”Borgerne vil gerne deres sundhed” – Karen Frampton gør det hurtigt klart, hvad hendes allervigtigste budskab er.

Med 12 års erfaring som socialsygeplejerske har hun stået på sidelinjen utallige gange, når borgere i udsatte positioner møder sundhedsvæsenet. Ud over de fysiske symptomer kæmper de ofte med f.eks. misbrug, psykisk sygdom og en ustabil boligsituation. 

”Borgerne er faktisk rigtig interesserede i og bekymrede for deres sundhed – men der kan være andre ting, der fylder mere nu og her. Det kan være, at du ikke har et sted at bo, at du ikke har råd til medicin, eller at du skylder penge til en gut, som er efter dig,” siger Karen Frampton, der er ansat som socialsygeplejerske på Herlev og Gentofte Hospital.

I 2024 blev hun også tilknyttet Steno Diabetes Center Copenhagen, som er i gang med at gøre diabetesbehandlingen mere individuel og tilrettelagt efter det enkelte menneskes behov. En vigtig del af det arbejde er at styrke tilbuddet til mennesker med diabetes og høj sårbarhed. 

1. Vær nysgerrig​

Hvad ville Karen Frampton råde andre i sundhedsvæsenet til at huske, når de møder mennesker i udsatte positioner?

Hendes første råd er ganske enkelt: Vær nysgerrig.

”Når borgeren bliver væk for tredje gang, skal vi ikke give op – vi skal være nysgerrige. Hvad er det for nogle barrierer, som er på spil? Det skal vi få italesat, så vi kan støtte op,” siger Karen Frampton, der også opfordrer borgerne til være åbne om deres udfordringer over for lægen eller sygeplejersken.

”Når alle ved, hvad der er på spil, kan vi navigere i det – og der opstår færre spekulationer.”

2. Sæt realistiske (og ønskede) mål​

Som socialsygeplejerske sidder Karen Frampton ofte med på sidelinjen med et ekstra sæt øjne og ører, når borgerne møder sundhedsvæsenet.

Hun lægger mærke til, hvor mange krav der møder dem, idet de træder ind ad døren. Alene det at forstå og huske, hvad der bliver sagt, kan være en udfordring.

Derfor er hendes andet råd: At stille realistiske mål.

”For mig kan succes være, at borgeren tager telefonen, når jeg ringer. Eller at han dukker op til hver tredje aftale, hvis udgangspunktet var, at han slet ikke dukkede op. Vi er nødt til at starte et sted.”

Karen Frampton lægger også vægt på, at vi skal vælge de rette mål. De rette mål er dem, der tager udgangspunkt i borgerens egne ønsker.

”Det er ikke min opgave at diktere, hvordan du skal leve dit liv. Det er dig, der bestemmer. Du behøver ikke at stoppe med at ryge og drikke for at få lov at tale med mig,” uddyber hun.

3. Se de ressourcepersoner, der er ​​

Ofte har de mennesker, som Karen Frampton arbejder med, et meget lille netværk og få ressourcepersoner i deres liv.

Men hvis man kigger godt efter, kan man næsten altid finde nogen, fortæller socialsygeplejersken. Hendes tredje råd er: At finde de ressourcepersoner, der er.

”Hvis det er Benny fra bodegaen, så er det fint,” siger Karen Frampton og fortæller om dengang hun hjalp en mand, som kom fast på den samme bodega siden 1975.

Bodegaen var nærmest hans hjem. Han kom der dagligt i formiddagstimerne, og hans nærmeste pårørende var en kammerat herfra. Karen Frampton aftalte med dem, at hun måtte ringe til kammeraten, hvis hun var bekymret for manden.

”Det lyder måske ikke af meget, men de så hinanden hver dag. Hvor mange ser deres pårørende hver dag?”

4. Ræk ud efter forstærkninger​

Karen Frampton ved, at et godt samarbejde med kollegerne på de forskellige afdelinger er afgørende, hvis hun skal nå i mål med at hjælpe borgerne.

”Jeg er ikke f.eks. diabetessygeplejerske, så den hjælp kan jeg ikke give. Men jeg kan støtte borgerne i at møde op, så de kolleger, der ved allermest om diabetes, kan få lov at fortælle om det,” siger hun. 

Derfor vil hun også opfordre sine kolleger til at række ud efter hendes hjælp, hvis der er en borger, som har brug for en ekstra indsats.

”Det er samarbejdet, der gør, at det spiller. Det kræver, at vi er nysgerrige og imødekommende på hinandens syn – og det oplever jeg heldigvis, at vi gode til,” siger Karen Frampton.