Ny formandsduo vil bekæmpe den voksende ulighed i sundhed

​Seniorforsker Nana Folmann Hempler og professor Helle Terkildsen Maindal er blevet valgt som henholdsvis formand og formand-elect i Dansk Selskab for Folkesundhed. 

Vent...

​Hvordan sikrer vi, at forebyggelse og sundhedsfremme når ud til alle samfundets lag?

Det er et af de centrale spørgsmål for den nye formandsduo i Dansk Selskab for Folkesundhed, seniorforsker Nana Folmann Hempler og professor Helle Terkildsen Maindal.

De er netop tiltrådt som henholdsvis formand og kommende formand, også kaldet formand-elect, for selskabet.

”Med den voksende ulighed i sundhed er der mere end nogensinde behov for fokus på sundhed og levevilkår hos udsatte grupper og på, hvordan vi gennem indsatser kan mindske denne ulighed. Også Covid-19-krisen kan forventes at sætte dybe spor i folkesundheden og ramme socialt skævt,” lyder det i en fælles udtalelse.

Den nye formand og formand-elect vil arbejde for, at forebyggelse og sundhedsfremme får mere plads på den politiske dagsorden.

”Det vil vi gøre gennem viden og anbefalinger, som sætter retning for arbejdet med folkesundhed i Danmark både strategisk og i praksis,” fortæller de.

Begge ser de frem til samarbejdet med selskabets medlemmer, bestyrelse og udvalg samt de eksterne partnere.

Til daglig er Nana Folmann Hempler seniorforsker og teamleder i enhed for Sundhedsfremme ved Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC). Helle Terkildsen Maindal er professor i sundhedsfremme og ansat i en delt stilling mellem Aarhus Universitet, hvor hun har sin hovedstilling, og SDCC.


Seniorforsker Nana Folmann Hempler (til venstre) og professor Helle Terkildsen Maindal er blevet valgt som henholdsvis formand og formand-elect i Dansk Selskab for Folkesundhed. 
Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor