Foto: Mikkel Thor Olsen er en af 26 eksperter fra ind- og udland, som står bag den første konsensusrapport om hospitalers anvendelse af diabetesteknologi for indlagte patienter. Fotograf: Lizette Skotbo Kabré.
Patienter med diabetes skal som udgangspunkt beholde deres sensor eller insulinpumpe, når de bliver indlagt. Og for nogle patienter bør hospitalet ligefrem overveje at tage diabetesteknologi i brug under indlæggelsen, selv om de ikke brugte den i forvejen.
Det er blandt hovedbudskaberne i en ny international konsensus, som 26 eksperter fra otte lande står bag. Konsensusartiklen er publiceret i de to anerkendte tidsskrifter Diabetologia og Diabetes Care.
Konsensusgruppen har samlet anbefalinger til, hvordan hospitaler kan bruge kontinuerlig glukosemåling, insulinpumper og automatiserede insulinsystemer hos voksne med diabetes. Anbefalingerne beskriver blandt andet, hvilke patienter der kan fortsætte med deres eget udstyr, hvem der har ansvaret for det, hvordan personalet skal reagere på sensormålinger og alarmer, og hvornår teknologien ikke bør bruges.
En af eksperterne bag konsensus er læge og forsker Mikkel Thor Olsen fra Steno Diabetes Center Copenhagen. Han forsker i brugen af diabetesteknologi under indlæggelse.
”Et af vores vigtigste budskaber er, at diabetesteknologi som udgangspunkt ikke behøver at blive taget fra patienten, bare fordi vedkommende bliver indlagt. Men hospitalet skal have klare arbejdsgange for, hvem der kan bruge teknologien, hvem der har ansvaret, og hvordan personalet skal reagere på målingerne,” siger Mikkel Thor Olsen.
Tæt overvågning afløst af tre prik i døgnet
Anbefalingerne kommer på et tidspunkt, hvor diabetesteknologien har ændret behandlingen markant uden for hospitalerne. En blodsukkersensor kan måle glukosen døgnet rundt og levere en ny værdi med få minutters mellemrum. Automatiske insulinsystemer kan bruge målingerne til løbende at tilpasse insulintilførslen.
På hospitalerne har omkring hvert femte indlagte patient diabetes, og her bliver blodsukkeret fortsat ofte vurderet ud fra tre til fem fingerprik i løbet af et døgn. Det betyder, at en patient kan gå fra meget tæt overvågning hjemme til langt færre målinger, netop når vedkommende bliver syg og indlagt.
”Teknologien er udviklet meget hurtigere end hospitalernes arbejdsgange omkring den. Stort set al diabetesteknologi er udviklet til brug uden for hospitalet, og derfor er det ikke nok bare at tage teknologien med ind på en hospitalsstue. Vi er nødt til også at bygge systemet omkring den,” siger Mikkel Thor Olsen.
Han peger på, at det er særligt relevant, fordi blodsukkeret ofte bliver sværere at styre under en indlæggelse. Akut sygdom kan få blodsukkeret til at stige, mens mindre fysisk aktivitet, ændrede måltider, faste før operationer, sondeernæring og behandling med blandt andet binyrebarkhormon kan ændre behovet for insulin fra time til time.
Ifølge Mikkel Thor Olsen ved man, at både for højt, for lavt og meget svingende blodsukker hænger sammen med dårligere forløb under indlæggelse, blandt andet flere komplikationer og længere indlæggelsestid.
Bør ikke afhænge af den enkelt afdeling
En person, der derhjemme er vant til at følge sit blodsukker løbende på en sensor, kan under en indlæggelse opleve, at personalet stadig baserer behandlingen på enkelte fingerprik. En insulinpumpe eller et automatisk insulinsystem, som patienten normalt selv håndterer, kan pludselig give anledning til spørgsmål om ansvar, sikkerhed og arbejdsgange.
Må sensoren blive siddende? Hvem holder øje med alarmerne? Og hvem ændrer behandlingen, hvis blodsukkeret bevæger sig hurtigt op eller ned? I praksis kan svaret variere fra afdeling til afdeling og afhænge af, hvor meget erfaring den enkelte medarbejder har med teknologien. Det er netop den variation, konsensusgruppen ønsker at mindske.
”Vi vil gerne væk fra, at håndteringen afhænger af den enkelte afdeling, medarbejder eller patient. Hvis teknologien skal bruges sikkert, skal der være en tydelig plan for hele indlæggelsesforløbet,” siger Mikkel Thor Olsen.
Nye grupper bør tilbydes sensorer under indlæggelse
Den nye konsensus handler ikke kun om personer, der allerede bruger diabetesteknologi. Eksperterne peger også på grupper, hvor hospitalet bør overveje at tage kontinuerlig glukosemåling i brug under selve indlæggelsen.
