Ny guide giver overblik over dialogværktøjer

​Publikation fra Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC) er en guide til dialogværktøjer, man kan downloade og bruge i samtaler og samarbejde med personer med diabetes. Mange behandlere oplever, at det er vanskeligt at få en god dialog, fortæller forskningsleder Ingrid Willaing.​

Vent...

​Hvordan skaber man en god dialog med personer med diabetes som behandler eller kursusleder?

Mange synes, det er vanskeligt at få en god dialog og et godt samarbejde etableret, fortæller forskningsleder Ingrid Willaing​ (foto) fra Diabetes Managementforskning på Steno Diabetes Diabetes Center Copenhagen (SDCC):

"De fleste sundhedsprofessionelle vil gerne fokusere på mennesket bag diabetes og den enkeltes behov, men har ofte svært ved at omsætte ønsket til praksis. Derfor kan det være en god idé at tage et dialogværktøj eller et spil i brug til at starte dialogen", siger Ingrid Willaing.

Den nye publikation "Når dialogen er på spil" giver et samlet overblik over de forskningsbaserede værktøjer, som er udviklet af Diabetes Managementforskning.

Alle værktøjerne er udviklet i samarbejde med mennesker, der har diabetes. De kan bruges enkeltvis eller kombineres på kryds og tværs. De bruges blandt andet med succes både af hospitaler, kommuner og patientforeninger, fortæller Ingrid Willaing.

Samtaler med ligestillede

Der er i alt seks dialogværktøjer og et enkelt spil at vælge imellem.  Målgrupperne for de forskellige værktøjer er f.eks. sårbare og psykisk syge med risiko for at udvikle kronisk sygdom som diabetes, familier med type 2-diabetes samt dialogværktøjer målrettet diabeteskonsultationen og personer med anden etnisk baggrund end dansk.

Det første værktøj blev udviklet i 2010, og nyeste skud på stammen er "Diabetes på spil" – et spil om livet med type 2-diabetes. Spillet er beregnet til at få en god diskussion og samtale i gang mellem deltagerne på f.eks. et diabeteskursus.

"Vi ved, at mange personer med diabetes allermest ønsker at tale med andre i samme situation og udveksle erfaringer. Fagpersonerne er rigtig gode til at give viden fra sig, men dem, det handler om, synes, at mødet med ligestillede er mindst lige så vigtig tpå et kursus. "Diabetes på spil" kan sætte det vigtige møde mellem deltagerne i gang og samtidig give fagpersonerne et godt indblik i, hvilke udfordringer deltagerne har, og hvordan de taler om dem", siger Ingrid Willaing.

Spillet giver deltagerne mulighed for at fortælle om deres eget liv med diabetes og lytte til andres erfaringer og oplevelser.

"Det kræver en rigtig god dialog mellem behandlere og personer med diabetes at få den personcentrerede diabetesbehandling i fokus – og det er så vigtigt for alle ", konstaterer Ingrid Willaing.

De fleste af værktøjerne henvender sig til mennesker med type 2-diabetes, men flere værktøjer er på vej til familier og børn med type 1-diabetes og voksne med nyopdaget type 1-diabetes.

Læs publikationen på sdcc's hjemmeside.

​Download her "Når dialogen er på spil"​  samt de trykklare dialogværktøjer​.



Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor