Gastroparese er en følgesygdom til diabetes, som ofte er forbundet med indgribende symptomer. Komplikationen medfører ofte svært nedsat livskvalitet og udfordringer med at behandle personens diabetes tilstrækkeligt.
Omkring 3-5 procent af personer med diabetes oplever at få gastroparese, der betyder, at mavesækken er delvist lammet og derfor bliver tømt med forsinkelse.
Konsekvensen kan være uforklarlige svingende blodsukre, mavesmerter, kvalme og opkastninger. Årsagen er neuropati, altså nervebetændelse, der indebærer, at nerverne går til grunde eller mister deres funktion.
Lukkemuskel mellem mave og tarm skæres over
Hidtil har der ikke været nogen effektiv behandling, men forskere på Steno Diabetes Center Copenhagen, Sjællands Universitetshospital i Køge og Hvidovre Hospital har nu testet en metode, der ser ud til at kunne være et gennembrud i behandlingen.
Ved hjælp af en kikkertoperation skærer lægerne den lille lukkemuskel mellem mave og tarm over. Det gør, at maden passerer hurtigere, og patienterne oplever både færre symptomer og bedre livskvalitet.
Lovende resultater
“For første gang har vi en behandling, der ser ud til at virke. Vi har lovende resultater på de 20 personer med henholdsvis type 1- og type 2-diabetes, som har gennemført indgrebet," siger afdelingslæge og seniorforsker Christian Stevns Hansen fra Steno Diabetes Center Copenhagen.
Behandlingen vil nu blive tilbudt på Hvidovre Hospital og forventes også at blive tilbudt på andre hospitaler i Danmark.