Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​​

Til dig med MODY

MODY er en sjælden, særligt arvelig type diabetes, som typisk rammer yngre voksne. Korrekt diagnose er afgørende for behandling og udredning af resten af familien. På denne side kan du læse generelt om MODY. Derudover findes der link nederst til information om de mest almindelig MODY-typer.​​

Hvad er MODY?​​

​MODY (Maturity-Onset Diabetes of the Young) er en arvelig form for diabetes, der primært rammer yngre voksne, typisk før de fylder 35 år. MODY er en genetisk sygdom, hvilket betyder, at den overføres fra forældre til børn via gener.

MODY er en selvstændig form for diabetes og skal ikke forveksles med type 1- eller type 2-diabetes. Man regner med at MODY udgør 1-3% af alle personer med diabetes, dvs. omkring 3000 personer i Danmark. 

Hvorfor er MODY arve​lig? 

MODY skyldes en genmutation ('genfejl') i et af ca. 10 forskellige MODY-gener. Alle mennesker har to kopier af hvert af kroppens gener – én fra mor og én fra far. Personer med MODY bærer både en normal og en muteret version af et MODY-gen. Børn til en person med MODY har derfor 50 % risiko for at arve den muterede version af genet (Se figuren herunder). De fleste med en MODY-genmutation vil udvikle diabetes på et tidspunkt i livet. Dog kan symptomer og sygdomsforløb variere afhængigt af, hvilket MODY-gen der er påvirket.      


Figurtekst: En person som bærer en MODY-mutation har både en rask og en muteret version af genet. Når man får et barn, er det tilfældigt, hvilken version af genet, der gives videre. Derfor vil i gennemsnit 50% af personens børn få den raske version, mens 50% vil få den muterede version (figur lavet med BioRender). 

Hvorfor får man diabetes, når ​​man har en MODY-genmutation?

Personer med MODY har problemer med insulinproduktionen, da genmutationen påvirker kroppens evne til at danne og udskille insulin. Insulin er et hormon, der er nødvendigt for at holde blodsukkeret stabilt. Når der ikke er nok insulin i kroppen vil blodsukkeret stige og dermed udvikles diabetes.

De fleste personer med MODY er raske, fraset deres diabetes. 

Kan man forebygge MOD​​Y?

Der er desværre ikke meget, man kan gøre for at forhindre udviklingen af MODY, hvis man har arvet genmutationen, men en sund livsstil med fokus på kost, motion, alkohol og tobak anbefales, som for alle andre. 

Hvilken betydning har MO​DY for familien? 

Nære slægtninge til personer med MODY (børn, søskende, forældre) bør testes for om de også bærer genmutationen. Tal med din diabetesbehandler om, hvordan dine familiemedlemmer kan blive undersøgt.

Du kan få udleveret et familiebrev, som du kan dele med dine nære slægtninge. I brevet fremgår, hvorfor undersøgelse for familiens diabetestype er vigtig og hvordan man kan blive undersøgt. Alt for mange personer med MODY får aldrig stillet den rette diagnose og får derfor måske ikke tilbudt den rette og mest effektive behandling.

For nogle kan det være svært at tale åbent om diabetes. Denne type diabetes har dog ikke kun en betydning for dig, men også for andre i din familie. Derfor vil vi gerne understrege anbefalingen herfra: Tal med din familie om diabetes!  

Hvilke typer MODY finde​​​s der? 

De fire hyppigste former for MODY er beskrevet mere detaljeret på undersiderne herunder. Derudover findes også en række MODY-typer som er yderst sjældne og ikke beskrives nærmere her.​

Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden