60 år: Verden over gør hun både fagfolk og patienter klogere på diabetes

Uddannelseschef og overlæge Ulla Bjerre-Christensen, SDCC, fylder 60 år d. 19. marts. 

Vent...

​Som uddannelseschef og overlæge er Ulla Bjerre-Christensen med til at oversætte specialisternes viden om diabetes og bringe den ud, så den kan anvendes i hverdagen – ikke bare for andre fagfolk, også for personer med diabetes.

For hvad er viden værd, hvis den ikke kommer ud til dem, der skal bruge den har været den røde tråd i Ulla Bjerre-Christensens mangeårige arbejde med diabetes. Med egne ord brænder hun for at dele både sin egen viden og stå for, at andres viden bliver delt på en måde og i en form, så den kommer flest mulige til gavn, hvad enten det er i hverdagen med sygdommen, i en faglige praksis eller i den samfundsmæssige organisering. 

Diabetes har, lige fra hun blev færdiguddannet fra medicinstudiet på Københavns Universitet i 1990, været omdrejningspunkt og den helt overskyggende interesse for Ulla Bjerre-Christensen. Hun blev speciallæge i endokrinologi i 2004 og forsvarede i 1997 sin ph.d. om udvikling af type 1-diabetes. 

I 2019 supplerede hun sin sundhedsfaglige viden med en master i Health Professions Education fra universitetet i Maastricht. Dermed kan hun supplere sin sundhedsfaglige ekspertise med høje kvalifikationer inden for uddannelsesområdet og yderligere styrke undervisning og uddannelse inden for diabetes.

Viden ud i verden 

Ulla Bjerre-Christensen har siden 2016 været uddannelseschef på Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC). Her er hendes primære fokus at udvikle et videncenter for diabetes, forskning i uddannelse og at udvikle undervisningskoncepter, der får viden om diabetes ud både i Region Hovedstaden og nationalt. Hun er enhedschef for en gruppe af meget engagerede medarbejdere og indgår som en del af SDCCs ledelsesgruppe.

En af hendes hjertesager har været et samarbejde med Augusta Victoria Hospital i Palæstina om at udvikle diabetesbehandlingen på hospitalet og på Vestbredden. Ulla Bjerre-Christensen har nemlig i en stor del af sin karriere arbejdet med at øge viden om diabetes i lav- og mellemindkomstlande. Fra 2012-2016 rejste hun som uddannelseschef sammen med et hold af dedikerede kollegaer verden rundt og underviste læger og sygeplejersker i lav- og mellemindkomstlandene i moderne diabetesbehandling og organisering. Fra 2013-2016 stod hun i spidsen for et stort projekt, som skulle udvikle diabetesundervisning til mellemindkomstlande. Dette inkluderede blandt andet etableringen af en undervisningssatellit i Malaysia, der i samarbejde med det malaysiske sundhedsministerium stod for en lokal diabetesuddannelse. 

I sine skiftende stillinger har Ulla Bjerre-Christensen altid fastholdt sin kliniske funktion som overlæge for at bevare den direkte kontakt med de mennesker, der har diabetes som et vilkår i livet. Hun siger selv, at det er i samtalen med personer med diabetes, at hun bliver nysgerrig efter at forstå mennesket bag sygdommen og inspireret til, hvordan hun og andre fagpersoner bedst støtter og rådgiver. 

Ulla Bjerre-Christensen er født d. 19. marts 1961 i Vordingborg. I dag bor hun i Virum sammen med sin mand Kjarten, som hun har to voksne drenge med. I fritiden er hun aktiv med løb, golf, kajak og sætter også stor pris på kulinariske oplevelser.

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor