Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC) indfører fremover begrænsninger på recepter på GLP-1-medicin som Ozempic, Rybelsus, Victoza og Trulicity.
Det betyder, at det fremover kun bliver muligt at få udleveret den type medicin til én måneds behandling ad gangen. Recepten kan gælde for et halvt år med udlevering højst en gang om måneden.
"Vi beklager at måtte indføre den type af begrænsning, men det er for at nedsætte muligheden for videresalg. Vi vil gerne undgå, at nogle af vores brugere videresælger deres medicin og er derfor nødsaget til at tage vores forholdsregler i den her alvorlige situation", siger cheflæge Frederik Persson.
Begrænsningen kommer efter, at Region Hovedstaden i går meddelte, at regionen vil anmelde 20 borgere, der i 2023 har indløst recepter på mere end tre års forbrug af diabetesmedicinen.
Styrelsen for Patientsikkerhed bliver også bedt om at undersøge i alt 132 sager, hvor borgerne på et år har hentet medicin til mere end halvandet års forbrug, skriver Region Hovedstaden på deres hjemmeside.
Læs mere på Region Hovedstadens hjemmeside
Fakta om Ozempic
De 20 borgere fra Region Hovedstaden, der har hentet Ozempic til mere end 3 års forbrug, har tilsammen modtaget tilskud for 4.292.842 kr. Det skal sættes overfor, at regionen i 2023 gav 363 mio. kroner i tilskud til Ozempic. Udgifterne til medicintilskud er vokset markant fra 2022-23, og ca. halvdelen af merudgifterne i 2023 kan tilskrives Ozempic.
Overordnet kan der angives flere årsager til de stigende udgifter til Ozempic:
Flere patienter behandles med Ozempic: Antallet af patienter, der behandles med Ozempic er steget 22% fra 2022-2023, når perioden januar til september sammenlignes.
Forsyningsvanskeligheder og prisstigninger: Ozempic-producenten, Novo Nordisk, har store forsyningsvanskeligheder, og det har givet parallelimportører mulighed for at sælge Ozempic i Danmark til en stærkt forhøjet pris. En opgørelse fra januar til september 2023 viser, at de samlede udgifter havde været 45 mio. kr. lavere, hvis Novo Nordisk ikke havde haft forsyningsvanskeligheder ift. levering af Ozempic til danske apoteker.
Kilde: Region Hovedstaden