Baggrund
Flere mænd end kvinder udvikler kardiometaboliske sygdomme, og mænd diagnosticeres ofte senere i sygdomsforløbet og med mere udtalt komorbiditet. Sygdomsbyrden er samtidig socialt skævt fordelt. Den øgede risiko hænger blandt andet sammen med, at mænd i gennemsnit drikker og ryger mere og spiser mere usundt end kvinder, som dokumenteret i den Nationale Sundhedsprofil.
Samtidig er det vanskeligt at rekruttere mænd til traditionelle tilbud i kommunen eller hos lægen – særligt mænd med kort uddannelse, som oftest er i høj risiko for at udvikle type 2-diabetes. Mange mænd oplever tilbuddene som kliniske, irrelevante eller svære at spejle sig i.
Internationale studier peger på professionelle fodboldklubber som en særligt effektiv arena til at engagere denne gruppe. Klubbernes brand, kommunikationskanaler, fællesskaber og lokale forankring skaber en kontekst, der opleves som tryg og genkendelig for mænd, og hvor der er dokumenterede forbedringer i mental, social og fysisk sundhed. Da MHP blev igangsat i 2024, havde danske professionelle fodboldklubber endnu ikke involveret sig systematisk i at rekruttere, implementere og fastholde mænd i sundhedstilbud.
Erfaringerne fra MHP i AGF og HB Køge bekræftede potentialet: klubberne kan skabe stærke fællesskaber omkring bevægelse, fordi mændene i forvejen har et engagement og et naturligt tilhørsforhold til klubben. Evalueringen viste samtidig, at det forudsætter dedikerede medarbejderressourcer i klubben, en oprigtig motivation for at arbejde med sundhedsfremme, og at indsatserne ikke må være for stramt styret udefra, hvis klubberne og mændene skal kunne identificere sig med dem. Erfaringerne pegede desuden på behovet for en systemorienteret tilgang, hvor sundhedsfremme ikke forstås som et afgrænset projekt, men som en praksis, der integreres i klubbens eksisterende strukturer, samarbejder og arbejdsgange. Det er dette behov, Play It Forward adresserer.
Formål
Det overordnede formål er at fremme fysisk, mental og social sundhed blandt mænd i høj risiko for type 2-diabetes gennem samarbejde med professionelle sportsklubber – og at gøre dette arbejde varigt forankret i klubberne.
Men's Health Program (2024–2025) havde til formål at:
Opbygge kapacitet og ejerskab blandt professionelle fodboldklubber og kommuner til at fremme mænds sundhed og trivsel
Udvikle og implementere sundhedsfremmende aktiviteter til mænd gennem en systemorienteret tilgang med fokus på samskabelse med målgruppen og lokale aktører
Undersøge, om MHP viser positive resultater på mænds fysiske, mentale og sociale sundhed (individniveau), og om programmet fremmer kapacitet og ejerskab i lokalsamfundet til at mobilisere og implementere sundhedsfremmende aktiviteter (systemniveau)
Play It Forward (2026–2028) viderefører og udvider dette med to ligestillede underformål:
At styrke sportsklubbernes sundhedsfremmekapacitet, herunder at understøtte klubberne i at etablere og forankre interne strukturer og organiseringsformer, der gør dem i stand til at arbejde med langtidsholdbare sundhedsaktiviteter
At udvikle og afprøve lokale, konkrete bevægelsesaktiviteter for mænd, der udnytter sportsklubbernes brand og sociale tiltrækningskraft
Sundhedsfremmekapacitet forstås som organisationens evne og potentiale til systematisk at arbejde med sundhedsfremme gennem udvikling af initiativer, kompetencer, engagement, strukturer og ledelsesmæssig opbakning. En aktivitet bidrager først til kapacitetsopbygning, når den medfører eller kræver ændringer i klubbens strukturer eller prioriteringer – f.eks. nye faste mødefora, indlejring i eksisterende planlægningsprocesser, formaliserede partnerskaber eller systematisk brug af data.
Design
Begge projekter behandler den professionelle sportsklub som et komplekst adaptivt system, hvor praksisser, normer, ressourcer, beslutningsstrukturer og relationer gensidigt påvirker hinanden. Bevægelsesaktiviteter forstås derfor ikke som isolerede interventioner, men som handlinger i et system, der enten reproducerer eksisterende mønstre eller bidrager til systemforandring.
Men's Health Program blev udviklet gennem en systemorienteret samskabelsesproces i tre faser, som forløb sideløbende i Aarhus og Køge Kommune med de professionelle fodboldklubber AGF og HB Køge. Først blev relevante lokalsamfundsaktører identificeret og rekrutteret på baggrund af deres lokale autoritet og kapacitet. Herefter blev der afholdt to workshops: på workshop 1 blev viden om sundhedsfremme blandt mænd præsenteret, og faktorer med betydning for mænds sundhed blev kortlagt i et systemkort; på workshop 2 blev systemkortet brugt til at udvikle konkrete aktiviteter, og der blev nedsat lokalt forankrede arbejdsgrupper. Deltagerne omfattede ledelsen i AGF og HB Køge, kommunale repræsentanter, lokale sponsorer, mænd fra lokalsamfundet og andre relevante aktører. Aktiviteterne – blandt andet AGF Walk – blev efterfølgende implementeret og evalueret i et før- og efterdesign med surveys, sundhedsmålinger, observationer, interviews og fokusgrupper.
