Gå til hovedindhold

​​Regionsrådsformand Lars Gaardhøj var med, da Sven Gad skulle til ganganalyse på Steno Diabetes Center Copenhagen. Foto: Nils Meilvang

Regionsrådsformand fulgte i brugernes fodspor

​Lars Gaardhøj besøgte Steno og fik et indblik i livet med diabetes. Her brugte han en formiddag på at følge i fodsporene på Sara-Marie og Sven.

Vent...


​”I skal bare føre an. Jeg er med som føl.”

15-årige Sara-Marie og hendes mor er til konsultation på Steno, som de er hver tredje måned. Men i dag har de følgeskab af en særlig gæst.

Gæsten er regionsrådsformand Lars Gaardhøj, som tirsdag den 21. november besøgte Steno for at bruge en formiddag på at følge i brugernes fodspor. Her fik han indblik i behandlingen af diabetes – og måske først og fremmest det levede liv med en kronisk sygdom.

Pumper, penne og sensorer

”Bip” – en lille, elektronisk lyd lyder i lokalet.

”Ja, det var pumpen, der giver besked, fordi jeg har lidt højt blodsukker lige nu,” forklarer Sara-Marie, mens hun fortæller om sin egen diabetesteknologiske rejse.

Den begyndte med pen, som sidenhen blev udskiftet med en insulinpumpe. I dag har hun en af de nyeste pumper, en såkaldt AID-pumpe, der er mere automatiseret end de tidligere versioner. Fordelen er, at den kan tale sammen med hendes sensorbaserede glukosemåler, der kontinuerligt måler hendes blodsukkerniveau. Blodsukkerniveauet er afgørende for hvor meget – eller hvor lidt – insulin hun skal have.

”Den (pumpen, red.) er lidt grunden til, at jeg får min nattesøvn,” fortalte Sara-Marie, mens hendes mor tilføjede, at det samme gjaldt for forældrene.

​Billedtekst: Lars Gaardhøj b​lev klogere på, hvordan man uploader data fra diabetesteknologi. Foto: Nils Meilvang​

”Pillen” er en sko​​

Efter konsultationen med Sara-Marie fulgte Lars Gaardhøj i fodsporene på 67-årige Sven Gad.

Besøget begyndte med ganganalyse, som kan vise oversete tryk på fødderne og dermed være med til at forebygge fodsår og i sidste ende amputation. Tryk kan aflastes med det rette fodtøj, fortalte ortopædkirurg Klaus Kirketerp-Møller.

”Det her er vores pille,” fortalte han med henvisning til Svens håndsyede sko med indlæg.

Sven fik type 1-diabetes i 1980 og har fulgt den store udvikling, som er sket inden for diabetesbehandlingen.

”Det har været en fantastisk udvikling. Alene pennen og måleapparatet har gjort, at man kunne leve et mere normalt liv. En dag har vi måske gjort det helt problemfrit at leve med diabetes,” sagde Sven.


Billedtekst: Sven Gad (til venstre) er til ganganalyse med Lars Gaardhøj (i midten) som gæste. Til højre ses ortopædkirurg Klaus Kirketerp-Møller. Foto: Nils Meilvang

Mennesket først

​​For Lars Gaardhøj var det en stor oplevelse at møde Sara-Marie og Sven og høre om deres liv med diabetes og få et indblik i hverdagen med en kronisk sygdom. 

”Mennesket står i centrum her på Steno, hvor forskning, behandling og uddannelse spiller sammen for at skabe et godt liv med diabetes. Det, synes jeg, er den helt rigtige måde at tænke det på. Det er derfor, vi er her,” fortalte han efter besøget. 

 Billedtekst: Efter ganganalysen var Sven Gad til konsultation hos overlæge og professor Peter Rossing (til venstre). Stenos direktør, Magnus T. Jensen, deltog også. Foto: Nils Meilvang 



Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden