Gå til hovedindhold

​​​​​Ny teknologi og nye lægemidler er en del af forklaringen på den øgede levealder med diabetes, vurderer forskningschef Peter Rossing. Foto: Lizette Kabré/SDCC​​​​

Overdødeligheden ved diabetes falder

​De seneste tre årtier er dødeligheden ved diabetes faldet markant, og mere end hver 20. dansker lever i dag med diabetes, viser stor opgørelse. For type 2-diabetes er den positive udvikling dog stagneret og understreger behovet for mere forebyggelse, understreger forskningschef.​​​

​Dødeligheden blandt personer med type 1-diabetes i Danmark er halveret fra 1996-2024 både i absolutte tal og relativt til befolkningen uden diabetes. 

Det dokumenterer forskere fra Steno Diabetes Center Copenhagen i en omfattende rapport, der kortlægger diabetesforekomsten og behandlingen i samme periode.

Den første videnskabelige artikel om rapporten er netop publiceret i tidsskriftet BMJ Open Diabetes Research & Care.  

Fra 2017-2024 har en 30-årig med type 1-diabetes således forlænget sin forv​​​entede levetid med to år.

 "Det er en enorm forbedring på kort tid, der viser, at diabetesbehandlingen herhjemme er på højde med eller bedre end de bedste i verden, som tæller Sverige og Skotland," konstaterer forskningschef Peter Rossing fra Steno Diabetes Center Copenhagen.

Den store forbedring tilskriver han især bedre blodsukkerregulering godt hjulpet på vej af ny teknologi og nye lægemidler.

Selvom overdødeligheden blandt personer med diabetes er reduceret væsentligt, er dødeligheden dog stadig to til fem gange højere for personer med type 1-diabetes under 70 år sammenlignet med personer uden diabetes.

Flere skal have den rette behandling

En smule malurt i bægeret er der også, når det gælder type 2-diabetes. Dødeligheden faldt frem til 2012, hvorefter den stabiliserede sig. Dog er dødeligheden i forhold til befolkningen uden diabetes steget en smule efter 2012 særligt blandt kvinder.

"Vi har sænket dødeligheden ved type 2-diabetes, men i lyset af de mange nye behandlinger vi har fået, er det lidt overraskende, at dødeligheden ikke falder mere end for den almindelige dansker," siger Peter Rossing.

Forklaringen kan være, mener Peter Rossing, at nye lægemidler som GLP-1 og SGLT2-hæmmere stadig ikke bliver anvendt i det anbefalede omfang til personer i risiko for hjertekar- og nyresygdom:

"Ikke alle får den behandling, som de burde, men næste gang vi laver en tilsvarende opgørelse, håber vi at se, at de nye behandlinger er slået igennem på levealderen for personer med type 2-diabetes, så vi i endnu højere grad kan bremse eller forhindre komplikationer og for tidlig død."

Forebyggelse vil spille en større rolle

En anden udfordring er, at forekomsten af diabetes er mere end tredoblet på tre årtier, så 6,1 pct. af danskerne lever med diabetes. Det svarer til 366.174 personer. Udviklingen skyldes især, at forekomsten af type 2-diabetes samlet set er steget med omkring fire procent om året, skriver forfatterne i artiklen i British Medical Journal.

"Det er jo på en måde en succes, at så mange herhjemme har diabetes, for en del af forklaringen er, at man lever længere med sygdommen end tidligere. Men hovedudfordringen er, at vi overhovedet udvikler diabetes. Derfor kommer forebyggelse af både type 1- og type 2-diabetes til at spille en stadig større rolle," siger Peter Rossing.

Type 2-diabetes udgør næsten 92 pct. af diabetestilfældene herhjemme, mens type 1-diabetes og andre typer af diabetes udgør 8 pct.

Forfatterne bag den videnskabelige artikel i BMJ er: Rasmus Wibæk, Vanja Kosjerina, Stine Byberg, Hjalte S. Mikkelsen, Christina J-Y. Lee, Peter Rossing, Bendix Carstensen, og Pernille F. Rønn.

Læs den videnskabelige artikel i BMJ her "Prevalance, incidens, mortality, and years of life lost to diabetes from 1996 to 2024 in Denmark".

​​Rapporten, der endnu ikke er publiceret, hedder "Diabetes demography, risk factors, and diabetes-related complications in Denmark 1996-2024" . Den er forfattet af Epidemiologigruppen i Klinisk og Translationel Forskning på Steno Diabetes Center Copenhagen: Bendix Carstensen, Christina Lee, Hjalte Søberg Mikkelsen, Pernille Falberg Rønn, Peter Rossing, Rasmus Wibæk, Stine Byberg, Thomas Gerds, og Vanja Kosjerina.

​Rapporten er støttet med bevilling fra Novo Nordisk Fonden.  Forskningschef Peter Rossing har til Steno Diabetes Center Copenhagen modtaget forskningsstøtte fra Astra Zeneca, Bayer, Novo Nordisk og Lexicon samt honorar til SDCC for undervisning og deltagelse i styregrupper fra Astra Zeneca, Amgen, Bayer, Boehringer Ingelheim, Novo Nordisk, Lexicon og Roche.


Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden