Information om blodprøver
Blod indeholder mange forskellige stoffer, som kan fortælle noget om kroppens funktioner. Blodprocenten fortæller f.eks., om du mangler blod, mens saltbalancen målt i blodet kan give oplysninger om bl.a. nyrefunktionen. En måling af dit langtidsblodsukker (HbA1c) viser gennemsnittet af dit blodsukker de seneste 8-12 uger.
Sådan tager vi blodprøver
Inden du får taget blodprøve, skal bioanalytikeren sikre sig, at det er den rigtige person, prøven bliver taget fra. Du vil derfor blive bedt om at bekræfte din identitet ved at fortælle os dit navn og CPR-nummer eller fremvise dit gule Sundhedskort.
HbA1c
Andre blodprøver
Skal du have taget andre blodprøver, foregår det som et indstik armen. Inden vi tager blodprøven, lægges en stase om overarmen, så blodåren træder tydeligt frem. Huden sprittes af for at undgå infektion ved indstiksstedet. Når spritten er fordampet, laver vi indstikket med en steril engangskanyle.
Når du får taget en blodprøve, svarer det til 3-6 ml blod per glas. Nogle gange skal der tages flere forskellige blodprøver. I de tilfælde bliver kanylen i blodåren, mens de forskellige blodprøveglas bliver fyldt med blod.
Analyse og svar på blodprøver
Vi sætter et mærkat på blodprøveglassene med et unikt prøvenummer, så analyseresultatet kan sammenkobles med det korrekte CPR-nummer.
HbA1c analyseres på SDCC, og der vil være svar indenfor cirka 20 minutter.
De fleste andre blodprøver analyseres på Klinisk Biokemisk Afdeling på Herlev Hospital, som sender svar på de fleste af dine prøver indenfor 90 minutter, fra de er taget. Der kan være enkelte analyser, hvor svartiden er længere.
Svar på blodprøverne sendes til den læge, som har bestil dem. Du kan få oplyst resultaterne af blodprøverne hos lægen. Du kan også se dem i MinSP og på sundhed.dk.
Forberedelse til blodprøver
Du skal tage din medicin, som du plejer, inden du skal have taget blodprøver, medmindre andet er aftalt med din læge.
Undgå at drikke alkohol 24 timer før blodprøvetagning. Det kan påvirke resultatet af din blodprøve.
Rygning og hård fysisk motion frarådes også, lige inden du skal have taget blodprøve, da det ligeledes kan påvirke resultatet af din blodprøve.
Mange oplever at være nervøse før blodprøvetagning. Hvis du har det svært med at få taget blodprøve eller tidligere er blevet utilpas i forbindelse med en blodprøvetagning, så fortæl det til bioanalytikeren, før du får taget prøven.
Når du skal faste
Information om urinprøver
Nogle gange vil du blive bedt om at aflevere en urinprøve, når du kommer ind til blodprøvetagning. Du kan enten have den med hjemmefra i et opsamlingssæt udleveret på SDCC eller købt på apoteket, eller du kan lave den på SDCC på dagen. Bioanalytikeren vil informere dig om, hvordan og hvor den skal afleveres efterfølgende.
Urinprøven undersøges typisk for proteiner, som en del af overvågningen af din nyrefunktion.
Har du menstruation, skal du ikke aflevere urinprøve.
Information om EKG-optagelse
Et elektrokardiogram (EKG) er en simpel metode til at måle hjertets aktivitet. Når du skal have lavet EKG, skal du have tøjet af overkroppen. Du får 10 elektroder sat på huden, 1 på hver arm og hvert ben og 6 på brystkassen.
Elektroderne skal have direkte kontakt til huden. Hvis din brystkasse er meget behåret, kan det være nødvendigt at fjerne en del af hårene inden undersøgelsen.
Du skal enten ligge ned eller sidde lænet godt tilbage med benene løftet, mens du får taget EKG. Det er vigtigt, at du holder dig i ro og er afslappet, mens undersøgelsen er i gang.
Selve optagelsen varer cirka 1 minut. Hele undersøgelsen inklusive forberedelse varer i alt cirka 10 minutter.