​​​Når man går rundt på SDCC og kigger ud, er man omgivet af natur - her udsigt til legehaven, som er en af de fire gårdhaver.     ​                   ​                 ​Foto: Rasmus Hjortshøj​​

SDCC nomineret til prestigefyldt international arkitekturpris

​Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC) er udpeget til at være med i kapløbet om en MIPIM Award, som er e​n af ejendomsbranchens helt store anerkendelser. Projektet er udvalgt blandt 171 projekter fra 42 lande.​​

Vent...

SDCC røg i dag helt til tops på nethinden hos alle arkitekturinteresserede, når det gælder visionære hospitalsbyggerier. Det skete, da SDCC blev nomineret til arkitekturprisen MIPIM Award inden for kategorien "Best Healthcare Development", der bedst kan oversættes som "Bedste sundhedsbyggeri".

MIPIM er ejendomsbranchens internationale årlige konference og udstilling med deltagere fra flere end 100 lande og som finder sted hvert år i Cannes i Frankrig i marts måned. I dag offentliggjorde juryen, hvem der er nomineret til deres prestigefyldte priser inden for en stribe af kategorier. 

Ialt er der kommet 171 projekter fra 42 lande, og i kategorien "Bedste sundhedsbyggeri" er tre projekter gået videre, heriblandt altså SDCC. De to øvrige finalister er Sakura City Hospital i Istanbul i Tyrkiet og Pavilion, University of Pennsylvania, i USA.​

På den røde løber

MIPIM er ejendomsbranchens svar på en international filmfestival, hvor instruktører og skuespillere er skiftet ud med arkitekter og ingeniører på den røde løber.

Vinder SDCC den prestigefyldte pris, er det Vilhelm Lauritzen Arkitekter, Mikkelsen Arkitekter og STED By og Landskab, der som arkitekterne bag SDCC skal på den røde løber.

Med sig i ryggen har de haft brugerne, altså dem, det virkelig handler om; nemlig personer med diabetes og deres pårørende, de ansatte på SDCC og bygherren i form af Region Hovedstaden. Brugerinvolvering har været en krumtap i udformningen af SDCC.

Formanden for den politiske følgegruppe bag byggeriet, Randi Mondorf (V), siger:

"Tilblivelsen og byggeriet af SDCC er visionært, fordi vi her for alvor sætter brugerne af hospitalet forrest og har indrettet hospitalet efter brugernes behov og ikke omvendt. Det kommer mange borgere med diabetes i Region Hoved​staden til gavn og er en kæmpe cadeau til alle involverede”.

Natur og arkitektur hånd i hånd

Byggeriet har allerede fået mange rosende ord herhjemme i anmeldelser i Politiken, Berlingske og Kristeligt Dagblad. Blandt andet fremhæves det, at SDCC ikke ligner et hospital, og det var netop et af brugernes store ønsker for deres nye diabeteshospital.

Involvering af brugerne af SDCC er en vigtig del af indstillingen og ses som den altafgørende røde tråd i byggeriet. Samspillet mellem natur og arkitektur på SDCC fremhæves som bidrag til at fremme sundhed og fysisk og mental trivsel, og at brugerne af SDCC kan forvandle ventetid til aktiv tid – måske i en af haverne eller på tagterrassen, hvortil der er offentlig adgang.

Allan Flyvbjerg, direktør for SDCC, er glad for nomineringen.

"Nomineringen alene viser, at vi i den grad har opnået det med det nye SDCC i Herlev, som har været kongstanken fra starten: At vi får et diabeteshospital i verdensklasse, som svarer til vores ambition om at levere diabetesbehandling i verdensklasse. Vi er pavestolte over top-3 nomineringen, og skulle det vise sig, at vi ikke ender på podiets førsteplads, er vi stadig utrolig stolte."​

Om MIPIM

MIPIM står for Le Marché International des Professionnels de L'immobilier og er en international udstilling og konference for ejendomsbranchen. Begivenheden foregår i år fra den 15. til den 18. marts og det er altid i Cannes i Frankrig. Der forventes deltagere fra flere end 100 lande og næsten 4.000 udstillere. Uddelingen af MIPIM Awards er planlagt til den 17. marts. Juryen består af 13 internationale dommere, heriblandt Kai-Uwe Bergmann fra Bjarke Ingels Group.​



Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor