Gå til hovedindhold

​​​

Mit Liv – Jeg Bestemmer

​Projektet Mit Liv – Jeg bestemmer (Mit Liv) skal videreudvikle, afprøve, implementere og evaluere effekter og virkningsmekanismer af en sundhedsfremmende skoleindsats. Projektet vil forbedre 10. klasses elevers fysiske og mentale sundhed og trivsel - gennem en systematisk sundhedsintervention. Projektet kører fra februar 2024 til januar 2027.

Baggrund

Andelen af unge med dårlig mental sundhed og trivsel er stigende, hvilket øger risikoen for, at disse unge ikke gennemfører en ungdomsuddannelse. For eleverne i ordinær 10. klasse gælder det yderligere, at halvdelen er skoletrætte, og hver fjerde føler sig presset og oplever lav faglig selvtillid. Elever i kommunal 10. klasse kommer desuden oftere fra familier med lav socioøkonomisk position end jævnaldrende, der går direkte videre til en ungdomsuddannelse. Forskning viser en stærk sammenhæng mellem uddannelsesniveau og sundhedstilstand, hvilket skaber et akut behov for indsatser, der fremmer fysisk og mental sundhed og trivsel blandt unge.​

​Formål

Formålet med projektet Mit Liv – Jeg bestemmer (Mit Liv) er at videreudvikle, afprøve, implementere og evaluere effekter og virkningsmekanismer af en sundhedsfremmende skoleindsats. Projektet sigter mod at forbedre 10. klasses elevers fysiske og mentale sundhed og trivsel og mod at styrke skolernes kapacitet til at arbejde sundhedsfremmende samt samarbejdet mellem skole, kommune og lokalsamfund.

Design
Den sundhedsfremmende skoleindsats Mit Liv strækker sig over 18 måneder og omfatter fire faser: (1) Forberedelse, (2) Planlægning, (3) Sundhedsundervisning og (4) Forankring, der tilsammen udgør en helskoleindsats inspireret af Den Sundhedsfremmende Skoletilgang. Indsatsen gennemføres i et tæt samarbejde mellem kommunale sundhedskonsulenter, skolens lærere og lokale aktører samt skolens og kommunens ledelser.

Indsatsen omfatter:
1. Forberedelse, hvor der etableres et formelt samarbejde mellem skole og kommune, og sundhedskonsulenter uddannes i de didaktiske metoder og i brugen af Den Sundhedsfremmende Skoletilgang.

2. Planlægning, hvor indsatsen tilpasses den lokale skolekontekst, og der afholdes møder mellem sundhedskonsulenter og lærere om organisering, tidsplan og muligheder i lokalmiljøet. Sundhedskonsulenterne indgår desuden i et kommunalt netværk, hvor de deler erfaringer på tværs af kommuner.

3. Undervisningsforløb, et 11–13 ugers forløb med 15 undervisningsgange fordelt på 12 temaer om fysisk og mental sundhed og trivsel – for eksempel søvn, nikotin, mad og måltider, bevægelse, sociale medier, egne styrker og fællesskaber. Undervisningen udvikler elevernes sociale, emotionelle, sundheds- og handlekompetencer og styrker klassefællesskabet. Den bygger på aktionsorienteret undervisning, den livspsykologiske metode og udeskole, foregår både i klassen og i lokalsamfundet og gennemføres primært udendørs.

4. Forankring, hvor skole, kommune og lokale aktører på et fælles forankringsmøde udvikler og igangsætter sundhedsfremmende handlinger, der integreres i skolens praksis efter undervisningsforløbet.

Indsatsen understøtter et styrket samarbejde mellem sundheds- og undervisningssektoren og fungerer som en ramme for langsigtet implementering af sundhedsfremmende skolepraksis. Evalueringen følger projektet før, under og efter implementeringen for at undersøge, hvordan og under hvilke omstændigheder den sundhedsfremmende skoleindsats kan forbedre elevernes fysiske og mentale sundhed og trivsel.

Forskningsprojektet varer 36 måneder (februar 2024 – januar 2027) og består af tre faser:

I fase 1 blev den samlede sundhedsfremmende skoleindsats videreudviklet og pilotafprøvet i Vallensbæk Kommune med fokus på at styrke det tværsektorielle samarbejde og sikre accept blandt målgruppen. Udviklings- og pilotfasen er beskrevet i Timm et al. (2026), se Publikationer.

I fase 2 undersøges Mit Livs effekt i et pragmatisk kontrolleret ventelistedesign. Fire interventionsskoler med 11 klasser er matchet med fire kontrolskoler med 15 klasser, i alt cirka 416 elever i alderen 15-17 år. Interventionsskolerne gennemfører forløbet i skoleåret 2025/26, og kontrolskolerne tilbydes indsatsen i skoleåret 2026/27. Parallelt gennemføres en procesevaluering og en evaluering af systempåvirkning, der undersøger, hvordan indsatsen implementeres, og hvilke virkningsmekanismer der er på spil på elev- og systemniveau.

I fase 3 udvikles der anbefalinger til national skalering og implementering baseret på proces- og effektresultater, og interventionsmanualen gøres frit tilgængelig for skoler og kommuner. Resultaterne vil bidrage med vigtig viden om implementeringen af sundhedsfremmende skoleindsatser på nationalt plan og styrke samarbejdet mellem sundhedssektoren og undervisningssektoren for at fremme sundheden blandt 10. klasses elever.

Effektstudiet er registreret på ClinicalTrials.gov under nummer NCT07411677.

Samarbejdspartnere

​Projektet gennemføres i samarbejde med Vallensbæk Kommune og Det Sektorfri Forebyggelseslaboratorium. Derudover samarbejdes der med de ti kommuner på Vestegnen og Sydamager i Region Hovedstaden, der indgår i projektet "Klar Livet Uden Røg og Rusmidler".

Funding

​Projektet har fået midler fra TrygFonden og Fælles regional pulje til forskning i forebyggelse. Udviklingen af undervisningsmaterialet blev understøttet af Hello Kitchen.

Publikationer

Timm, A., Demant Klinker, C., Bølling, M., Struve, J., Kivikoski, C., Blædel Hansen, A., Skjærlund Jensen, T., Stuart, H., & Wurr Stjernqvist, N. (2026). Developing and piloting My Life – I Decide combining co-design and realist methods: A health promoting school intervention for 10th grade students in Denmark. Mental Health & Prevention, 41, 200483. https://doi.org/10.1016/j.mhp.2026.200483 (open access)

Stjernqvist, N. W., Timm, A., Blædel Hansen, A., Bølling, M., Skjærlund Jensen, T., Stuart, H., & Demant Klinker, C. (2026). A Health Promoting School Intervention in 10th Grade ("My Life – I Decide"): Protocol for a Pragmatic Controlled Trial. JMIR Research Protocols, 15, e100471. https://doi.org/10.2196/100471 (open access).​

Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden