Kronik: Ulogisk egenbetaling på tandområdet skaber ulighed i sundhed

​Dårlige tænder udgør en alvorlig sundhedsrisiko. Men det offentlige tilskud til tandlægeregningen er i al stilhed blevet reduceret til næsten ingenting, og det skaber social slagside i sundhed. Det er på høje tid, at vi gør op med den ulogiske adskillelse af mund og tænder fra resten af kroppen, skriver Allan Flyvbjerg i Dagbladet Information.

Vent...

Det er svært at forestille sig, at det offentlige sundhedsvæsen ville udskrive en regning til en person, der har fået livreddende behandling. For eksempel fru Jensen, der er blevet behandlet for en blodprop i hjertet, hr. Olsen, som har fået strålebehandling for sin lungekræft, eller hr. Pedersen, der har fået amputeret venstre ben, fordi det var ramt af koldbrand som en senfølge til diabetes. 

Men det er faktisk tilfældet i Danmark, når man taler om tand- og mundsygdomme. Vi skal selv betale ved kasse 1, selv om skader og sygdom i mund og tænder ikke bare har kosmetisk og social betydning.

Det er forbundet med risiko for alvorlige lidelser som kræft, hjertesygdom og diabetes, hvis man har kronisk betændelsestilstand i tænderne, som ikke bliver forebygget eller behandlet. Omvendt kan bl.a. kræft og diabetes også bevirke skader i mund- og tænder i form af huller i tænderne eller parodontose, men mens udgifterne til strålebehandling, hjerteoperationen eller amputation er dækket af de offentlige sundhedsydelser, er behandlingen hos tandlægen for egen regning.

Vi har i Danmark internationalt anerkendt forskningsviden om mund – og tandsygdomme, ligesom vi har kompetente og veluddannede fagprofessionelle til at behandle og vedligeholde. Men den dybt ulogiske og bekymrende finansieringsmodel for betaling af tandbehandling giver en social slagside.  

I øjeblikket arbejder en gruppe under Danske Regioner med at tilrettelægge rammerne for fremtidens voksentandpleje. Målene er blandt andet at understøtte den tværfaglige forebyggelsesindsats, bidrage til social lighed og lette overgangen mellem børnetandplejen og voksentandplejen. Det er gode mål, men problemet er imidlertid, at det skal ske inden for den afstukne økonomiske ramme. Det svarer til at bede arbejdsgruppen om binde den gordiske knude op.

Det kræver en omkalfatring af sundhedssektoren, hvis vi skal nå målene, men allerførst bør der komme et fornyet syn på sygdomme i mund og tænder i forhold til sygdomme i resten af kroppen. Ikke fra de sundhedsprofessionelles perspektiv dog. Forskning i tand- og mundsygdomme er for længst indlemmet i sundhedsvidenskaben, og de tandprofessionelle fagpersoner bliver dygtigere, men der hersker fra politisk hold en betragtning om, at tænder er en personlig sag, som man selv er ansvarlig for at vedligeholde og behandle. Også selv om tandskaden skyldes diabetes eller kræft. Og skulle man forsømme tandbørstningen eller dyrke en livsstil, der disponerer til tand- og mundsygdomme, må man selv betale for dårligdommene. Alt imens behandling af andre livsstilsudløste sygdomme dækkes af det offentlige sundhedsvæsen. Dette dogme ligger til grund for den danske organisering af tandpleje og -behandling og adskiller sig markant fra vores nabolande.

Det Nationale Forsknings- og analysecenter for Velfærd (VIVE) opgjorde for nylig, at mens de fleste voksne borgere i Europa betaler for at gå til tandlægen, varierer størrelsen af brugerbetalingen. I Tyskland er et tandlægebesøg eksempelvis nærmest gratis for borgeren. I Holland er voksenbefolkningen dækket ind via forsikringsordninger, så egenbetalingen er meget lav. I Danmark har vi den højeste brugerbetaling sammenlignet med hovedparten af de europæiske lande.

Skiftende regeringer har systematisk reduceret det offentliges tilskud fra 45 procent i 1980'erne til 18,3 procent af de samlede udgifter til voksentandplejen. I 2013 fjernede regeringen ydermere først 180 mio. kroner, herefter 120 mio. kroner i tilskud til henholdsvis tandrensninger og kontrol. De sparede penge skulle bruges til særlige tilskud til udsatte gruppers tandsundhed. At det så ikke er sket, er en anden - og ganske alvorlig - problematik.

