Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC) rangerer som det 95. bedste hospital i verden, når det kommer til behandling inden for endokrinologi. Det er magasinet Newsweek, der netop har offentliggjort hvilke hospitaler verden over, der gør det bedst inden for ti forskellige specialer.
Placeringen som nummer 95 ud af 150 på listen over de bedste indenfor endokrinologi og dermed diabetesbehandling er en placering, som SDCC's direktør Allan Flyvbjerg er vældig tilfreds med.
"Det er en meget flot præstation i en tid, som har været meget turbulent for både ansatte og brugere, fordi vi er flyttet til nye bygninger med alt, hvad det indebærer af nye rutiner. Det er en meget kærkommen anerkendelse, at vi er i stand til at bevare en så høj position og standard," siger Allan Flyvbjerg.
Det er nemlig tredje år i træk, at SDCC er med på Newsweeks liste.
Newsweek har i samarbejde med datafirmaet Statista Inc kåret de bedste hospitaler i verden. Hospitalerne er blevet målt på både deres generelle ekspertise og inden for deres respektive specialer.
Metoden bag opgørelsen
Det er specialister, der har vurderet deres egne fagfæller og hospitaler i opgørelsen fra Newsweek.
Flere end 40.000 fagfolk inden for sundhedsvæsenet i over 20 lande blev i en online-spørgeundersøgelse opfordret til at komme med deres anbefaling til hvilket/hvilke hospitaler, de ville anbefale inden for deres respektive fagområder. Undersøgelsen blev foretaget fra juli til august i år.
Som noget nyt har Newsweek i år sammen med Statista opgjort, hvilke hospitaler der har implementeret brugerundersøgelser og i hvilket omfang, hospitalerne handler på tilbagemeldingerne fra brugerne. Særligt det punkt er Allan Flyvbjerg begejstret for.
"Det er rigtig godt med anerkendelse af andre fagfæller med forstand på diabetes, men lige så vigtigt – og måske endnu vigtigere – at brugerne, som vi er her for, rent faktisk får behandling på det høje niveau, vi ønsker det."
Newsweek håber med deres World's Best Specialized Hospitals 2023 at vise respekt for kollegerne på de respektive hospitaler og øge det omdømme, de har.
Se listen fra Newsweek (søg på: Endocrinology) World's Best Specialized Hospitals 2023