Ny klinisk professor i pædiatri styrker også diabetesområdet

​Jesper Johannesen, overlæge, dr. med, er 1. april 2021 tiltrådt i et 5-årigt klinisk professorat ved Københavns Universitet og Herlev og Gentofte Hospital, Afdeling for Børn og Unge. I løbet at i år bliver samarbejdet udvidet til også at omfatte SDCC.  

Vent...

I professoratet ’Paediatrics with Special Focus on Translational Paediatric Diabetic Endocrinology’ skal Jesper Johannesen bl.a. arbejde for at styrke forskningen indenfor type 1 diabetes hos børn og unge, specielt med henblik på en grundigere klarlægning af de metaboliske og hormonelle forhold hos børn og unge med nyopdaget type 1-diabetes, som netop er startet i insulinbehandling. 


”Håbet er, at en øget forståelse af forholdene omkring diabetesdebut kan bane vej for nye behandlingstiltag, der kan øge børnenes egenproduktion af insulin i en længere periode end tilfældet er i dag og dermed sikre dem nær-normale blodsukkerniveauer og bedre sundhed både her og nu og i fremtiden”, forklarer Jesper Johannesen.     

Overlægestillingen er forankret i Afdeling for Børn og Unge på Herlev og Gentofte Hospital. SDCC flytter til Det nye SDCC ved Herlev Hospital i november 2021, hvor samarbejdet med Herlev og Gentofte Hospital vil blive styrket – ikke mindst på børnediabetesområdet. 

”Jeg glæder mig over Jesper Johannesens professorat og glæder mig til samarbejdet med Afdeling for Børn og Unge på Herlev og Gentofte Hospital. Afdelingen har en mangeårig tradition for forskning i højeste klasse, hvilket Jesper er et godt eksempel på,” siger Birgitte Brock, forskningschef på SDCC.

”Når SDCC flytter til den nye bygning ved Herlev Hospital, får vi mulighed for at styrke vores samarbejde. Jespers forskningsresultater, der i dag er til gavn for alle børn og unge i Region Hovedstaden, vil i samarbejde med SDCC og de fire øvrige regionale Steno Centre også få mulighed for at blive udbredt til børn og unge over hele landet,” fortsætter hun. 

Jesper Johannesen har været overlæge i Afdeling for Børn og Unge på Herlev og Gentofte Hospital og klinisk lektor ved Københavns Universitet siden 1. august 2009. 




Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor