Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​​​Vi har spurgt nogle af vores brugere på Steno Diabetes Center Copenhagen, hvad de mener om at komme på Steno. Læs her på sdcc.dk. Foto: Lizette Kabré

Høj tilfredshed med diabetesbehandling i hele landet

​En national undersøgelse fra alle fem Steno Diabetes Centre viser en generel høj tilfredshed med diabetesambulatorierne på tværs af regionerne. ​​​​​​

Vent...

​85 procent af voksne med diabetes er i meget høj grad eller i høj grad tilfredse med den diabetesbehandling, de modtager på et af landets diabetesambulatorier.

Det viser en landsdækkende undersøgelse foretaget på initiativ af de fem regionale Steno Diabetes Centre.

"Den høje tilfredshed i alle regioner er virkelig en god nyhed, for den viser, at vi gør det rigtig godt i hele landet. Vi kan generelt være rigtig stolte over den behandling, personer og familier med diabetes får her i Danmark," siger direktør for Steno Diabetes Center Copenhagen, Magnus T.  Jensen.

Undersøgelsen er udarbejdet af Center for Patientinddragelse i Region Hovedstaden og inkluderer de regionale Steno Diabetes Centre og alle landets øvrige diabetesambulatorier.

Flere end 20.000 personer med diabetes eller forældre til børn og unge med diabetes har svaret på spørgeundersøgelsen.

Forældre til børn med type 1-diabetes er generelt endnu mere tilfredse med behandlingen end de voksne med diabetes. Blandt forældrene er det 94 procent, der svarer, at de enten i meget høj eller i høj grad er tilfredse. Det samme gælder for 89 procent af de unge med diabetes.

Brugerne inddrages i fremtidens diabetesambulatorium

Det er første gang, at de fem danske Steno Diabetes Centre har foretaget en national undersøgelse af trivslen og tilfredsheden med behandlingen blandt alle de danske diabetespatienter tilknyttet et diabetesambulatorium.


Henrik  har type 2-diabetes og kæmpet for noget helt bestemt på Steno. Læs hvad her på  sdcc.dk.


​Netop patienterne og pårørende spiller en altafgørende rolle for udviklingen af fremtidens diabetesambulatorium, understreger direktør Magnus T. Jensen, Steno Diabetes Center Copenhagen:

"Vores tilbud skal være tilpasset den enkeltes reelle behov frem for at følge en model, som bruges af alle. Nogle har behov for hyppige besøg, fordi de har brug for ekstra støtte.  Andre vil kunne nøjes med at komme en enkelt gang om året og ellers benytte sig af teknologiske muligheder hjemmefra. Vi og især personer og familier med diabetes ved jo godt, at livet leves uden for Steno og helst helt uden for sundhedsvæsenets vægge, hvis det er muligt," siger han.

Og der er også plads til forbedring i diabetesbehandlingen.

Knap én ud af fire føler sig i dag ikke tilstrækkeligt inddraget i beslutninger om deres diabetesbehandling, viser undersøgelsen. Én ud af tre savner i mere eller mindre grad også sammenhæng mellem deres forskellige kontakter i ambulatoriet.

"Det er et rigtig godt skridt på vejen, at vi nu kortlægger brugertilfredsheden i diabetesbehandlingen. Det, vi så må konstatere, er, at vi kan blive endnu bedre, og det er noget, vi vil arbejde videre med i de kommende år," siger Magnus T. Jensen.

 


Vil du læse, hvad Milan Kronborg og hans søn Anton mener om Steno? Så læs her på sdcc.dk​.

Forældre og unge er de mest tilfredse

Flere familier mangler dog mere støtte til samarbejdet med skoler, institutioner og kommuner.

​Ca. 3.000 børn og unge under 18 år har type 1-diabetes herhjemme, og næsten 1.000 er tilknyttet Steno Diabetes Center Copenhagen, som dermed er den største diabetesklinik for børn og unge i Danmark og et af de største behandlingssteder i Europa for børn med diabetes.

