Dit behov er udgangspunktet
På Steno er al behandling individuel. Dine personlige behov er udgangspunkt for planlægningen af dit behandlingsforløb på Steno. I stedet for automatisk at blive indkaldt et fast antal gange om året, vil vi i samarbejde med dig og på baggrund af din hverdag og trivsel, dine diabetesdata og din erfaring med diabetesudstyr og onlinekommunikation vurdere, hvad du har brug for, og hvordan og hvor ofte vi fremover skal have kontakt.
Dine data
Det indebærer, at du deler dine data og målinger (fx HbA1c, blodsukker, blodtryk mv.) med os. Alt afhængig af dit nuværende udstyr, vil vi i fællesskab aftale, hvor meget og hvordan, vi sikrer dette. Du vil også få mulighed for kurser og introduktion til de værktøjer og udstyr, du ikke allerede kender til, eller får brug for undervejs.
Ekstra støtte undervejs?
Har du i en periode brug for ekstra støtte, udvikling, eller sparring, planlægger vi sammen et fokuseret forløb, der tilrettelægges ift. din aktuelle situation. Et sådan forløb kan være både fysisk eller online, og kan fx omhandle: kostvejledning, motion, gruppeforløb, og rådgivning. Det er vores anbefaling, at du tager imod disse forløb, og vi støtter dig selvfølgelig undervejs, hvis du har brug for det.
Du får som hidtil tildelt en behandlingsansvarlig læge. Men det kan godt være en anden læge eller sygeplejerske, der kontakter dig, hvis vi vurderer det relevant ift. aftalerne i din behandlingsplan.