
Professor og forskningsleder Peter Rossing er en af fagfolkene bag de nye type 2-vejledninger, som blev fremlagt fredag i Milano på finaledagen af EASD.
Et godt langtidsblodsukker er ikke altid nok. Flere mennesker med type 2-diabetes skal have behandling, der beskytter hjerte og nyrer, og behandlingen skal tage større hensyn til den enkeltes livsvilkår.
Det er centrale budskaber i den opdaterede vejledning for behandling af type 2-diabetes hos voksne, som de amerikanske og europæiske diabetesselskaber, ADA og EASD, har præsenteret på EASD-kongressens finaledag fredag. Vejledningen blev sidst opdateret i 2022.
For Danmark kommer anbefalingerne på et tidspunkt, hvor stadig flere har brug for behandling. I rapporten ”Diabetes i Danmark”, som Steno Diabetes Center Copenhagen har udgivet, fremgår det, at 6,3 procent af alle mænd og 5 procent af alle kvinder i 2024 var diagnosticeret med type 2-diabetes. I 1996 lå tallet for begge køn på 1,1 procent.
En af fagfolkene bag de nye anbefalinger er Peter Rossing, professor og forskningsleder på Steno Diabetes Center Copenhagen. Han peger på, at anbefalingerne kan være med til at sætte retning for den opgave, det danske sundhedsvæsen står overfor.
”Disse retningslinjer dækker over en mere holistisk tilgang til behandling af mennesker med type 2-diabetes. Vi opfordrer til en ændring i den medicinske behandling for nogle grupper af patienter, men der er også et øget fokus på menneskers individuelle livsstil, sociale forhold og sårbarhed. Hvis vi lykkes med at implementere disse retningslinjer, kan vi også gøre noget ved ulighed i sundhed,” siger Peter Rossing.
Han pointerer, at levevilkår har betydning for menneskers adfærd og mulighed for at anvende sundhedstilbud. Sund kost, søvn og fysisk aktivitet, fravær af tobak og rusmidler samt psykologisk støtte og vægtbehandling er fortsat grundelementer i indsatsen. Men de faglige selskaber bag anbefalingerne opfordrer nu til mere psykologisk støtte og et større fokus på individuelt tilpasset kost-, motions- og vægtvejledning.
Et godt blodsukker må ikke blive en sovepude
På behandlingssiden er der også potentiale til store forbedringer, hvis man når i mål med at løfte den organbeskyttende behandling, som de nye anbefalinger lægger op til. Ifølge vejledningen skal flere mennesker tilbydes behandling med GLP-1-receptoragonister og SGLT2-hæmmere, som i flere studier har vist sig at have god effekt til mennesker med type 2-diabetes, der har risiko for hjerte-kar-sygdom, nyresygdom eller hjertesvigt.
”De nye guidelines lægger op til, at SGLT2-hæmmerne skal bruges tidligere i behandlingen for flere patienter. Samtidig kan de kombineres med metformin til mennesker med høj risiko eller dårlig blodsukkerregulering. Det er heller ikke længere nødvendigvis enten-eller, når læger skal anvende GLP-1-midler og SGLT2-hæmmere,” siger Peter Rossing.
Metformin har været brugt i mere end 50 år og har traditionelt været førstevalg blandt de blod-sukkersænkende behandlinger, fordi det effektivt sænker langtidsblodsukkeret, har en lav risiko for hypoglykæmi, en god sikkerhedsprofil og en lav pris. Men ifølge Peter Rossing bør der ske et skifte i tankegang hos lægerne, som i høj grad har fokuseret på langtidsblodsukkeret.
”Metformin kan fortsat være et godt blodsukkersænkende lægemiddel, men det er vigtigt at komme væk fra tanken om, at hvis bare blodsukkeret ser godt ud, så er man tilfreds og stopper der. Der er mange mennesker med et fint blodsukkerniveau, som alligevel bør behandles med GLP-1 eller SGLT2-hæmmere for at beskytte organerne.”