Play It Forward bygger videre på denne model, men flytter tyngdepunktet fra enkeltstående aktiviteter til klubbens organisatoriske kapacitet, og åbner for professionelle sportsklubber bredt – gerne, men ikke nødvendigvis, fodboldklubber. Udviklingsprocessen er struktureret i fem indbyrdes afhængige faser, som er fælles på tværs af de fem regioner, samtidig med at der er plads til lokale metodiske tilpasninger:
Fase 0 – Screening: regional kortlægning af mulige klubber via desk research og indledende kontakt, med fokus på klubbens organisering, fanbase, kommercielle logikker og motivation for at arbejde med sundhed.
Fase 1 – Etablering af samarbejde: strategisk dialog og en gensidigt forpligtende skriftlig samarbejdsaftale, der afklarer ansvar, beslutningskompetence, ressourcer og forventninger til data.
Fase 2 – Idéudvikling: samskabelse af bevægelsesaktiviteter sammen med klubben og de mandlige fans, understøttet af et systemkort over de faktorer, der påvirker mænds fysiske aktivitet, og af Action Scales Model som fælles dialogværktøj. Parallelt arbejdes der med de organisatoriske strukturer, der skal bære aktiviteterne.
Fase 3 – Afprøvning: aktiviteterne afprøves og justeres iterativt ud fra lokalt opstillede succeskriterier, med løbende sparring fra den lokale implementeringsagent.
Fase 4 – Fortsættelse og forankring: klubben vurderer selv, hvordan aktiviteterne videreføres og bygges videre på; SDC kan fungere som sparringspartner.
Brugerinddragelse af mandlige fans er et ufravigeligt princip gennem hele processen – fra idéudvikling og kvalificering til afprøvning, justering og evaluering.
Evaluering og følgeforskning gennemføres som mixed-methods følgeforskning på tre sammenhængende niveauer, så individuelle forandringer analyseres i tæt sammenhæng med de organisatoriske forandringer i klubben:
Individniveau: baseline- og follow-up-spørgeskemaer til de deltagende mænd om selvrapporteret fysisk aktivitet, selvvurderet helbred, sociale relationer, mental trivsel, oplevet fællesskab samt deltagelse og fastholdelse.
Implementeringsniveau: løbende, prospektiv registrering af møder, workshops, centrale beslutninger, justeringer, nye partnerskaber, markedsføring og medieomtale samt registrering af fremmøde og aktiviteter.
Systemniveau: baseline- og follow-up-interviews med ledere og medarbejdere i hver klub samt spørgeskemaer til klubbens medarbejdere, med fokus på organisering, ressourcer, beslutningsprocesser, arbejdsgange, faninddragelse og samarbejdsrelationer. Ændringer kategoriseres via Action Scales Model, hvilket muliggør sammenligning på tværs af klubber.
Den fælles systematik på tværs af fem regioner og et robust forskningsdesign styrker muligheden for at generalisere til lignende klubkontekster og for at skalere til andre professionelle sportsklubber og sportsgrene nationalt.
Tidsplan
Men's Health Program løb over to år fra januar 2024 til december 2025. I 2024 blev lokale aktører identificeret, workshops afholdt og aktiviteter opstartet i de to lokalsamfund. I 2025 kørte aktiviteterne, og forskningen undersøgte acceptabilitet og forandringsmekanismer samt ændringer i sundhedsfremmekapacitet og individuelle sundhedsudfald.
Play It Forward løber fra maj 2026 til ultimo 2028. Screening og etablering af samarbejder med klubberne finder sted i 2026, idéudvikling og opstart af aktiviteter i 2026–2027, og afprøvning og forankring i 2027–2028. Følgeforskningens dataindsamling fortsætter, efter at implementeringsagenterne har afsluttet deres arbejde i klubberne. Videnskabelig afrapportering påbegyndes i 2027.
Samarbejdspartnere
Men's Health Program blev gennemført i samarbejde med Aarhus Kommune og Køge Kommune og de to professionelle fodboldklubber AGF og HB Køge. Projektet modtog desuden interessetilkendegivelser fra Dansk Boldspil-Union (DBU) og Divisionsforeningen.
Play It Forward gennemføres af alle fem Steno Diabetes Centre (SDC Nordjylland, SDC Aarhus, SDC Odense, SDC Sjælland og SDC Copenhagen) i samarbejde med professionelle sportsklubber i de fem regioner. Målet er, at mindst tre professionelle sportsklubber på tværs af regionerne indgår en formel samarbejdsaftale. Klubberne kortlægges og udvælges regionalt, og de konkrete samarbejdspartnere offentliggøres løbende. Efter behov inddrages desuden andre lokale aktører såsom kommuner, civilsamfundsorganisationer, frivillige, sponsorer og lokale foreninger.
Funding
Begge projekter er finansieret af Steno-DK.
De fem Steno Diabetes Centre bidrager med lige store andele, og hvert center finansierer samarbejdet med klubberne i egen region, uanset hvor mange klubber det enkelte center har igangsat. Steno Diabetes Centrene stiller ressourcer til rådighed for klubberne i forbindelse med udviklings- og forskningsprocessen, mens udgifter til de konkrete bevægelsesaktiviteter afholdes af klubberne selv.