Formål
At fremme og forbedre lungesundheden på landets erhvervsskoler.
Indhold
Projektet blev afviklet i perioden 2018-2020, og 39 erhvervsskoler på tværs af hele landet har været med i forskelligt omfang. Projektet tilbød tre forskellige indsatser, som skolerne frit vælger imellem:
- Lunger på arbejde
Introduktion til Lungeforeningens undervisningsplatform (Lunger på arbejde), der kan implementeres i den daglige undervisning og blive en fast del af undervisningen i arbejdsmiljø og sundhed mange år fremover. Undervisningen styrker elevernes viden om lungerne og gør dem opmærksomme på vigtigheden af sunde lunger, samt hvordan de passer på dem under uddannelsen og på fremtidige arbejdspladser.
- Event
En event med lungefunktionsmålinger blandt eleverne for at skabe opmærksomhed omkring lungesundhed. På baggrund af målingerne kan der gås i dialog med eleverne om lungesundhed, samt hvordan et arbejdsmiljø med røg, støv og partikler og rygning kan forårsage skade på lungerne. Derudover tilbyder eventen forskellige aktiviteter, der giver mulighed for på egen krop at opleve, hvordan det er, når lungerne er syge. Der er også mulighed for, at kommunen eller andre organisationer deltager på dagen.
- Kulturforløb
Kulturforløbet handler om at skubbe kulturen på erhvervsskolerne i retning af en bedre sundhed og lungesundhed – dvs. mod et sundere miljø på hele skolen, både når det gælder undervisningssituationer, og når det gælder alt det, der foregår på skolen, men som ikke er undervisning. I Kulturforløbskataloget kan der hentes inspiration til hvilke indsatser, der kan gennemføres for undervisningsmiljø og det sociale miljø på skolen, ligesom der kan findes simple redskaber, som kan bruges til at arbejde med en kulturændring. På den måde kan skolerne skabe deres egen sunde-lunger-politik. Til kulturforløbet kan der bestilles plakater, rygestopkontrakter og dilemmakort til brug på skolerne.
Målgruppe
Elever på erhvervsuddannelser samt ledere, lærere og andet personale.
Omkostninger
Event på skolen koster ca. 13.000 kr., men undervisningsmaterialer, plakater etc. er gratis.
Hvem kan varetage aktiviteten?
Lungeforeningen og 3F varetog events på skolerne. Den digitale undervisningsplatform igangsatte skolens lærere selv.
Evalueringsresultater og praksiserfaringer
En intern evalueringsrapport fra 2020 vurderer følgende:
- Flere skoler arbejdede efterfølgende med røgfrihed.
- Skolerne fandt projektet relevant, især fordi der samtidig var stort fokus på arbejdsmiljø. At sætte lungerne og rygning ind i en arbejdsmiljøkontekst var givende i forhold til at opnå en ønsket ændring af kulturen på erhvervsskolerne.
- Mange ledere og undervisere på erhvervsskolerne fandt projektet godt, fordi der ingen løftede pegefingre var.
- Humor kan være vigtigt, når man vil forsøge at ændre adfærd på erhvervsskoler.
- Kropslige oplevelser med, hvordan det vil føles at have et liv med dårlige lunger, virker godt i forhold til at få eleverne til at forstå, hvor skadeligt det er at ryge.
Afsendere af indsatsen
3F og Lungeforeningen.
Læs mere her:
Dokumenter i PDF-format (Inspiration til undervisning):