Træningssalen på Steno er omdannet til en midlertidig vaccinationsklinik, hvor personale fra Herlev-Gentofte Hospital i de kommende måneder vil vaccinere inviterede borgere mod covid og influenza.
Vaccinationer til 65+-årige samt mennesker med diabetes
Vaccinerne er et tilbud til 65+-årige og andre udvalgte målgrupper, herunder mennesker med diabetes. Vær opmærksom på, at det i år ikke er muligt at blive covid-vaccineret hos sin praktiserende læge eller på apotekerne. I år samarbejder regionerne med Danske Lægers Vaccinations Service om vaccinationsindsatsen.
Vaccinationsklinikken på Steno Diabetes Center Copenhagen er åben fra den 1. oktober til 20. december 2024.
Tidsbestilling
Hvis du er 65 år og derover, kan du bestille tid til vaccination, når du har fået en invitation med Digital Post eller via et fysisk brev. Bestil tid til vaccinationerne på vacciner.dk
Du kan blive vaccineret mod både covid og influenza på samme tid.
Hvis du er mellem 18 og 64 år og tilhører gruppen af borgere, der er i særlig risiko for at udvikle et alvorligt forløb med covid eller influenza, kan du visitere dig selv til vaccination. Det gælder bl.a. dig, der har diabetes.
Det gør du ved at udfylde en tro-og-loveerklæring, når du bestiller tid til vaccination via "Selvvisitering" på vacciner.dk.
Drop-in vaccine på Steno
Fra uge 43 kan du som bruger på Steno få drop-in vaccine, hvis der er ledig kapacitet i vaccinationsklinikken.
Det er vigtigt, at du har udfyldt tro-og-loveerklæring på www.vacciner.dk inden du møder op til drop-in vaccine.
Bemærk: Der er ikke garanti for, at der er plads ved drop-in vaccination, og du må forvente en del ventetid.