn også hænge sammen med energi, humør, koncentration og overskud til at håndtere sygdommen i hverdagen.

Et typisk eksempel kan være en teenager, der kommer til kontrol med stigende HbA1c. Fokus vil naturligt rette sig mod insulin, kulhydrater og insulinpumper. Men hvis behandleren spørger ind til hverdagen, kan det vise sig, at teenageren først falder i søvn ved midnat, skal op klokken seks og derfor kun får omkring seks timers søvn på hverdage.

“I den situation kan søvnen være en relevant faktor at undersøge nærmere. Hvis vi ikke spørger ind til søvnen, risikerer vi at overse en faktor, som påvirker både trivsel, humør, koncentration og deres håndtering af sygdommen,” siger Cecilie Paulsrud.

.