Du bekymrer dig for fremtiden. Dine omgivelser forstår ikke din situation. Du føler dig utilstrækkelig og anderledes.
Sådan kan man beskrive blot nogle af de tanker, der kan fylde, når man lever med en kronisk sygdom.
Inden for diabetes har fænomenet fået betegnelsen diabetes-stress. Begrebet dækker over de følelsesmæssige belastninger og bekymringer, der kan opstå, når man lever med diabetes.
Diabetes-stress er ganske udbredt, og senest har en national trivselsundersøgelse vist, at knapt 1 ud af 3 personer med diabetes oplever en høj grad af diabetes-stress.
Læs artiklen: Hver tredje oplever stor psykisk belastning i livet med diabetes (sdcc.dk)
Nyt værktøj klæder sygeplejersker på
”Tallene kalder på, at vi skal blive endnu bedre til at opspore og støtte de personer, som kæmper med belastningsreaktioner relateret til deres sygdom,” siger Vibeke Stenov, som forsker i diabetes-stress på Steno Diabetes Center Copenhagen.
Hun har i samarbejde med personer med type 1-diabetes og sundhedsprofessionelle udviklet indsatsen REDUCE.
REDUCE klæder sygeplejersker på til at støtte voksne med type 1-diabetes og et moderat til højt niveau af diabetes-stress.
”Vi har lagt vægt på, at konceptet skal passes ind i en travl klinisk hverdag. Her er sygeplejerskerne nøglepersoner, fordi de har mulighed for at opspore de psykiske belastninger i forbindelse med den øvrige behandling,” siger Vibeke Stenov.
Hun understreger, at diabetes-stress er en normal psykisk reaktion – og ikke en psykisk sygdom. Dog kan tilstanden blive værre og udvikle sig til udbrændthed, hvis den ikke behandles. Samtidig ved vi, at høj diabetes-stress kan gøre det vanskeligere at håndtere og diabetes i hverdagen.
Vibeke Stenovs undersøgelser viser, at personer med type 1-diabetes gerne vil tale om de psykiske aspekter i livet med kronisk sygdom. De fortæller, at det er rart at blive set som ”et helt menneske”, da det psykiske og fysiske er tæt forbundet i hverdagen med kronisk sygdom.
Artiklen fortsætter under billedet...

Fra opsporing til gruppeforløb
Indsatsen REDUCE indeholder værktøjer, der er bygget op omkring illustrationer, citater, spørgsmål og materialer til at notere på. Værktøjerne kan støtte personer med diabetes-stress hele vejen fra opsporing til behandling.
Et kort spørgeskema med syv spørgsmål hjælper med at opspore graden af diabetes-stress og indkredser, hvad bekymringerne bunder i.
Er der behov for det, kan sygeplejersken henvise til et gruppeforløb. Her mødes personer med type 1-diabetes, der oplever diabetes-stress, for atudveksle deres erfaringer. Gruppeforløbet er varetaget af to erfarne diabetessygeplejersker, der er trænet i at anvende værktøjerne og de kommunikative kompetencer, der er nødvendige..
”I mødet med andre kan deltagerne spejle sig i hinanden, og det gør, at man føler sig mindre alene med sine bekymringer,” siger Vibeke Stenov.
Mere forskning på vej
REDUCE er inspireret af en amerikansk indsats, som har reduceret både diabetes-stress og langtidsblodsukker blandt deltagerne. Indsatsen er tilpasset til en dansk kontekst i samarbejde med en række personer med type 1-diabetes, sundhedsprofessionelle og andre nationale og internationale eksperter.
De foreløbige studier har vist, at indsatsen reducerer diabetes-stress og øger livskvalitet signifikant.
Kommende studier skal dels undersøge langtidseffekten af indsatsen, dels udvikle et koncept for at afvikle gruppeforløbene online.
Derudover er der forskning i gang, hvor der udvikles lignende værktøjer inden for type 2-diabetes.