​​​​​

Steno-direktør: Vi skal ændre sundhedsvæsenet indefra

​Allan Flyvbjerg, direktør for Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC), tal​​​er for flere offentlige-private samarbejder i Politiken-interview.​

Vent...

​De ansatte i sundhedsvæsenet, der har med udredning og behandling at gøre, er de rigtige til at forvandle og udvikle sundhedsvæsenet. Det giver måske sig selv, men ikke desto mindre ses det ofte, at det er personer udenfor sundhedsvæsenet, der støber kuglerne på vegne af dem, der faktisk har fingrene nede i bolledejen, og det er en stor fejltagelse. ​​

Sådan lyder det fra direktøren for Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC), Allan Flyvbjerg, i et dobbeltinterview med formanden for Novo Nordisk Fondens bestyrelse, Lars Rebien Sørensen. Interviewet er bragt i dagens udgave af Politikens Sundhedsmonitor, som er et digitalt medie, der beskæftiger sig med sundhedsvæsenet.

»Hvis du skal lave innovation, så er du nødt til at være ude i det virkelige liv og blive konfronteret med nogle virkelige problemer. For hvis der er nogle, som udelukkende innoverer og nogle andre, som alene drifter, så har du ikke en organisation, som udvikler sig,« siger Allan Flyvbjerg til Sundhedsmonitor.

Fra brok til at gøre noget

Anledningen til interviewet er, at SDCC indviede sine nye lokaler i Herlev i november sidste år. Det var kulminationen på en lang proces, hvor det tidligere Steno Diabetes Center, der var ejet af Novo Nordisk A/S, i 2017 blev en del af det offentlige sundhedsvæsen og i 2021 altså flyttede fra de oprindelige bygninger i Gentofte til nybyggeriet i Herlev.

Novo Nordisk Fonden har doneret 2,95 mia. kr. til byggeriet og til forskning og videreudvikling af diabetesbehandlingen. Selve driften står Region Hovedstaden for.

Netop samarbejdet mellem det offentlige og det private er omdrejningspunktet for samtalen mellem Lars Rebien Sørensen og Allan Flyvbjerg, som i en årrække var formand for Diabetesforeningen.

»Meget af det, jeg brokkede mig over, som ikke var i orden, da jeg var formand for Diabetesforeningen, det kan vi nu gøre på grund af den her konstruktion. Vi går fra at tale om det til rent faktisk at gøre det,« understreger Allan Flyvbjerg i interviewet og lægger op til, at det offentlige burde indgå flere private samarbejder – ikke blot med Novo Nordisk Fonden, men også med eksempelvis forsikringssel​skaber og pensionskasser.

En kronikerplan

Sammen med Lars Rebien Sørensen kommer Allan Flyvbjerg også ind på behovet for en plan for, hvordan kroniske sygdomme skal behandles herhjemme. Diabetes er en såkaldt "modelsygdom", hvor måden at behandle diabetes på kan overføres til mange andre kroniske sygdomme, lyder det fra de to.

»Vi har meget fokus på, at alt, hvad vi gør, skal kunne kobles over på andre kroniske sygdomme. Lungesygdom, hjerte-kar-sygdomme, bevægeapparatsygdomme og så videre. Det er ikke en floskel, at diabetes er en råmodel. Det er det vitterligt," siger Allan Flyvbjerg i interviewet.

Læs interviewet fra Sundhedsmonitor​ 


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor