Det er en anerkendt diabeteslæge og forsker, der 1. oktober 2023 begynder i stillingen som cheflæge på Afdeling for Diabetesbehandling på Steno Diabetes Center Copenhagen, hvor han siden 2021 har været overlæge og seniorforsker.
Frederik Persson, som fylder 50 år i starten af oktober, begyndte i 2004 som læge og forsker på Steno, blev dr.med. i 2013 og speciallæge i endokrinologi og afdelingslæge i 2019 med ansættelse på Steno.
"Frederik er et af Stenos egne talenter og har de helt rigtige egenskaber til at tage næste skridt som cheflæge for Afdeling for Diabetesbehandling. Frederik er både en naturlig leder og en stærk kliniker og forsker - og så er han et kendt ansigt i diabetesverdenen, både nationalt og internationalt. Som cheflæge på Steno er opgaven blandt andet at samle forskellige fagligheder, inklusiv forskere og klinikere, om at etablere fremtidens behandling og patientforløb til gavn for personer med diabetes og andre med kroniske sygdomme – og det kan Frederik," siger direktør Magnus T. Jensen.
Som cheflæge skal Frederik Persson lede den nyetablerede Afdeling for Diabetesbehandling sammen med chefbioanalytiker Evy Ottesen og chefsygeplejerske Dorrit Thorsen. Den nye afdeling er en fusion af de to tidligere enheder Klinikken og CoreLab.
"Jeg glæder mig utrolig meget til at udvikle vores behandling, så den i endnu højere grad end nu passer til den enkelte patient. Blandt andet skal vi udvikle vores digitale konsultationer og selve den medicinske behandling skal skræddersys endnu mere," siger Frederik Persson, der i sin egen forskning har fokus på komplikationer til diabetes, herunder især nyresygdom.
"Jeg er meget beæret over at tiltræde den her stilling. Nu glæder jeg mig til at være med til at tage de næste nye og vigtige skridt i Stenos historie og være med til at forme fremtidens diabetesbehandling," siger Frederik Persson, der overtager stillingen som cheflæge efter den konstituerede cheflæge Jørgen Rungby.