Forskere fra Steno Diabetes Center Copenhagen står i spidsen for tre ambitiøse projekter, som hver især har til mål at løfte diabetesbehandlingen til et nyt niveau.
Forskningen gennemføres i samarbejde med en række af de andre Steno Diabetes Centre i Danmark og på Færøerne og andre samarbejdspartnere.
Projekterne har netop modtaget over 40 millioner kroner til sammen i form af Steno Collaborative Grants uddelt af Novo Nordisk Fonden.
24,8 millioner kr. til tidlig opsporing af type 1-diabetes
Det første projekt undersøger, hvordan vi kan lave et nationalt program for opsporing af type 1-diabetes, allerede før de første symptomer viser sig.
Målgruppen er børn, som har en mor, far eller søskende med sygdommen.
Ved at undersøge, om børnene har autoantistoffer i blodet, kan forskerne identificere og følge den gruppe, som er i risiko for selv at udvikle type 1-diabetes inden for få år. Dette er især relevant, fordi der er nye behandlinger på vej, som potentielt kan bremse sygdommen et stykke tid, hvis den opdages tidligt.
Desuden kan forskerne – ved at følge sygdommen fra et helt tidligt stadie – få en bedre forståelse for de sygdomsmekanismer, som er på spil, når et barn udvikler type 1-diabetes.
Professor Flemming Pociot, forskningsleder og overlæge på Steno Diabetes Center Copenhagen, står i spidsen for projektet, som modtager 24,8 millioner kroner.
Han fremhæver potentialet ved tidlig opsporing både for den enkelte familie og for samfundet som helhed, der bl.a. kan forebygge akutte indlæggelser og komplikationer, når sygdommen bryder ud.
"Projektet repræsenterer et paradigmeskifte fra reaktiv behandling til proaktiv screening og forebyggelse. Med fokus på tidlig opsporing og et tæt samarbejde mellem forskning og klinik kan Danmark blive en international frontløber på området," siger Flemming Pociot, som håber, at opsporingsprogrammet kan overføres til andre sygdomsområder.
Titel: "Detection of early-stage type 1 diabetes in children"
Bevilling: 24.759.441 kroner
Ansvarlig: Flemming Pociot (Steno Diabetes Center Copenhagen)
Samarbejdspartnere: Jesper Johannesen (Steno Diabetes Center Copenhagen), Mads Dencker (Steno Diabetes Center Nordjylland), Kurt Kristensen (Steno Diabetes Center Aarhus), Anders Schou (Steno Diabetes Center Odense), Malene Boas (Steno Diabetes Center Sjælland), og Elmar Osa (Steno Diabetes Center Færøerne)
Biopsier skal hjælpe med at forstå diabetisk nyresygdom
Hvad er sygdomsmekanismerne, som fører til, at nogle personer med diabetes udvikler nyresygdom?
Det skal professor Peter Rossing, forskningschef på Steno Diabetes Center Copenhagen, undersøge i et projekt støttet med 10 millioner kroner af Novo Nordisk Fonden.
Ved hjælp af nyrebiopsier fra personer med type 2-diabetes over hele landet skal forskerne blive klogere på, hvilke proteiner i nyren der er forandrede, når man udvikler diabetisk nyresygdom.
Projektet gennemføres i tæt samarbejde med de nyremedicinske afdelinger på flere hospitaler og professor Victor Puelles, Aarhus Universitet, som laver avancerede analyser af vævsprøverne.
En anden vigtig samarbejdspartner er professor Matthias Kretzler, University of Michigan, USA, som leder et tilsvarende amerikansk initiativ ved navn "Kidney Precision Medicine Programme".
Peter Rossing glæder sig over det brede nationale og internationale samarbejde:
"Vi har en unik mulighed for at prøve at forstå de underliggende mekanismer, der fører til, at man udvikler nyresygdom ved diabetes. På sigt kan det forhåbentlig betyde, at vi kan udvikle præcise medicinske behandlinger, som er skræddersyet til den enkelte," siger han.
Forskerne laver desuden registeropfølgning på alle med diabetes, der får lavet en nyrebiopsi.
Titel: "Kidney biopsies for precision diagnostics, precision prognostics and the development of precision medicine in diabetic kidney disease: PRIMETIME"
Bevilling: 10.000.000 kroner
Ansvarlig: Peter Rossing (Steno Diabetes Center Copenhagen)
Samarbejdspartnere: Victor Puelles (Aarhus Universitet), Matthias Kretzler (University of Michigan), Frederik Persson (Steno Diabetes Center Copenhagen), Eva Gravesen (Steno Diabetes Center Copenhagen), Ditte Hansen (Herlev Hospital), Rikke Borg (Sjælland Universitetshospital Roskilde)
Værktøj skal hjælpe med at få mest sundhed for pengene
For at sikre bæredygtige løsninger i diabetesbehandlingen er der et stigende behov for at evaluere nye behandlinger og initiativer. Det gælder ikke kun med hensyn til den kliniske effekt, men også i forhold til omkostninger og langsigtede resultater.
Dette skal forskerne udvikle til et nyt værktøj, som modtager en bevilling på knapt 5,9 millioner kroner.
Værktøjet har især beslutningstagere som målgruppe og har fået navnet STEAM-modellen (Steno Decision Analytical Model). STEAM-modellen skal gøre det muligt både at estimere de langsigtede effekter af de indsatser, der sættes i værk, og at sammenligne dem ud fra både effekt og omkostninger for at understøtte en effektiv fordeling af sundhedsressourcerne.
Seniorforsker og teamleder Stine Byberg står i spidsen for projektet:
"I et sundhedsvæsen med begrænsede ressourcer er vi nødt til at prioritere vores indsatser efter både effekt og omkostninger for at få mest mulig sundhed for vores penge. Det skal STEAM-modellen hjælpe med," siger hun.
STEAM-modellen opdateres løbende og udvikles som en gratis applikation med brugervenlig grænseflade og open-source-kode.
Titel: "The STEno Decision Analytical Model “STEAM" – A comprehensive Framework for Evaluating Diabetes Intervention
Bevilling: 5.880.000 kroner
Ansvarlig: Stine Byberg (Steno Diabetes Center Copenhagen)
Samarbejdspartnere: Betina Højgaard (Steno Diabetes Center Copenhagen), Eskild Fredslund (Steno Diabetes Center Aarhus), Andreas Rudkjøbing (Steno Diabetes Center Sjælland), Kim Rose Olsen (Syddansk Universitet), Line Planck Kongsted (Syddansk Universitet)