Det kan blandt andet være insulinbehandlede patienter og mennesker med særlig risiko for enten lavt eller højt blodsukker. Ældre patienter, mennesker med nyresygdom eller flere samtidige sygdomme og patienter, som tidligere har haft alvorlige tilfælde af lavt blodsukker, kan være blandt dem, der har særlig gavn af tættere overvågning. Det samme gælder patienter, der får behandling, som gør blodsukkeret vanskeligt at styre, for eksempel binyrebarkhormon eller sondeernæring.
Dermed kan sensoren gå fra primært at være patientens eget redskab til også at blive et aktivt værktøj i hospitalets behandling.
”En sensor giver langt flere oplysninger end de traditionelle målinger og kan gøre det muligt at opdage problemer tidligere. Men de mange data har kun værdi, hvis personalet ved, hvordan de skal reagere på dem,” siger Mikkel Thor Olsen.
Må aldrig blive et princip
Konsensusgruppen understreger samtidig, at teknologien ikke skal bruges ukritisk. Hvis en patient allerede bruger sensor, insulinpumpe eller automatiseret insulindosering, bør behandlingen som udgangspunkt fortsætte, hvis patienten selv eller personalet kan håndtere udstyret sikkert. Men vurderingen skal kunne ændre sig undervejs. En patient, der selv kan styre sit udstyr ved indlæggelsen, kan blive mere alvorligt syg og senere miste evnen til at håndtere det.
Der er også situationer, hvor teknologien ikke bør fortsætte. Det gælder blandt andet ved diabetisk ketoacidose og lignende akutte tilstande, hvis hverken patienten eller personalet kan håndtere udstyret sikkert, og i forbindelse med visse billeddiagnostiske undersøgelser. Ifølge
Mikkel Thor Olsen må det ikke blive et princip, at teknologien altid skal bruges, men at beslutningen bliver systematisk og fagligt begrundet.
Under indlæggelsen gælder andre blodsukkermål
En vigtig pointe for ekspertgruppen er, at hospitalet ikke skal forsøge at holde blodsukkeret lige så stramt reguleret som i patientens almindelige hverdag. Ved langvarig diabetesbehandling handler god blodsukkerregulering blandt andet om at mindske risikoen for komplikationer over mange år.
”Blodsukkeret kan ændre sig markant under en indlæggelse på grund af akut sygdom, operationer, ændret fødeindtag og ny medicin. Derfor skal vi heller ikke nødvendigvis forfølge præcis de samme mål som hjemme. På hospitalet er det vigtigste på kort sigt især at undgå de lave og meget høje blodsukkerværdier,” siger Mikkel Thor Olsen.
Konsensusgruppen foreslår konkrete mål for sensorbaseret måling under indlæggelse. For de fleste patienter bør blodsukkeret ligge mellem 3,9 og 10,0 mmol/L i mere end 60 procent af tiden. Det bør ligge over 10,0 mmol/L i mindre end 25 procent af tiden og over 13,9 mmol/L i mindre end fem procent.
Særligt vigtigt er det at begrænse lave blodsukkerværdier. Tiden under 3,9 mmol/L bør så vidt muligt være nul. Samtidig anbefales det, at mindre end 15 procent af tiden ligger mellem 3,9 og 5,6 mmol/L, fordi værdier i det lave normalområde kan være et forvarsel om, at blodsukkeret er på vej for langt ned. Målene skal dog altid kunne tilpasses den enkelte patient.
Teknologien kræver nye arbejdsgange
Den største udfordring for hospitalerne er at skabe en struktur, hvor sensorer eller insulinpumper indgår som en naturlig del af hverdagen.
Konsensusgruppen anbefaler blandt andet standardiserede procedurer for, hvilke patienter der kan fortsætte med eget udstyr, hvordan sensoralarmer skal håndteres, og hvornår målinger skal efterprøves med almindelig blodsukkermåling.
Derudover er der behov for uddannelse af personalet og for, at sensordata i højere grad kan integreres i den elektroniske patientjournal.
”Hospitalerne kan ikke bare tage den teknologi, patienterne bruger hjemme, og forvente, at den automatisk fungerer i en hospitalsorganisation. Der skal bygges en struktur omkring den – med klare ansvarsområder, uddannelse og fælles retningslinjer,” siger Mikkel Thor Olsen.
For Mikkel Thor Olsen er perspektivet derfor større end spørgsmålet om, hvorvidt en sensor må blive siddende på armen under en indlæggelse. Det handler om at få hospitalerne til at indrette sig på en diabetesbehandling, der allerede har ændret sig markant uden for hospitalsmurene.
”Målet er, at brugen af diabetesteknologi ikke skal afhænge af, hvilken afdeling patienten tilfældigvis bliver indlagt på, eller om den enkelte medarbejder kender udstyret. Det skal være en mere systematisk og standardiseret del af behandlingen gennem hele indlæggelsesforløbet,” siger Mikkel Thor Olsen.