Dine gener, blodprøver, livsstil og journal indeholder et væld af informationer, der kan bruges til at skræddersy dit behandlingsforløb. Nogle informationer kan forudsige din risiko for sygdomme, mens andre kan fortælle os, hvor effektiv en given medicinsk behandling vil være for dig.
Nu skal en ny klinik på Steno Diabetes Center Copenhagen bruge denne viden til at udvikle værktøjer, der gør behandlingen mere præcis og personlig. Klinikken hedder ”Klinik for Præcisionsmedicin,” og i spidsen for den står overlæge Simone Theilade.
”Præcisionsmedicin handler om at tilpasse behandlingen til dig. Ved at se på din unikke genetiske og kliniske profil kan vi forudsige, hvilke følgesygdomme du er i risiko for at udvikle, og hvilke behandlinger der vil gavne dig mest,” forklarer hun.
Vil forudsige komplikationer, før de opstår
Som læge har Simone Theilade selv set, at mennesker med den samme diagnose kan have vidt forskellige sygdomsforløb.
”Jeg havde for eksempel en patient, som blot to år efter sin diabetesdiagnose begyndte at udvikle nyreproblemer. Det er en usædvanlig og hurtig udvikling, som vi normalt først ser hos nogle efter mange år med diabetes. Med præcisionsmedicin kan vi begynde at forudse den slags risici tidligere, så vi kan være på forkant og forhåbentlig bremse sygdommen så tidligt som muligt,” siger hun.
Det rette match
Klinik for Præcisionsmedicin har to hovedformål:
At finde nye metoder til tidlig opsporing, diagnose og risikovurdering af diabetes og diabeteskomplikationer.
At sikre, at behandlinger gives til dem, som har reel gavn af dem.
”I de senere år har vi fået mange nye behandlingsmuligheder særligt i form af ny medicin. Det er utroligt positivt, men vi ved også, at ikke alle reagerer ens på de samme behandlinger,” siger Simone Theilade og uddyber:
”Ved at matche den rette behandling med den rette patient, kan vi både spare den enkelte for udgifter, bivirkninger og mislykkede forsøg med behandling og spare samfundet for unødvendige omkostninger.”
Klinik for Præcisionsmedicin er et fireårigt projekt, som er påbegyndt i marts 2024.
Tre eksempler på Præcisionsmedicin
1. Proteinfragmenter afslører risiko for nyresygdom
Nyrerne udskiller forskellige proteinfragmenter, og sammensætningen af dem kan afsløre, om man er i højere risiko for at udvikle nyresygdom.
Klinik for Præcisionsmedicin skal afprøve, om man kan bruge den viden til at individualisere behandlingen af personer med type 2-diabetes.
Afhængigt af sammensætningen af proteinfragmenter vælges et eller flere lægemidler, og behandlingen justeres løbende, hvis der sker ændringer.
2. Ny risikoscore skal identificere dig, som har øget risiko
Ved at kombinere viden om de proteinfragmenter, som nyrerne udskiller, og andre faktorer som køn, alder og HbA1c vil Klinik for Præcisionsmedicin udarbejde en risikoscore.
Risikoscoren kan finde dem, som er i højere risiko for at udvikle nyresygdom. Ved at følge denne gruppe tættere og behandle mere intensivt får vi de bedste forudsætninger for at bremse sygdommen.
3. Sensordata er også præcisionsmedicin
Flere og flere med diabetes benytter en kontinuerlig glukosemåler – også kaldet en sensor – der monitorerer blodsukkeret døgnet rundt.
Data fra sensoren bruges til at justere behandlingen, og dette er faktisk et oplagt eksempel på præcisionsmedicin.
Brugen af sensorer betyder, at vi i langt højere graf kan fintune behandlingen og opnå et mere stabilt blodsukker.