Baggrund
Forberedende Grunduddannelse (FGU) er et fleksibelt uddannelsestilbud for unge under 25 år, som står uden for uddannelses- og arbejdsmarkedet. Formålet er at forberede de unge på en
ungdomsuddannelse eller et job.
Indsatser, der fremmer fysisk aktivitet blandt FGU-elever, har potentiale til at forebygge sygdom, fremme sundhed og understøtte de unges tilknytning til uddannelse og arbejdsmarked. Der mangler imidlertid viden om FGU-elevers sundhed og trivsel samt om metoder til at udvikle, implementere og udbrede effektive indsatser.
Formål
BEVÆG FGU har gennemført en intervention på tre FGU-skoler med henblik på at udvikle og implementere effektive, lokalt forankrede aktiviteter, der fremmer fysisk aktivitet.
Evalueringen undersøger:
Om interventionen er gennemførbar.
Om interventionen har medført ændringer i elevernes fysiske aktivitet, målt ved spørgeskemaer og accelerometre før og ét år efter interventionen.
Om der er sket ændringer i skolernes praksis vedrørende fysisk aktivitet, sundhed og trivsel, målt ved spørgeskemaer før og ét år efter interventionen.
Hvordan interventionen er blevet integreret i hverdagen, og hvilke mekanismer og processer der ser ud til at have betydning for implementeringen.
På baggrund af resultaterne vurderes interventionens potentiale og mulighederne for at beskrive en model til fremme af fysisk aktivitet blandt FGU-elever i Danmark.
Design
BEVÆG FGU-interventionen bygger på den systemorienterede og forskningsbaserede metode Group Model Building og består af to samskabelsesworkshops. På den første workshop blev faktorer med betydning for elevernes fysiske aktivitet identificeret og samlet i et systemkort. På den anden workshop blev der etableret lokale arbejdsgrupper, som udviklede og igangsatte aktiviteter med henblik på at skabe rammer, der understøtter fysisk aktivitet blandt eleverne.
Aktiviteterne blev besluttet lokalt gennem samskabelsesprocesserne for at sikre relevans, medejerskab og tilpasning til den lokale kontekst. Ledere, medarbejdere og elever fra FGU samt lokale aktører som kommuner og idrætsforeninger deltog i processerne og implementeringen af de valgte aktiviteter.
BEVÆG FGU er et feasibility-studie, hvor en lovende intervention afprøves i mindre skala. Interventionen blev gennemført på FGU Hillerød i samarbejde med Hillerød Kommune, FGU Korsør i samarbejde med Slagelse Kommune samt FGU Øresund i samarbejde med Helsingør Kommune. Den samlede elevpopulation på de tre institutioner var omkring 500.
Samarbejdspartnere
Projektet er blevet fulgt af en national ekspertgruppe med repræsentanter fra FGU-området, kommuner, organisationer og myndigheder. Ekspertgruppen har bidraget til at kvalificere interventionen og forskningen samt understøtte formidlingen af resultaterne til praksis.
Ekspertgruppen består af repræsentanter fra:
FGU Danmark
Uddannelsesforbundet
Børne- og Undervisningsministeriet, Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK)
Hjerteforeningen
Sund By Netværket
Københavns Kommune, Afdeling for Folkesundhed
Center for Forebyggelse i Praksis
Statens Institut for Folkesundhed
Komiteen for Sundhedsoplysning
Danmarks Evalueringsinstitut (EVA)
BørnUngeLiv
Københavns Professionshøjskole.
BEVÆG FGU er finansieret af Hjerteforeningen.
Presse
H.K.H. Kronprinsessen uddelte legater til forskning i hjertesygdomme – læs nyheden på Hjerteforeningens hjemmeside.