Siden årtusindeskiftet har man i kliniske og videnskabelige miljøer i stigende grad arbejdet med begrebet prædiabetes. Begrebet defineres forskelligt rundt omkring i verden, men betegner alle steder en tilstand med et let forhøjet blodsukker. De senere år er man også så småt begyndt at anvende det i forebyggelsesarbejdet herhjemme både i det praktiske arbejde rundt omkring i kommunernes sundhedscentre og i den mere overordnede strategiske sundhedsplanlægning.
På papiret lyder det som sund fornuft: Hvis man kan identificere en gruppe, som er i større risiko for at udvikle først type 2-diabetes og senere komplikationer til type 2-diabetes, kan man måske nå at stoppe udviklingen, før det kommer så vidt. Men spørgsmålet er, om prædiabetes i virkeligheden er et effektivt redskab til forebyggelse?
"Der er ingen tvivl om, at det er en god idé at sætte ind med forebyggelse. Til gengæld er der uenighed både blandt diabetesforskere og -behandlere om, hvordan man skal bruge begrebet prædiabetes i forebyggelsen – hvis vi altså overhovedet skal blive ved med at tale om prædiabetes. Det er der nemlig heller ikke enighed om. Det er en både interessant og vigtig diskussion, som til syvende og sidst handler om, hvordan vi bedst muligt anvender sundhedsvæsnets ressourcer," fortæller ph.d. og forsker i klinisk forebyggelse, Martin Bæk Blond, fra Steno Diabetes Center Copenhagen.
Diskussion om prædiabetes
Sammen med danske og udenlandske kolleger behandler han debatten om prædiabetes i en artikel i tidsskriftet Diabetologia. Her konstaterer de bl.a., at kun omkring hver femte person med prædiabetes faktisk udvikler type 2-diabetes i løbet af en femårs periode. Omvendt vil omkring halvdelen opleve, at deres blodsukkerværdier, som bl.a. er det, man bruger til at definere tilstanden med, normaliserer sig i løbet af fem år.
"Det er noget af det helt centrale i diskussionen om prædiabetes: Kan vi acceptere, at vi sygeliggør en meget stor gruppe mennesker, fordi en mindre del af dem ad åre vil udvikle type 2-diabetes? Omvendt kan vi heller ikke retfærdiggøre helt at lade stå til, når vi ved, at det er muligt at hjælpe en gruppe til at undgå alvorlig sygdom senere i livet," siger Martin Bæk Blond.
Risikoberegning på individniveau
Løsningen ligger måske i at ændre perspektiv fra at fokusere udelukkende på prædiabetes til at udføre risikoberegninger på individniveau.
"I England har de implementeret et system i almen praksis, som kan lave en ret præcis risikoberegning. Det kombinerer biologiske markører som for eksempel blodsukker og blodtryk med andre faktorer som alder, familiens sygdomshistorik, postnummer og andre ting. Det kan lægen bruge som afsæt for en samtale med den enkelte patient om risikoen for at udvikle alvorlige sygdomskomplikationer i fremtiden, og om det giver mening at starte nogle forebyggende initiativer og forsøge at lægge livsstilen om," siger Martin Bæk Blond.
Derfor håber han på, at man kan udvikle en dansk version af det samme redskab, som kan støtte og kvalificere samtalen mellem læge og patient. Det handler både om at undgå at skabe unødvendig bekymring om sygdom hos en stor gruppe borgere og om at bruge samfundets ressourcer hensigtsmæssigt.
Forebyggelse kan blive dyrt
For selvom forebyggelse af diabetes på individniveau er en rigtig god investering både i livsværdi og samfundsøkonomi, så kan forebyggelsen ende med at blive en voldsom stor udgift for samfundet, hvis man sætter systematisk ind over for alle med prædiabetes.
"Kriterierne for prædiabetes har ændret sig løbende, og i Danmark bruges oftest en mere konservativ definition. Men hvis vi lægger den amerikanske definition på prædiabetes ned over den danske befolkning, så vil mellem 30 og 40 procent af alle voksne falde ind under den. Det siger næsten sig selv, at det kan gå hen og blive meget omkostningstungt, hvis vi skal til at arbejde med forebyggelsestiltag for så stor en del af befolkningen," siger Martin Bæk Blond.
Dertil kommer, at forebyggelse gennem livsstilsændringer er en vanskelig øvelse. Selvom evidensen ikke er helt på plads, så tyder meget på, at effekten af livsstilsændringer oftest ikke varer ved, samtidig med, at beskeden om, at man har prædiabetes, opleves som en byrde for den enkelte.
"Vores bud er derfor, at der faktisk er brug for et paradigmeskifte, hvis vi skal blive bedre til at forebygge i praksis: Både læger og patienter skal tænke anderledes og bruge risikoberegning som et aktivt redskab," konstaterer Martin Bæk Blond.
Af Ulf Joel Jensen