I dag betaler vi 82 procent af tandlægeregningen selv. Det kommer bag på de fleste, at egenbetalingen er så stor. Det kunne Tandlægeforeningen fortælle efter en rundspørge tidligere på året, og selv tandlægernes fagforeningsformand, som ellers hylder brugerbetaling som et pædagogisk princip, fordi det angiveligt giver borgerne en følelse af medansvar for deres sundhed, udtalte, at graden af brugerbetaling ganske enkelt er blevet for høj.

Konsekvensen af en høj tandlægeregning er til at tage og føle på. Når vi udsætter tandlægebesøgene, er der større sandsynlighed for, at tandsygdomme ikke forebygges eller behandles i tide. Et eksempel er parodontose, som op mod halvdelen af danskerne lider af. Sygdommen kaldes også 'de løses tænders sygdom', da vævet omkring tandroden bliver angrebet og nedbrudt, så tænderne ender med at falde ud, hvis ikke man bliver behandlet. Det er et meget uhensigtsmæssigt system, som i lyset af modellen for det danske sundhedsvæsen i øvrigt, øger risikoen for social ulighed i sundhed.

Vi bryster os ofte af vores velfungerende børnetandpleje, som har sikret mange nul-huller-generationer. Men det viser sig desværre, at når de unge fylder 18 og er overladt til selv at søge tandlæge, sker det ikke. En undersøgelse fra Danske Regioner fra 2016 afslørede, at 44 procent af de unge, som var født i 1996, ikke havde været forbi en tandlægestol, siden de blev afsluttet i børnetandplejen. I alt 32.000 unge mennesker. Statistisk set vil nogle af disse unge udvikle sygdomme i tænderne, som måske kunne forebygges, hvis de gik til regelmæssige eftersyn hos tandlægen.

Måske kommer de ikke afsted på grund af dårlig økonomi. Unge under uddannelse er blandt de grupper i samfundet med lave indkomster, som ikke kan finde luft i budgettet til at få vedligeholdt deres tænder og få behandlinger, som gør, at de bevarer tænderne resten af livet. Det er i modsætning til, hvad mange politikere tror, nemlig ikke bare svært udsatte grupper som hjemløse og kontanthjælpsmodtagere, som ikke kommer til tandlæge. Et tandlægebesøg, som indbefatter en klinisk set simpel rodbehandling, kan være så stor en udgift, at behandlingen er urealistisk for lavtlønnede, enlige forsørgere, studerende og personer på overførselsindkomster. En billigere løsning er så at trække en ellers bevaringsværdig tand ud.

Personer med diabetes er en særligt udsat gruppe, som ikke alene er i større risiko for at få parodontose. Den kan også udvikle sig i hurtigt, når den først er opstået. Personer med diabetes risikerer, at parodontosen ødelægger knoglestrukturen i kæberne. Er skaden først sket, er der eksempler på tandlægeregninger på 50.000 kr. og derover. Derfor bør parodontose betragtes som enhver anden følgesygdom til diabetes, som helt naturligt behandles i og af det offentlige sundhedsvæsen.

På verdensplan bliver sygdomme i mund og tænder betragtet som ligeså alvorlige og udfordrende for befolkningens sundhedstilstand og landenes sundhedsøkonomi som diabetes, hjertekarsygdom, bevægeapparatsygdomme og kronisk lungesygdom. I Danmark går vi i den stik modsatte retning og overlader tandsundheden til borgerne selv. Det koster livskvalitet, det koster penge og kan i værste fald koste menneskeliv. For personer med diabetes og for alle andre borgere med én eller flere kroniske sygdomme er det uacceptabelt overhovedet at påføre dem en brugerbetaling på grund af somatisk sygdom i et enkelt organ i kroppen, nemlig munden, hvorimod sygdomme i alle andre organer dækkes af det offentlige. Det er ulighed i sundhed, der vil noget, og det løser vi ikke inden for den nuværende organisering og økonomiske ramme.

I Folketingets åbningstale sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen, at sundhed først og sidst handler om at hjælpe mennesker. Lad os blive enige om, at det gælder det hele menneske i alle aldre.

 

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor