Gå til hovedindhold

​​Idrætsfysiolog Julie Hagstrøm Danielsen står i spidsen for træningstilbuddet "Blid opstart". Foto: Lizette Kabré​

”Vi går fra at give et råd til at give en handling"

​At komme i gang med at træne kan virke som et uoverstigeligt bjerg, hvis man lever med flere kroniske sygdomme og ikke er vant til at træne. Idrætsfysiolog Julie Hagstrøm Danielsen hjælper med at bestige bjerget et skridt ad gangen.

Vent...

​Det kan være svært at komme i gang med at træne, hvis man er dårligt gående, har svært ved balancen eller lever med sygdomme, som gør, at man bange for at falde eller blive forpustet.

”At lære sin krop at kende med en kronisk sygdom kan være en udfordring for mange. Især hvis man ikke har været vant til at træne før. Fysiske udfordringer og bekymringer om kroppens formåen kan være barrierer for at komme i gang med at træne, men det er vigtigt at vide, at kroppen godt kan tackle træning, selv når man bliver forpustet,” siger Julie Hagstrøm Danielsen.

Hun er idrætsfysiolog på Steno Diabetes Center Copenhagen og støtter personer – ofte med flere kroniske sygdomme – i at starte deres træningsrejse. ”Blid opstart” hedder træningstilbuddet målrettet deltagere med type 2-diabetes, som er udfordret af komplikationer og multisygdom.

Alle kan træne​​

”Jeg har den holdning, at alle kan træne. Det er min opgave at tilpasse træningen, så den passer til den enkelte,” siger Julie Hagstrøm Danielsen.

Netop en individualiseret tilgang er en af hjørnestenene i ”Blid opstart”. Når deltagerne møder op til træning på Steno Diabetes Center Copenhagen, får de hver især vejledning i øvelser, som tager højde for deres behov.

”Hvis man kan klare flere udfordringer, bygger vi oven på med øvelser, som er lidt sværere. Vi opfordrer deltagerne til at sige til, hvis det er ubehageligt eller gør ondt. Ofte kan det løses ved at justere øvelsen en smule,” siger Julie Hagstrøm Danielsen.

Hun lægger vægt på, at deltagerne ikke blot skal opfordres til at træne derhjemme, men at de får konkrete øvelser med hjem, som de kan bruge i deres hverdag.

"Vi går fra at give et råd til at give en handling,” konkluderer idrætsfysiologen, som også prioriterer at have opfølgende samtaler med deltagerne.


”Før kunne jeg godt være nervøs for at miste balancen og falde, men det er jeg ikke mere. Det gør, at jeg kommer mere ​ud.”​​​
Deltager på træningstilbuddet "Blid opstart"​​

Deltagere fortæller​​​

To af deltagerne på holdet fortæller, at træningen har givet dem mere energi og mod på at bevæge sig i hverdagen.

”Tidligere var jeg nødt til at holde en pause for at få luft, når jeg gik ned til bussen. Det behøver jeg ikke mere. Vægten er ikke faldet, men jeg kan mærke, at bukserne sidder anderledes,” siger en deltager, mens en anden fortæller, at han kommer hurtigere fremad, når han er ude at gå med sin stok eller rollator.

”Før kunne jeg godt være nervøs for at miste balancen og falde, men det er jeg ikke mere. Det gør, at jeg kommer mere ​ud,” siger han.

Begge fremhæver det sociale sammenhold imellem deltagerne som en positiv sidegevinst ved forløbet. Efter træningen er de ofte mødtes for at drikke kaffe sammen, og flere er mødtes privat for at gå en tur.

De fortæller, at træning er nemmere, når man er sammen med andre, og at det har været oplysende at tale med de andre deltagere om deres oplevelser.

Det skal give mening​​

Ifølge Julie Hagstrøm Danielsen er netop det sociale sammenhold vigtigt for at styrke motivationen og oplevelsen af meningsfuldhed ved træningen.

Hun styrker sammenholdet, for eksempel ved at lave øvelser, hvor man er nødt til at kende hinandens navne.

”Man føler sig velkommen, når man kender hinanden og har talt sammen. Det skaber motivation til at fortsætte med at komme på holdet og blive ved med træningen. Vi har set flere hold, hvor deltagerne holder kontakten og bruger hinanden, også efter forløbet er slut.”

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden