To piger pjatter i køen til tøndeslagningen og kigger begge på den ene piges sensor på armen.
"Hvornår fik du det?"
"Jeg var to, da jeg fik det."
"Jeg var fem."
Og så bliver der fjollet videre og slået til tønden.
I denne flok ved alle, hvad "det" er.
På Steno har alle børnene diabetes, og det betyder noget særligt. I de nye gruppeforløb for børn med type 1-diabetes og deres forældre opstår der et særligt fællesskab og indimellem endda venskaber blandt flere af børnene.
Og det er måske det allervigtigste ved de nye forløb.
"Jeg synes, det er sjovt at være sammen med børn med diabetes, for det er ikke hver dag, at man er sammen med mennesker, der er ligesom dig. I skolen er jeg den eneste i min klasse, der har det. Det er rart at se, at der er andre ligesom dig," fortæller en af de 7-9-årige til postdoc Patricia DeCosta, der sammen med kolleger i klinikken har interviewet både forældre og børn, der har deltaget i grupperne.
En anden fortæller:
"Jeg er blevet mere modig, fordi jeg ved, der er flere børn ligesom mig".
Læs også: Forskeren: Børnene får mere taletid og nye venner Artiklen fortsætter under billedet
Børnene glæder sig til at komme på Steno
Børnene kan i grupperne høre hinanden fortælle om, hvordan det er at få skiftet sensor og pumpesæt og blive prikket i fingeren. Hvad gør de andre? Bliver de også nervøse? Ligger de også i sofaen? Krammer de en bamse?
De har fået begreber for at blive urolige og finde ro gennem henholdsvis "myggen" og "søhesten". De har malet søheste-sten, som de kan tage frem, når de har brug for ro.
"Når man er i søhesten, er man fin, og når man er i myggen, siger man, det gør ondt, det gør ondt." Et andet barn svarer: "Det har jeg prøvet at være, det var forfærdeligt."
Børnene glæder sig typisk til at komme på Steno og møde de andre børn, selv om det kan være lidt svært for de yngste at sige farvel til mor og far, der skal være sammen med de andre forældre. Børnene fortæller blandt andet:
"Jeg glæder mig til i dag." "Jeg synes, det er sjovt", "Jeg er glad for at komme til Steno Child."
Børnene fremhæver de forskellige aktiviteter at møde andre børn med diabetes, at få venner, at føle sig trygge hos de voksne og at lære om diabetes gennem leg og konkrete oplevelser. Som en fortæller:
"Jeg har lært noget, men kan ikke helt huske hvad".
Læs også: Behandlerne: Mental trivsel er helt afgørende for diabetesbehandlingen
Læs også: Forældrene: Vi har lært at slappe lidt mere af
Bag Steno Child: Om søhesten og myggen
I Steno Child-forløbet tager behandlerne bl.a. udgangspunkt i fysioterapeut Pernille Thomsen og børnepsykolog Charlotte Bjerregaards bøger, herunder "Børns mentale sundhed – når nervesystemet er på overarbejde" og "Du skal huske at fodre din søhest."
Søhesten og myggen bruges som pædagogiske billeder på to centrale dele af nervesystemet, så både børn og voksne lettere kan forstå, hvad der sker i hjernen under stress.
Søhesten er billedet på hippocampus (betyder søhest på græsk), der er den del af hjernen, som hjælper med følelsesregulering, hukommelse og overblik. Søhesten skal fodres med ro, pauser, tryghed og gode oplevelser.
Myggen er billedet på amygdala, der er hjernens alarmberedskab, som reagerer, når vi føler os utrygge, i fare og overbelastede. Myggen larmer ved stress og skal beroliges.
Det følelsesregulerende system
Bag det følelsesregulerende system står den britiske psykolog og professor Paul Gilbert, der inddeler hjernen i tre systemer: 1) Trusselssystemet, der reagerer på fare 2) Motivationssystemet, der får os til at handle 3) Det beroligende system, der giver ro og tryghed.
Paul Gilbert har også udviklet compassionfokuseret terapi (CFT) – der bedst oversættes til, hvordan man udvikler medfølelse og omsorg for sig selv og andre.