Han pointerer, at omkring halvdelen af de mennesker, som er i behandling for diabetes i almen praksis i Danmark, er velregulerede. Mere end en fjerdedel har en hjerte-kar-sygdom eller nyresygdom, som kræver organbeskyttende behandling.
Flere får behandlingen, men forskellene er stadig store
Danmark har allerede bevæget sig i den retning, anbefalingerne peger. Tal fra Dansk Diabetes Databases årsrapport 2025 viser, at 59 procent af personer med type 2-diabetes og kendt hjerte-kar-sygdom får en SGLT2-hæmmer eller en GLP-1-receptoragonist. I 2022 var andelen 43 procent.
Men bag fremgangen gemmer sig store forskelle. I Region Hovedstaden får 85 procent af patienterne med et sygehusbesøg for diabetes inden for de seneste 18 måneder behandlingen, mens det gælder 52 procent af dem uden et sygehusbesøg.
Samtidig er der geografiske forskelle på, hvor mange der bliver undersøgt for tegn på nyrepåvirkning. I Region Sjælland og Region Hovedstaden har henholdsvis 62 procent og 66 procent af diabetespatienterne uden sygehusbesøg fået undersøgt urinen for albumin inden for de seneste 15 måneder. I landets øvrige tre regioner lå tallet på 81 procent.
”Udviklingen i Danmark har været positiv i nogle år, men det varierer stadig for meget, hvem der får adgang til behandlingerne rundt om i landet. Vi har en opgave med at gå i dialog med praktiserende læger og hjælpe til med værktøjer, så alle mennesker med type 2-diabetes får vurderet deres risiko for komplikationer og får justeret deres behandling,” siger Peter Rossing.
Han håber samtidig, at prisen på medicinen fremover vil blive en mindre barriere.
”Vi kan se på data, at vi bliver bedre til at tilbyde de rette patienter organbeskyttende behandling herhjemme. Samtidig går et af SGLT2-lægemidlerne snart af patent, hvilket vil medføre et drastisk fald i pris. Så forhåbentlig kan det være med til at nedbryde en barriere for, hvor mange og hvem vi kan tilbyde organbeskyttende behandling herhjemme,” siger Peter Ros-sing og fortsætter:
”Vi har en dagsorden om at mindske ulighed i sundhed, og det ville være et stort skridt i den rigtige retning, hvis vi kan sikre den nødvendige behandling til flere mennesker.”
Også rent økonomisk kan det vise sig at give mening. I hvert fald har to sundhedsøkonomiske analyser med danske omkostningsdata det seneste år vist, at øget brug af SGLT2-hæmmere hos mennesker med kronisk nyresygdom og behandling med GLP-1-midlet semaglutid hos mennesker med både type 2-diabetes og kronisk nyresygdom kan give flere gode leveår og lavere samlede sundhedsudgifter på længere sigt – især fordi færre udvikler nyresvigt.
Flere kan få gavn af en sensor
Udbredelsen af diabetesteknologi er et andet område, som fylder meget i de nye anbefalinger. De faglige selskaber bag lægger også op til, at flere mennesker med type 2-diabetes kan få gavn af sensorer og insulinpumper. Vejledningen anbefaler, at kontinuerlig glukosemåling overvejes, især til personer i behandling med insulin.
De faglige udmeldinger flugter godt med de politiske signaler herhjemme om, at flere mennesker med type 2-diabetes skal have adgang til den nyeste diabetesteknologi.
Den fælles vejledning fra ADA og EASD gælder ikke automatisk i Danmark. Her følger læger de nationale vejledninger. Peter Rossing forventer dog, at de danske vejledninger snart bliver opdateret.
”Ved at følge en fælles vejledning står vi meget stærkere. Anbefalingerne er baseret på de samme studier, og hvis vi kan tale med én stemme, er der større chance for at vi kan lykkes med at forbedre behandlingen for en bredere gruppe af mennesker med type 2-diabetes,” siger Peter Rossing.