Baggrund
Forberedende Grunduddannelse (FGU) er et fleksibelt uddannelsestilbud for unge under 25 år, som står uden for uddannelses- og arbejdsmarkedet. Formålet med FGU er at forberede unge på at starte på en ungdomsuddannelse eller at komme i job.
Effektive indsatser, der fremmer fysisk aktivitet blandt unge på FGU, har potentiale til både at forebygge sygdom, fremme sundhed og øge de unges uddannelses- og arbejdsmarkedstilknytning. Dog mangler der viden om FGU-elevers sundhed og trivsel for at kunne målrette indsatser. Ligesom der mangler viden om og metoder til at udbrede effektive indsatser.
Formål
BEVÆG FGU vil gennemføre en intervention på tre FGU-skoler, bestående af evidensbaserede samskabelsesprocesser, med henblik på implementering af effektive og lokalt-forankrede aktiviteter, der fremmer fysisk aktivitet.
Forskningen vil undersøge
1. Om interventionen er gennemførbar (eller "feasible").
2. Outcomes på individniveau, dvs. om interventionen øger elevernes fysiske aktivitet (målt ved spørgeskemaer og accelerometre – før- og et år efter interventionen).
3. Outcomes på skoleniveau, dvs. om skolernes praksis på trivsels- og sundhedsområdet forbedres (målt ved spørgeskemaer – før- og et år efter interventionen).
4. Hvordan der arbejdes med at integrere interventionen i hverdagen samt hvilke mekanismer og processer, der ser ud til at være særligt virksomme.
Hvis interventionen ser til at være gennemførbar og virksom, vil vi – baseret på forskningsresultater – beskrive en model til fremme af fysisk aktivitet blandt alle FGU-elever i Danmark.
Design
BEVÆG FGU interventionen bygger på den systemorienterede og evidensbaserede metode Group Model Building og består af to samskabelses-workshops. På den første workshop bliver faktorer, som påvirker elevernes fysiske aktivitet, identificeret, og der udarbejdes et systemkort over hvordan faktorerne spiller sammen. På den anden workshop bliver der nedsat lokale arbejdsgrupper, som står for at igangsætte aktiviteter, der skal forandre "systemet", så det understøtter sunde motion- og bevægelsesvaner hos de unge. Selve aktiviteterne bliver besluttet lokalt igennem samskabelsesprocesserne, hvilket sikrer lokal relevans, medejerskab og hensyntagen til den lokale kontekst. Relevante parter fra både FGU (ledere, lærere, elever) og lokalsamfundet (fx kommunen, forældre, sportsklub) deltager i processerne og står får implementering af de fællesbesluttede tiltag.
BEVÆG FGU er et såkaldt feasibility studie, hvor en lovende intervention afprøves i mindre skala før den opskaleres. Vi har derfor etableret samarbejder med tre FGU-skoler og kommuner, hvor interventionen vil blive afprøvet. De tre skoler og tilhørende kommuner er FGU Hillerød og Hillerød Kommune, FGU Korsør og Slagelse Kommune samt FGU Øresund og Helsingør Kommune. Den samlede elevpopulation på de tre skoler er omkring 500.
Samarbejdspartnere
Projektet bliver fulgt tæt af en national ekspertgruppe med repræsentanter fra FGU, kommuner og ministerier, der sikrer, at interventionen og forskningen er relevant, og at resultaterne formidles til mest mulig gavn for praksis.
Ekspertgruppen består af repræsentanter fra:
- FGU Danmark
- Uddannelsesforbundet
- Børne- og Undervisningsministeriet, STUK
- Hjerteforeningen
- Sundbynetværket
- Københavns Kommune, Afdeling for Folkesundhed
- Center For Forebyggelse i praksis
- Statens Institut for Folkesundhed
- Komiteen for Sundhedsoplysning
- EVA
- BørneUngeLiv
- Københavns Professionshøjskole
BEVÆG FGU er finansieret af Hjerteforeningen .
Presse
Hjerteforeningen uddeler (læs nyheden på Hjerteforeningens hjemmeside)