Forældre til børn med type 1-diabetes er generelt endnu mere tilfredse med behandlingen end de voksne med diabetes. Blandt forældrene er det på landsplan 94 procent, der svarer, at de enten i meget høj grad eller i høj grad er tilfredse. Det samme gælder for 89 procent af de unge med diabetes.​

"Vi skal fortsat gøre vores behandling endnu bedre, men det er et utroligt godt udgangspunkt, at så mange generelt i hele landet er glade for den behandling, de oplever.  I 2021 blev alle børn i Region Hovedstaden tilknyttet Steno, og det har for nogle familier været en stor omvæltning, fordi de har skullet skifte behandlingssted. Vi har haft fokus på at fastholde den tætte kontakt mellem børn og unge og deres kendte behandlere, da vi ved, at et kendt ansigt er af stor betydning for tryghed, god kommunikation og en oplevelse af sammenhængende behandling," fortæller overlæge Kasper Ascanius Pilgaard, teamleder i BørneUngeSteno.

​Ønsker støtte til samarbejde med skolen

Men ét er selve diabetesbehandlingen. Noget andet er, at familierne mangler støtte fra deres behandlingssted til samarbejdet med skole, institutioner og kommuner.

63 procent af forældrene til børn med diabetes svarer, at de i høj eller meget høj grad oplever, at hospitalet støtter skolen tilstrækkeligt, så skolen kan varetage deres barns behandling. Tilsvarende svarer kun 58 procent af forældrene, at behandlingsstedet i høj eller meget høj grad hjælper med samarbejdet med fagpersoner i kommunen.

Det er ikke nyt for Steno Diabetes Centrene, at familierne har brug for mere støtte, end de nogle gange får, når det kommer til samarbejdet med skole, institution og kommune. Derfor lancerede de fem Steno Diabetes Centre og Diabetesforeningen i september 2023 en stribe fælles løsningsforslag for at skabe bedre og ens rammer over hele landet for både børn med type 1-diabetes, deres forældre og ansatte på skolerne.

Det skete på baggrund af forskningsprojektet KIDS, der igennem tre år har afdækket de udfordringer, der er for ansatte på skolerne, forældre og børn, når et barn med type 1-diabetes går i skole.

Læs mere om KIDS og anbefalingerne her på sdcc.dk​.  



​Fakta om undersøgelsen

De fem danske Steno Diabetes Centre står bag en kortlægning af trivslen og tilfredsheden blandt voksne, unge og børn med diabetes samt børnenes forældre. Her er nogle af de væsentligste fund:

  • Der er generelt høj tilfredshed med diabetesbehandlingen og den tryghed, patienterne oplever
  • 85 % af de voksne med diabetes er i meget høj grad eller i høj grad tilfredse med behandlingen
  • 94 % af forældrene til børn med diabetes og 89 % af de unge med diabetes er i meget høj grad eller i høj grad tilfredse med behandlingen
  • Én ud af fire voksne med diabetes oplever ikke at blive tilstrækkeligt inddraget i beslutninger om behandlingen og savner mere sammenhæng mellem deres kontakter i ambulatoriet.
  • Unge med diabetes og forældre til børn med diabetes giver udtryk for, at samarbejdet imellem behandlingsstedet og skolen eller institutionen kan forbedres.

Kilde:  Rapport: Trivsel og tilfredshed blandt personer med diabetes. Find den på Videncenter for diabetes: https://videncenterfordiabetes.dk/tilfredshed

Undersøgelsen er den første af sin slags i Danmark og er udarbejdet af Center for Patientinddragelse. Spørgeskemaundersøgelsen er foretaget blandt ambulante diabetespatienter fra 1. maj 2022 til 30. april 2023. Der er svar fra 19.272 voksne patienter (41 %), 664 forældre til børn (38 %) og 323 unge (22 %).



Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden